Det er lykkedes regeringen at sælge sin reform af fleksjob som en ’velkomst til fællesskabet’ for mennesker med nedsat arbejdsevne. Men i realiteten vil reformen give tusindvis af danskere med handikap et usikkert arbejdsliv og en ringe indtægt. En af dem er Sarah Glerup, som jeg i dag har lånt min blog til.

/Johanne Schmidt-Nielsen.

Kan Mette Frederiksen kurere handikap?
27 år, lige udklækket fra Københavns Universitet og med udsigt til spændende job, bortset fra én detalje: Jeg er født med muskelsvind. De sidste 16 år har jeg siddet i kørestol, og hvis jeg bruger mine få muskler for meget, kan jeg ikke selv trække vejret, når jeg kommer hjem. Et almindeligt fuldtidsjob er udelukket. Min eneste vej til et aktivt arbejdsliv er et fleksjob.

Da VK-regeringen sidste år gik til angreb på fleksjobordningen, holdt jeg derfor en forsvarstale for fleksjob, som Socialdemokraternes Mette Frederiksen hørte og bifaldt. Desværre har hun i mellemtiden skiftet mening og vil nu, ligesom VK, gøre det sværere at finde, leve af eller trives i et fleksjob.

Det er altså på tide at tale igen og påpege tre alvorlige misforståelser, som Mette Frederiksen har overtaget fra højrefløjsregeringen:

1) Handikap tager ikke imod bestikkelse!
Hidtil har et fleksjob været min mulighed for at arbejde de timer, jeg faktisk kan, og få normal løn for det. Ikke uendeligt høj løn, men en helt almindelig fuldtidsløn, som er til at leve af.

Nu vil Mette Frederiksen have, at jeg kun skal have løn for mine ”effektive” arbejdstimer og en beskeden slat for resten. Det skulle motivere mig til at ”få det bedre”, så jeg kan arbejde mere.

Men handikap tager selvfølgelig ikke imod bestikkelse. Derfor betyder hendes reform i praksis, at jeg i resten af mit liv bliver fattigere end mine kolleger. Og mens mine venner får anciennitet og højere løntrin, vil jeg år for år blive fattigere, efterhånden som muskelsvind gør min arbejdsevne mindre.

Mette Frederiksen har givet indtryk af, at det kun er de højst lønnede fleksjobbere der rammes af reformen. Men sandheden at det store flertal, med helt almindelige indkomster - pædagoger, butiksansatte og skolelærere - står til at miste flere tusinde kroner om måneden.

2) Kontrol og usikkerhed hjælper ingen i job – det slider os op!
Jeg har lige afleveret speciale og været igennem proceduren med at blive godkendt som fleksjobber. Selvom min synlige muskelsvind gør mig til en såkaldt ”glat sag”, nåede jeg at aflevere mere end 300 siders dokumentation for, at jeg ikke bare er ude på at fuppe systemet.

Processen er udmattende og ydmygende, men det holdt mig oppe at vide, at jeg kun skulle igennem den én gang og bagefter kunne koncentrere mig om det væsentlige: At finde et arbejde og komme i gang med at bidrage til samfundet!

Nu vil Mette Frederiksen have, at jeg skal godkendes på ny hvert 5. år, til jeg fylder 40 år – selvom muskelsvind aldrig går over og kun bliver værre med tiden. Jeg skal altså gang på gang sige farvel til job og kolleger for at blive underkastet meningsløse undersøgelser og kontrol, der tager måneder og år. Hele mit arbejdsliv, som først er ved at begynde, bliver altså usikkert.

3) Fleksjob kommer ikke af sig selv
Det bliver ikke let at finde arbejde. Allerede nu leder 17.000 efter ét, og når regeringen foreslår at oprette mini-fleksjob i stedet for førtidspensioner, bliver manglen på fleksjob større.

Mette Frederiksen har ingen konkrete bud på, hvor de job skal komme fra. Tværtimod vil hendes reform i mange tilfælde gøre det dyrere for arbejdsgiverne at ansætte fleksjobbere.

Hidtil har arbejdsgiverne fået tilskud til fleksjobbernes løn. Derfor betalte det sig at ansætte en medarbejder med sclerose, selvom det gør hende sygemeldt på uforudsigelige tidspunkter, eller en autist, selvom han kræver faste rammer og ro omkring sig.Tilskuddet var en kompensation for disse forhold.

Fremover skal arbejdsgiverne slet og ret betale for de timer, fleksjobberen arbejder. Særlige hensyn og ustabilitet tages der ikke højde for. Og hvem vil betale fuld løn for det? Ingen, og da slet ikke i en krisetid.

Fleksjobreformen vil altså gøre mit arbejdsliv usikkert, min løn ringe, og mine arbejdsgivere negativt stemt.

Med mindre, selvfølgelig, det faktisk lykkes Mette Frederiksen at kurere min muskelsvind med økonomisk incitament. I så fald melder jeg mig prompte ind i folkekirken. Eller måske i Socialdemokratiet.

Sarah Glerup