I går prydede overskriften 'Danske unge er generation glad' Politikens forside. Men er vi virkeligt det?

Jeg frygter, at danske unge bag tandpastasmilet og de gode frugtvaner i virkeligheden er fyldt til randen med en indadvendt frygt for at fejle og for ikke at være som de succeser, vi konstant ser på fjernsyn.

Der bliver løbet meget her i kvarteret. De er altid udrustet med dyrt, velabsorberende Nike-løbetøj, affjedrede løbesko, og et armbåndsur med pulsmåler skal der også til, før de overflødige kilo kan løbes af, og man kan komme ud og vise omverdenen sine mange accessories, sit mentale overskud og sin materielle rigdom. Omverdenen skal jo se, hvilken succes man er. Især naboerne, der igen griller pølserne med den høje fedtprocent inde bag ligusteren.

Jeg har prøvet kunsten af. Prøvet at købe mig til succes. Købt en iphone, flotte mærkevaresko og en dyr jakke i quilt, som tidens trend foreskriver. Så skulle jeg da vidst være en succes. Men det hjalp ikke. Jeg får stadig 02 i matematik, chokoladen ender på en eller anden måde stadigvæk i min mave, og jeg skuffer stadig vennerne til tider. En succes? Måske.

Spørgsmålet er, hvordan vi egentligt bør måle succes? Alt for ofte bruger vi materiel rigdom som parameteret. Vi vil kunne betragte os selv som en del af flokken, men vi måler succes i penge og materiel værdi, bruger det til at opnå social anerkendelse og for at kunne identificere os med de vindere, vi ser på de røde løbere i TV og i de kulørte ugeblade, og vi skal konstant prøve at leve op til de normer, eksperterne i programmer som 'Go’ morgen Danmark' opstiller for, hvordan vi skal leve vores liv – hvad der er et smart tv, hvilken creme der passer bedst til årstiden, hvilken slags musik man skal lytte til, børneopdragelse, coaching og rend mig i røven. Det er endt på et vildspor.

Velstand er blevet parameteret for succes, og det betyder, at danskerne gemmer angsten for ikke at lykkes bag statussymboler, og det har blandt andet gjort stress til en folkesygdom, og jeg frygter, at det har skabt ung generation, der er bange for at fejle og ende i bunden hos ”taberne” i kassen med overførselsindkomst, svinere fra Joachim B. Olsen med flere og dårlig folkestemning til følge. De friskeste undersøgelser viser, at befolkningen frygter arbejdsløshed mere end nogensinde før. Vi lever i et konkurrencesamfund. Hvem er bedst? Hvem vinder Paradise Hotel? Hvem vinder klassens største gennemsnit og en plads på drømmeuddannelsen? Hvem vinder et job? Hvem vinder det gode liv? Den konkurrencementalitet er jeg og mine jævnaldrende vokset op med. Skal det gå i arv?

Vi bør jo leve på vores potentiale i stedet for at leve i ærgrelse over alt det, vi ikke har udrettet. Frygten for at fejle er fejlen. Der skal tænkes i andre baner, og vi må relancere de værdier, jeg mener altid har kendetegnet velfærdsstaten Danmark og Danmarks styrke: fællesskab, frihed og solidaritet - i stedet for egoisme og "du er din egen lykkes smed". Det koster ingen penge og fungerer også i en krisetid.

Lad kulturkampen begynde.