Snart vågner folkekirken. Konfirmationerne har højtid i disse dage, hvor der over hele landet bliver lavet bordkort og købt gaver på højtryk.

Sidste år krøb 49.366 konfirmander ifølge Danmarks Statistik ned i deres fashionable klæder og sagde ja tak til Gud flankeret af salmesang, velsignelser og en gavebod mellem 20.000 og 30.000 kr.

Jeg havde ikke engang fået den første bums i panden, før jeg stod der som 13-årig i mit minijakkesæt og blottede min togskinnefyldte kæft til hele verden. Der var ingen tvivl om, at konfirmationsdagen var noget særligt.

Efter flere år som gæst ved diverse konfirmationsfester hos fætre og kusiner blev det endelig min tur til at være i centrum en hel dag omkranset af slush ice-automater, lækker mad, gæster bestående af alle grene af familien, festlige sange – alle bygget på melodien fra ’I en kælder sort som kul’, selvfølgelig, og ikke mindst gaveregn og cool cash lige ned i lommen.

Det blev et ja fra mig, og 6. maj gentager min lillebror proceduren.

Konfirmationerne er blevet en overdreven kommerciel tradition, der et eller andet sted strider imod det kristne budskab. For det er jo netop en tradition, der ligger så dybt hos nogle, at reglen er, at konfirmeret det bliver man altså.

Når jeg tænker tilbage på den dag for tre år siden, er det noget, jeg ærgrer mig over. For den dag løj jeg for Gud.

Hele min krop var fyldt til randen med en følelse af ambivalens, efter at jeg havde givet Bjarkepræst et ja med min spæde drengerøst, så sikkert og uden at blinke i kirken den søndag for godt tre år siden.

Udadtil sagde jeg, at det var, fordi jeg troede på Gud, men dybest set handlede det nok bare om at blive konfirmeret og de goder, der fulgte med. For det blev man da bare, og jeg trådte bagefter ud af kirken med det bredeste smil på læberne ved tanken om gavebordet, der ventede forude.

På trods af måneders forberedelse hos sognepræsten og langt over ti gudstjenester anede jeg ikke, hvad det egentlig var, jeg sagde ja til. En plads i de voksnes rækker? En plads i baren til næste halbal? En plads hos Gud i Himlen, når jeg dør? Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved konfirmationen.

Hvorfor spurgte præsten ikke i den allerførste konfirmationsundervisningstime, om jeg troede på Gud? Hvorfor spurgte mine forældre mig ikke, om jeg troede på Gud? Hvorfor spurgte jeg ikke mig selv, om jeg troede på Gud?

Hvorfor var det en selvfølge, at man blev konfirmeret, selvom jeg var i tvivl? Tvivlen kom troen til gode, og jeg nikkede blot ja. Og den tendens har sendt folkekirken ind i en identitetskrise.

Tager forældre, præster og folkekirken religion seriøst, når de lader konfirmationer ske uden dybere indsigt?

Er der ikke noget galt, når man lærer om De Ti Bud, lytter til Guds ord og trosbekendelsen, siger ja til det hele og bagefter går ud og forbruger løs, fristes, drikker og knepper.

Det vidner om en folkekirke i dyb identitetskrise, som med al tydelighed bare ser ritualet som sin årlige chance for at få lidt opmærksomhed, fyldte bænke og rekrutteret nye kuld.

Er det i bund og grund folkekirkens kontrakt med staten, der har kvalt dens sjæl?

Jeg savner en folkekirke, der stiller krav og fornyer sig selv. En moderne folkekirke, der gør kristendomsundervisningen mere alsidig. Konfirmationerne bør ikke længere være en selvfølge.

Måske er det i virkeligheden på tide, at det er folkekirken, der træder ind i de voksnes rækker, tager et valg og kommer ud af sin identitetskrise.