Det må være en mærkesag for alle socialister, at flest muligt er i arbejde og færrest muligt på passiv forsørgelse. At de fleste har et meningsfuldt arbejde, kan grine med gode kolleger, får løn ind på kontoen den første i måneden – og kan bidrage til vores fælles velfærd med skattebetalingen.

Det gør ondt i maven at høre historien om den unge arbejdsløse, der aldrig kom med på vognen. Mønsterstudenten som dropper ud på grund af en mild depression, men aldrig får gjort sin uddannelse færdig. Eller den midaldrende fyrede industriarbejder, der ikke fik mulighed for efteruddannelse og bare blev til overs.

Alt for mange er placeret på sidelinjen. Sjældent fordi de ikke vil arbejde. Men fordi de ikke kan, fordi der ikke er arbejde at få, eller fordi fællesskabet gav slip for tidligt og lod passiv forsørgelse være løsningen, hvor hjælp, muligheder og respektfulde krav kunne være vejen tilbage.

Der er tid til et opgør med ligegyldigheden - og til en ny kamp for at få alle med.

Under VKO passerede vi en farlig grænse – andelen af danskere i beskæftigelse faldt til under halvdelen af befolkningen. På lang sigt udfordrer det vores ellers stærke samfundskontrakt, som blandt andet betyder, at dem der er på arbejdsmarkedet, bidrager til dem, som står udenfor – hvad enten det skyldes sygdom, uddannelse eller arbejdsløshed.

Så udviklingen skal vendes. Sigtelinjen må være, at mere end halvdelen af den arbejdsdygtige befolkning kommer i aktiv beskæftigelse. Det sker ikke af sig selv men ved at skabe bæredygtig vækst og nye arbejdspladser - og ved at tage fat på svære reformer af førtidspension, kontanthjælp og uddannelsessystemet. Ingen skal lades i stikken på passiv forsørgelse.

2012 bliver en stor mundfuld med en stribe reformer. Men lovgivning gør det ikke alene. Der er også noget galt med en samfundsmentalitet, som tillader, vi parkerer mennesker foran flimmeren i to, fem eller sågar ti år.

Hvordan kan der være mere end 6.000 mennesker, som har været på en midlertidig ydelse, som kontanthjælp er, uafbrudt i mere end ti år? Og hvordan kan det gå til, at det ud af de 12.000”arbejdsmarkedsparate” unge, der i 1994 fik kontanthjælp det meste af et år, er mindre end halvdelen, som i dag er i arbejde? Det er en kæmpe falliterklæring.

Vi skal hver især yde det, vi kan, som samfundsborgere. Og vi skal forpligte hinanden på at samle de mennesker op, som går gennem en bølgedal. Det gør vi ikke ved at holde mennesker på passiv forsørgelse, men ved at give de tilbud og stille de krav, der give hvert enkelt menneske mulighed for at udfolde sit potentiale.

Det er at tale op til den enkelte. Fordi, jeg tror på, at alle har noget godt at bidrage med til vores fællesskab.