Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Johanne Schmidt-Nielsen

Det er bekymrende, at højrefløjen roser Australiens asylmodel

I modsætning til i Europa er der i Australien ingen myndighed, som kan skride ind over for menneskerettighedskrænkelser.

Johanne Schmidt-Nielsen

Mandag 29. august – kort efter vores ankomst til Australien – fik vi beskeden på et hotel i hovedstaden Canberra: Tre af seks medlemmer af Folketingets udlændingeudvalg kunne alligevel ikke få visum til østaten Nauru.

Vi var ikke velkomne, selv om der var givet forhåndstilsagn og lagt officielt program.

Naurus regering forsøgte ikke at skjule årsagen. Både den danske ambassade og den danske delegationsformand fik klar besked. Kritikere var ikke velkomne.

Nauru er lidt mindre end Anholt. Der bor omkring 10.000 mennesker.

Efter årtiers massiv udvinding af fosfat er minerne i dag tømt, naturen voldsomt påvirket og landet derfor helt afhængigt af de penge, det modtager i bytte for at huse de internationalt kritiserede australske offshore-asyllejre.

EZBO7, var hendes svar. Nej, hvad hedder du, gentog han. EZBO7

DF ønsker en lignende ordning her hos os. DF vil deportere asylansøgere, som kommer til Danmark, til Grønland eller Kenya. Venstre har ligget forholdsvis lavt, men udlændingeminister Inger Støjberg har dog antydet, at der kunne være inspiration at hente.

Nauru er et fattigt land med et mildest talt tvivlsomt demokrati. Og selv om det kom bag på de fleste, at regeringen så åbenlyst frasorterede parlamentarikere på baggrund af politisk holdning, er det hverken nyt eller overraskende, at Nauru agerer antidemokratisk.

Formanden for den australske menneskerettighedskommission, Gillian Triggs, har tidligere fået afslag på visum. Ligesom kun ganske få journalister har fået adgang til lejrene.

JURIDISK RÅDGIVER

Det er oprørende, at Australien driver flygtningelejre på disse betingelser. Under vores besøg i hovedstaden Canberra mødte vi UNHCR’s repræsentant Thomas Albrecht.

Efter 30 års flygtningearbejde havde han ikke troet, at noget kunne chokere ham.

Men på Nauru havde han set større håbløshed end noget andet sted. Han fortalte, hvordan han havde mødt en pige på omkring 8 år. Samme alder som hans barnebarn. Albrecht spurgte, hvad hun hed. EZBO7, var hendes svar. Nej, hvad hedder du, gentog han. EZBO7.

Han fortalte om børn, der var holdt op med at lege, og om selvskade og selvmordsforsøg selv blandt før-teenagere.

Netop nu raser debatten om håndteringen af flygtninge også her i Europa

I Australien forsøgte jeg igen og igen at få svar på, hvem der har det juridiske ansvar for flygtningene på Nauru. Er det Australien eller Nauru?

Spørgsmålet er ikke mindst relevant set i lyset af de såkaldte Nauru-files, mere end 2.000 indrapporteringer om overgreb, mistrivsel og selvskade, der er lækket til The Guardian.

Over halvdelen af indberetningerne omhandler børn, og lækken er enestående, fordi den australske Border Force Act betyder, at australske medarbejdere i lejrene risikerer op til 2 års fængsel, hvis de udtaler sig om flygtningenes forhold.

LÆS DEBAT

Jeg har stillet spørgsmål til både højtstående repræsentanter for Department of Immigration and Border Protection og til viceminister Alex Hawke.

Efter en uges spørgen har jeg fortsat ikke fået noget klart svar. Heller ikke på spørgsmålet om, hvorvidt blot én eneste af de mange børnesager rent faktisk er blevet efterforsket eller har ført til dom.

Jeg har til gengæld fået klart svar på, hvem der afviste tilbuddet fra New Zealand om hvert år at genbosætte 150 flygtninge fra de australske offshore-centre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var Australien, der sagde nej tak. Ikke Nauru. Her er der med andre ord ingen tvivl om, hvem der bestemmer.

Langt størstedelen af asylansøgerne på Nauru er anerkendte flygtninge. De har krav på beskyttelse og vil være i fare ved hjemsendelse. Men hvor skal de hen? Efter 10 år udløber deres opholdstilladelse på Nauru.

Det kan undre en europæer, hvordan alt det kan foregå inden for rammerne af international lov. Professor Gillian Triggs leverede svaret.

I modsætning til i Europa, hvor langt de fleste lande har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den tilhørende domstol, er der i Australien ingen myndighed, der kan skride ind over for menneskerettighedskrænkelser.

Hvordan sikrer man, at forholdene i centrene lever op til både menneskerettigheder og flygtningekonvention?

FN-komiteer kan udtrykke kritik, men ikke håndhæve reglerne.

Netop nu raser debatten om håndteringen af flygtninge også her i Europa. Højrefløjen roser den australske model.

For at komme i nærheden af at overveje modellen bør man kunne svare på i hvert fald disse to spørgsmål: Hvordan sikrer man, at forholdene i centrene lever op til både menneskerettigheder og flygtningekonvention? Og hvordan sikrer man, at der faktisk er et realistisk perspektiv for genbosætning?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce