Radikale topfolk som energiminister Martin Lidegaard og den københavnske borgmester Anna Mee Allerslev er voldsomt ophidsede over, at Enhedslisten har foreslået, at de tusinder af dagpengemodtagere, der fra nytår står til at falde helt ud af systemet, tilbydes et job eller en uddannelse.

I Politiken d. 10. oktober kalder Allerslev ligefrem Enhedslistens forslag ulovligt, hvilket er et vildskud af de større, al den stund de fleste værktøjer er ganske velkendte fra Nyrup-tidens beskæftigelsespolitik, som de Radikale jo selv stod faddere til.

”Asocialt”, ”usolidarisk”, ”forskelsbehandling” lyder kritikken. Ifølge den radikale logik skal man ikke gøre noget videre for at få dagpengeofrene i arbejde, fordi der også er folk på kontanthjælp. Et underligt ræsonnement, der i sin yderste konsekvens betyder, at man ikke kan gøre noget for nogen, så længe der er fattigdom i verden og mennesker, som sulter i Afrika.

Det er ikke blot en haltende logik. Det er rent ud sagt noget hykleri, når de to radikale politikere trækker kontanthjælpsmodtagerne frem, samtidig med at regeringstoppen er ganske tæt på at lave en milliardbesparelse på netop kontanthjælpsområdet. Det kan ske allerede at blive en del af finansloven , hvis regeringen laver en aftale med højrefløjen. Derudover er det ikke mange måneder siden, at regeringen lavede en skattereform højre om, der sænker ydelserne for kontanthjælpsmodtagere. Og senest har Anna Mee Allerslev jublet af et forslag om at tage tusindvis af kroner fra ugifte kontanthjælpsmodtagere. Så den påståede bekymring for kontanthjælpsmodtagerne, er det rene hykleri.

Man kan samtidig undre sig over, at det i den radikale optik er bedre, at dagpengemodtagerne ender på kontanthjælp eller helt uden forsørgelse og dermed kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet , end at de får et tilbud om beskæftigelse. Vores forslag vil jo netop holde folk på arbejdsmarkedet og dermed gøre, at de lettere kan komme i almindelig beskæftigelse, når konjunkturerne vender, og der igen er job at få.

Det forslag betyder naturligvis ikke, at vi ikke også har konkrete bud på, hvordan man kan forbedre vilkårene for kontanthjælpsmodtagere, der bl.a. er underlagt nogle rigide modregningsregler. Ligesom vi har foreslået, at staten og pensionskasserne i fællesskab skal skrue op for jobskabende investeringer i bl.a. grøn omstilling og bedre infrastruktur, der også vil gavne kontanthjælpsmodtagere ved at skabe arbejdspladser. Hvis de Radikale mener noget med de seneste udfald, er der mange muligheder for at lave løsninger sammen med Enhedslisten.

Det værste er dog ikke hykleriet og den afsporede logik. Den slags er hørt før. Det egentlige problem er, at det radikale hykleri dækker over et angreb på selve den danske model med et trygt og fleksibelt arbejdsmarked til fordel for et lavtlønssystem med fattighjælp – hvilket de også engang imellem siger helt utilsløret.

De radikale promoverer for tiden en alternativ velfærdsmodel, hvor man skal prioritere skattelettelser til de mest velhavende og mere hjælp til de allermest udsatte. Hvilket måske kan lyde fint nok. Men det er desværre velfærden for den brede befolkning, der skal betale gildet. Når tusindvis af mennesker, der for manges vedkommende har arbejdet hele livet og troligt betalt både skat og A-kasse, bliver ramt af ledighed og pludselig står til at miste dagpengene, så er der ingen hjælp at hente hos de radikale. Heller ikke selv om mindst halvdelen slet ikke vil være berettiget til kontanthjælp, hvis de f.eks. har et hus eller en ægtefælle med job.

Med de radikales politik kommer hjælpen først, når man har ramt samfundets bund, har måttet gå fra hus og hjem eller er ramt af alvorlige sociale problemer. Imens kan alle de mange hundredetusinde, der er ledige, syge eller har et handicap, se deres ydelser beskåret med skattereformen og den truende kontanthjælpsreform.

Vi er rigtig glade for, at vi sammen med regeringen har afskaffet fattigdomsydelserne. Men man skal huske, at mens ca. 23.000 personer fik glæde af det, så er der over 750.000 mennesker, der bliver ramt på indkomsten af skattereformen, dagpengeforringelserne og kontanthjælpsreformen. Vi hjælper gerne de allerfattigste, men det står ikke i modsætning til at sikre rimelige vilkår også for ledige.

Den radikale mangel på forståelse af de lediges situation er ikke bare et problem for hver enkelt, der står over for at miste forsørgelsesgrundlaget i det nye år. De danske virksomheder lever i dag højt på den fleksibilitet, det giver at kunne fyre folk, uden at det udløser en social katastrofe. Hvis almindelige mennesker ikke længere kan regne med et ordentligt sikkerhedsnet i tilfælde af ledighed, kan virksomhederne heller ikke regne med, at fleksibiliteten er et givet vilkår. Det er den ikke i de fleste andre europæiske lande. Det forhold bør de radikale tage med i deres regnestykker.

Denne bekymring for vores velfærd og arbejdsmarkedsmodel, står Enhedslisten ikke alene med. Den genfinder man også i brevet fra de ti fagforeningsformænd med 500.000 medlemmer i ryggen, der skrev til de folkevalgte ved Folketingets åbning med samme advarsel.

Enhedslisten kommer ikke til at stemme for en finanslov, der ikke tager hånd om problemet. Det kan vi som samfund ikke være bekendt over for de mennesker der står til at falde ud. Mennesker der gerne vil arbejde, men som ikke kan få lov, fordi der mangler arbejdspladser. Vi vil ikke være med til at snigløbe den danske model.

Vi har derfor foreslået et meget konkret alternativ til at forlænge dagpengeperioden, hvor vi stedet tilbyder de ledige job eller uddannelse. Har de radikale og regeringen andre løsninger, er vi mere end villige til at forhandle. Men en løsning skal der til.