Da jeg var lille, lavede jeg altid en lille bod ude ved vejen, når det blev sommer, hvor jeg ihærdigt forsøgte at sælge saftevand til de ikkeeksisterende forbipasserende.

Jeg var barn i det, man roligt kan kalde et yderområde. På a’ land, sagt på jysk. Med marker og træer så langt øjet rækker.

Nu er jeg 16 år, jeg er lige startet på gymnasiet i en provinsby, og selv om jeg på mange måder holder af min by, så er noget af det, jeg oftest ærgrer mig over i det daglige, min placering på danmarkskortet.

Min barndom bestod af snavsede gummistøvler, sandkassekager i uanede mængder og kælketure, hvor kælken var hægtet bag på en traktor og det gik af sted i fuld fart. I min vestjyske barndom var der plads til at lege og udvikle sig i sit eget tempo, og er der noget, jeg er glad for, er det min barndom på landet. Total idyl, men pludselig gik det fra barndom til ungdom.

LÆS OGSÅ Udkantsdanmark starter lige uden for København

En ungdom, der betyder, at min nysgerrighed, mit gåpåmod, min søgen efter kanter og udfordringer og min lyst til livet er større end nogensinde før. Og desværre også større end min geografiske placering kan rumme.

Og sådan er vi rigtig mange unge, der har det. En af mine Facebookvenner skrev forleden: »Følelsen af at komme tilbage til Nordjylland og tænke – hvorfor fanden har jeg levet hele mit liv her? åh trænger til at komme videre ...«. Jeg synes, han har ret, man trænger til at komme videre.

Når ungdommen sætter ind med sin rebelskhed og giver én mod på livet, får man lidt for meget af, at man kender hver anden, man møder, når man handler, og man bliver træt af de elendige bus- og togforbindelser, lokalsamfundenes til tider hysteriske overbeskytsomhed med ’pas på - legende børn’-skilte klistret op overalt, selvom der ikke kører nogen biler.

Og der er Tyttebær-Maja-typerne, der altid er parate til at formidle den seneste sladder videre. For nylig blev jeg for eksempel spurgt, om det var rigtigt, at min lillebrors øre er faldet af.

Den trygge barndom bliver erstattet af en grænsesøgende ungdom, der vil have udvidet sine horisonter, men det er svært som ung i udkanten. Mulighederne er for få.

DEBATRegeringen fastholder den sociale arv

Den forrige regering introducerede os alle for et nyt og flot begreb – ’det frie valg’. Begrebet nåede desværre bare aldrig til Udkantsdanmark.

Flere af mine venner i København, der skulle søge optagelse på et gymnasium i sommer, var ved at gå i spåner af bare nerver for, om de nu ville komme ind på det gymnasium, de havde valgt som første prioritet.

For mig var det helt surrealistisk, og jeg forstod ikke, at de tog det så seriøst - i Skive tager man jo bare på gymnasiet. Der er kun ét. Det samme gør sig gældende med transporten. Der går én bus i timen, og om eftermiddagen går der derfor enorme mængder tid til spilde med at vente, hvor man kunne lave lektier, afleveringer, gå til sport eller være sammen med sine venner.

I København vælger de bare lige at tage metroen, når de nu har lyst. Man kunne selvfølgelig betale sig fra det og købe en scooter - men er det frit valg?

Det såkaldte frie valg skævvred Danmark, og det har bl.a. betydet endnu mere begrænsede muligheder for at have en nutidig ungdom. Måske er det også en af grundene til, at et rekordstort antal af de unge i Udkantsdanmark dropper ud af deres ungdomsuddannelse.

Og det har vi som samfund slet ikke råd til; derfor er der brug for, at lands-, regions- og kommunalpolitikerne arbejder for at få skabt positivitet og ny udvikling i de områder, hvor der om få år kun vil være arbejdsløse og ældre tilbage.

UDDØENDEButikker i provinsen bukker under

Det skal blive attraktivt at bosætte sig i udkanten. Slut med kaffemøder og idédræbere som ’vi kigger på det senere’-mentaliteten. Et lille land som Danmark er nødt til at hænge sammen. Vi må acceptere udviklingen.

Unge fra Udkantsdanmark flytter i større og større grad væk og slår sig ned i Aarhus eller København, hvor de læser videre. Jeg har også selv planer om at rokke mig løs og smutte af sted, når jeg er færdig med gymnasiet, og det samme er tilfældet for mine klassekammerater, der alle gerne vil ud at stå på egne ben i en af landets store byer.

Og det er en helt naturlig udvikling, som vi skal acceptere.

Den egentlige udfordring ligger i, hvordan vi får de unge til at vende tilbage igen, når de er færdige med deres uddannelse.

Problemerne for udkantsområder løses ikke bare i et snuptag med en motorvej. Der skal tænkes langsigtet. Jeg ville aldrig vende tilbage til Skive på grund af en motorvej. Den kollektive trafik er bedre at investere i. At alle kan komme fra A til B, ikke bare bilisterne, men også unge og gamle, får landet til at hænge sammen.

Vi skal satse på flere arbejdspladser og uddannelser i yderområderne, men det største fokusområde bør være en udvidelse af vores demokrati. Danmark har brug for at tage skridtet videre og dele magten ud. Også til den unge del af befolkningen.

LÆS ARTIKELSkævt ministerhold ignorerer Jylland

Det vil kunne give os unge et tilhørsforhold til vores by, og man vil måske senere vende tilbage og stifte familie, fordi man har haft gode oplevelser med stedet og været med til at have indflydelse på de lokale ting. Det giver en følelse af ejerskab.

Vi unge skal have indflydelse på vores hverdag - en måde kunne være at nedsætte valgretsalderen ved kommunalvalg, men man kunne også lægge større vægt på, at alle kommuner opretter ungdomsråd, som giver os unge et talerør til de lokale politikere og giver os indflydelse på vores hverdag – det er ikke de gamle nisser i byrådene, der skal bestemme ungdomspolitikken.

Det skal vi i højere grad selv være med til, og det må vi erkende koster knaster, tid og ikke mindst tillid. Tillid til, at vi unge kan bidrage med nye, skæve løsninger og ideer.

På den måde kan udkanten af Danmark blive noget, man gerne vil komme tilbage til, og ikke noget, man gerne vil slippe væk fra.