Annonce
Annonce
Annonce

Jesper Petersen

Socialist 2013

Debat 4. okt. 2012 KL. 21.06

Venstre gør det dyrere at være dansker

VKO skyder på regeringen, men bærer selv ansvaret for 95 pct. af den samlede stigning i skatterne fra 2010-2013

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Jesper Petersen
Jesper Petersen er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Jeg er ved at være godt træt af at høre på Venstres vrøvl om, at den kun et år gamle regering ikke laver andet end at sætte skatten op – og sender en masse arbejdspladser ud af landet pga. nye skatter og afgifter.

Skidt pyt med detaljer om at det var på Venstres vagt, at konkurrenceevnen styrtdykkede.

Skidt pyt med at Danmark tabte mere end 130 job hver dag Løkke sad i statsministeriet. Også om søndagen.

Skidt pyt med det er VKO-aftaler, der er ansvarlig for 95 pct. af den samlede stigning i danskernes skatter fra 2010 og frem til 2013. Skidt pyt…

Dagens åbningsdebat i Folketinget har åbenbaret en opposition – især i form af Venstre – der ikke bare mangler et sammenhængende alternativ til regeringens politik, men også løber fra ansvaret for konsekvenserne af den politik, de førte, da de selv var i regering.

Regeringen kan ikke påstå at have løst alle udfordringer eller problemer. Slet ikke, vi har lang vej igen og helt færdige bliver man vel aldrig. Men der ligger dog en politik, der understøtter økonomien og sikrer 21.000 flere job i 2013. Et finanslovsforslag der rummer midler til bedre psykiatri, mere efteruddannelse af ufaglærte ledige og flere midler til uddannelse. Og meget mere.

Mod slutningen af nullerne afprøvede VKO en dristig strategi med ufinansierede skattelettelser, budgetoverskridelser og finurlige nye lånetyper, som satte ekstra kul på en i forvejen overophedet økonomi. Men det var tydeligvis ikke vejen til en bedre konkurrenceevne og nye arbejdspladser, som Venstre nu taler så meget om. Tværtimod svækkedes konkurrenceevnen løbende og uafbrudt under VKO-flertallet.

Den nye regering tager fat på at løse opgaven. Vi ser bredere på konkurrenceevnen end kun lønudviklingen og sætter ind med en række initiativer.

Skattereformens gunstige investeringsvindue giver produktionsvirksomheder mulighed for at investere i nye maskiner. Ligesom regeringen har forbedret lånemuligheder for små og mellemstore virksomheder.

Med energiforliget, klimatilpasningsstrategier og grønne investeringer for op til 150 mia. over en årrække sætter vi gang i jobskabelsen allerede nu og giver samtidig virksomhederne et hjemmemarked til at udvikle grønne løsninger, som de kan sælge på morgendagens verdensmarked.

Vi har nedsat en produktivitetskommission og samlet vækstteams på udvalgte styrkeområder, som skal rådgive regeringen.

Endelig investeres der i efteruddannelse af ledige og regeringen sørger for flere pladser på de videregående uddannelser, så vi kan konkurrere på viden og ikke løn med i Kina og Indien. Blot for at nævne nogle tiltag fra regeringens første år.

Venstre vælger en helt anden vej. Lars Løntrykker vil forbyde blokaderetten mod virksomheder, der dumper løn og arbejdsforhold. Skidt så med at det fører til østeuropæiske overenskomster med et lønningsniveau på ned til 35 kr. i timen.

Det bliver aldrig SF’s politik. Og for Lars Løkke er det formentligt også mest af alt et spørgsmål om at bruge krisen som undskyldning for at indføre et nyt lavtlønsarbejdsmarked og trykke lønnen ned. Er det i virkeligheden ikke også det, Løkke antyder, når han peger på, at Danmark skal til at orientere sig mod tyske lønninger ned til 10 euro?

Annoncer