Det begyndte allerede på pressemødet om 2020-planen.

Knap havde Helle, Margrethe og Villy talt færdig om den plan, der udstikker rammerne for den økonomiske politik frem til 2020, før en finger fandt det ømme punkt.

»Jeg vil gerne høre, hvor der står noget om, at de rige skal bidrage? I må gerne anvise sidetal og linjenummer«.

Omtrent sådan spurgte journalisten Brian Weichardt fra Ritzau. Han fik et noget forblommet svar fra Villy Søvndal om, at det er vigtigt, at alle er med til at betale og en flygtig reference til den kommende skattereform. En sidehenvisning kunne det dog ikke blive til, endsige et beløb eller en beskatningsmodel.

Mystikken bliver ikke mindre af de seneste udmeldinger fra Villys partifæller om, at det nu er et SF-krav, at der skal lempes på topskatten. Det letter ikke ligefrem øvelsen med at få de meste velhavende til at bidrage mere.

Mens 2020-planen betyder, at lønmodtagerne skal arbejde mere og de studerende gøre sig hurtigere færdige, og mens planen dikterer dårligere vilkår for folk i fleksjob og for ledige på kontanthjælp og kræver smalkost i vores fælles velfærd, ja, så står der intet – ikke et ord - om bidrag fra de allerrigeste danskere eller fra finanssektoren.

Jeg skal ikke på denne plads skose S og SF for, at de ikke kunne få valgløfterne om en millionærskat og en bankskat ind i regeringsgrundlaget. Men kravet om, at alle skal bidrage, er altså regeringens eget og dermed også det Radikale Venstres.

Det øger kraftigt forventningerne til den varslede skattereform, for det er efter alt at dømme den eneste del af regeringens reformprogram, der kan sende en del af regningen til de rigeste.

Alle bør bidrage
Enhedslisten deler ganske oprigtigt regeringens mål om, at hullet i statskassen skal lukkes. Og jeg har ingen illusioner om, at det kan ske alene ved at bede de rigeste om at betale mere.

Faktisk er jeg helt enig med regeringen i, at nøglen til balance i økonomien først og fremmest handler om at skabe flere arbejdspladser og få flere i beskæftigelse og væk fra offentlig forsørgelse.

Men omvendt kommer man ikke udenom, at også de mest velhavende må til lommerne.

Det er simpelthen dybt urimeligt, at almindelige hårdtarbejdende mennesker har sagt farvel til efterløn og fire års dagpenge, samtidig med at de allerrigeste i den gyldne procent faktisk er blevet rigere og har fået en større del af samfundskagen - også henover krisen.

De rigeste danskere fik under VKO gang på gang skattelettelser. Ved at rulle bare en del af disse skattelettelser tilbage i forbindelse med en skattereform, kunne der sikres store indtægter til en trængt statskasse.

Finanssektor med ansvar
Og så er der finanssektoren, som har en helt særlig rolle, når vi taler om krisen og vejen ud af den.

Den aktuelle krise blev udløst af finanssektorens uansvarlighed, og siden krisens udbrud har staten bundet adskillige hundrede milliarder kr. i billige lån til bankerne.

Derfor ville det være helt naturligt at bede bankerne om at tage deres del af oprydningen. Men regeringen har hidtil ikke fremlagt nogen som helst planer for, hvordan finanssektoren skal bidrage til at komme ud af moradset. Man kan ikke engang svinge sig op til at støtte en mikroskat på finansielle transaktioner, som selv flere borgerlige regeringer i Europa ønsker at indføre.

Det er ikke godt nok.

Regeringen er pinedød tvunget til at anvise en vej, så det vitterlig er alle, der bidrager. Også de rigeste, og også finanssektoren.

Og den kommende skattereform er en oplagt mulighed.