Gik du også til fodbold som barn? Tro det eller lad være; det gjorde jeg. Bænkevarmeren her gik til fodbold i hele tre år. På et sandkassehold med masser af overivrige øl-mave-fædre, der aldrig selv fik realiseret drengedrømmen om en fodboldspillerkarriere.

Så stod de der side om side, stik i mod al fair-play-etik, og konkurrerede om, hvem der kunne råbe flest ”kom nu for helvede” og ”løb nu med hjem”-sætninger efter deres børn, der midt i det hele usikkert løb rundt på banen og prøvede at undgå at skuffe deres fædre.

Overalt i samfundet har jeg siden min barndoms sommerdage mødt de samme krav, som de irriterende fædre på idrætsforeningens græsarealer havde til deres børn. Overalt bliver jeg konstant mødt af folk med tårnhøje ambitioner, forventninger og krav på mine vegne. Det gør dem mere negative end positive, og det har skabt en stresset ungdom, der paces frem og alt for sjældent får lov at være unge.

Allerede i midten af vores skoletid står den på det første møde med UU-vejlederen, hvor man skal gøre sig de første tanker om ens fremtid, mens man i klasseværelserne skal have de bedste karakterer og præstere så godt, man kan.

Når skoledagen er slut, skal endnu et puslespil gå op. Et puslespil med lektier, møder, afleveringer, venner, fritidsaktiviter og job. Der bliver revet og flået i én fra alle sider fra de spædeste pubertetsår, og kun i weekenderne kan der tages en pause, hvor den nemmeste løsning oftest består af øl og godt selskab, og hvor hjernen i en solid brandert hviskes ren og klar til en ny uge.

Man skal ikke bare være god nok. Man skal være bedst.

Det er på tide at stikke en kæp i hamsterhjulet og reflektere over de konsekvenser, de borgerliges årelange kulturelle opdragelse af ungdomsgenerationen har medført.

Det hele er blevet plaget af hast, jag, konkurrence og egoisme.

Tempostokken kører på sit højeste, derfor er vi endt med at blive over for hinanden, som de småglubske fædre over for ungerne på fodboldbanen med deres højtrystede ”kom nu, kom nu, kom nu”. Vi unge paces frem, og der er ikke tid nok til omtanke og refleksion.

Hvorfor har vi så travlt? Lad os tage et par sabbatår og være lidt ubeslutsomme i ny og næ. Lad os feste, rejse og udvide horisonter og reflektere over den barndom, der så hurtigt drønede væk – inden vi pludseligt sidder på et plejehjem med robotstøvsugerne og de travle hjemmeplejere susende omkring os.

Bare fordi det måske ikke kan ses på grafer over BNP-væksten de næste fem år frem, kan det måske være en god idé at give os unge en smule tid til bare at være unge.