Hvis man nu var kurder, ville det da være fristende at gå efter selvstændighed?

Giv det lige en tanke. Kurderne har trods alt boet i det samme område i rundt regnet 4.000 år. De er flere end palæstinenserne, israelerne, jordanerne og libaneserne - tilsammen.

Kurderne har også en fælles historisk identitet. De har en fælles kultur, som er knyttet til deres land. De taler to sprog, som holder dem sammen. De har i det seneste århundrede oplevet krige, folkemord under Saddam Hussein og gennem årtier både politisk og økonomisk undertrykkelse i alle de fire stater - Irak, Syrien, Tyrkiet og Iran - som lige nu kontrollerer deres territorium.

Den slags skaber samhørighed - ligesom ydmygelse ikke sjældent fostrer stolthed.

LIGE NU har kurderne en sjælden chance.

Den bygger på en historisk sejr og en historisk krise.

Den historiske sejr folder sig ud i det irakiske Kurdistan, som har udviklet sig til det mest sikre, trygge, fremgangsrige og dynamiske område i Irak. Mens flere dele af dette overvejende arabiske land stadig døjer med vold og manglende udvikling, er det kurdiske Irak i imponerende god gænge - styret af kurdiske politikere, beskyttet af kurdiske soldater, finansieret af kurdisk olie og drevet af kurdisk arbejdsomhed. En succes.

I EN SPLINTERNY meningsmåling siger flertallet af de irakiske kurdere - derfor - at dette er tidspunktet til at erklære sig selvstændigt, dvs. løsrive sig fra Irak.

Den historiske krise, som også pirker til kurdisk selvstændighed, folder sig til gengæld ud i det syriske Kurdistan, hvor diktatoren Bashar al-Assad i adskillige byer har trukket sine tropper ud.

Her har kurderne i årtier levet med kulturel, politisk og økonomisk diskrimination.

Assaddiktaturet har taget jord fra dem, nægtet dem statsborgerskab, diskrimineret dem på universiteter og i offentlige job.

Lige nu er de syriske kurdere derfor i et vadested. De kan se, at diktaturet er ved at forbløde.

De ved også, at den syriske eksilledelse ikke på forhånd vil love kurdere kulturel frihed og politisk økonomi. Måske er dette derfor tidspunktet til at gå efter selvstændighed og slå sig sammen med kurderne ovre i det kurdiske Nordirak, hvis de ( også) løsriver sig?

DET LYDER lige så naturligt, måske endda moralsk rigtigt, som det kan vise sig problematisk.

Naturligt - fordi løsrivelsen og uafhængigheden synes så tæt på, at kurderne næsten kan mærke den.

Moralsk rigtigt - for hvorfor skulle kurdere ikke have ret til en egen stat, hvis alle andre har det? Arabere, israelere, palæstinensere, danskere..

OG KURDERNE i Syrien og i Irak er jo ikke alene.

Nord for den grænse, de lever med i dag - tværs gennem det historiske Kurdistan eller mellem Tyrkiet i nord og Syrien og Irak i Syd - er konflikten imellem den kurdiske terrororganisation PKK og det tyrkiske militær blusset op.

PKK ønsker løsrivelse. Det tyrkiske militær vil forhindre det.

På den tyrkiske side af disse følsomme grænser ser den kurdiske virkelighed derfor lidt anderledes ud. Ikke blot fordi PKK og andre kurdiske bevægelser står over for en velfungerende stat med et stærkt militær, der vil se kurdiske forsøg på løsrivelse som en krigserklæring. Men også fordi kurderne i Tyrkiet - i modsætning til i Irak og Syrien - bor så spredt, at det kurdiske flertal i dag ikke bor i Kurdistan, men i det vestlige Tyrkiet.

Det giver Tyrkiet en kæmpe flerkulturel udfordring. Staten er nødt til at indrette sig på, at den rummer flere kulturer, flere sprog, flere traditioner.

Men det giver også kurderne og kurdisk nationalisme et kæmpe problem, fordi det tyrkiske Kurdistan ikke afgrænser sig så klart som de kurdiske områder i det nordlige Irak og det nordlige Syrien - og det nordlige Iran for den sags skyld.

ALDRIG HAR kurderne derfor været så tæt på selvstændighed. Men måske er de lige så tæt på krig, fordi deres ambitioner kan modtages som en voldsom provokation både i Irak, i Tyrkiet og blandt de dominerende oprørere i Syrien.

I praksis er det en mindre konflikt inden for den store konflikt om Syriens fremtid. For kurderne kan det blive en gentagelse af historien.

De er altid kommet i anden række, når stater sætter hegnspæle i jorden.