Vi havde vist nok tysk den forårsdag på Skive Gymnasium, hvor flere af mine klassekammerater begyndte at hviske helt vildt, og så satte larmen ind.

En nyhed spredte sig med lynets hast i alle skolens lokaler den eftermiddag, og lidt efter lidt forsvandt en større del af skolens elever fra undervisningen. Der skete nemlig store ting i vor by den dag.

Den dag aflagde reality-stjernerne Linse Kessler og Gustav min hjemby Skive et besøg – for at sælge fisk og for at optage til programmet ”Linse og Gustav på udebane”. Et program, der sammen med utallige andre reality-programmer, bliver sendt på livet løs i disse dage.

For reality-sæsonen er netop startet igen, og aften efter aften kan man læne sig tilbage og nyde synet af dårlig attitude, unge, der har sex på åben skærm, folk, der vælger penge frem for et nyt hus til en fattig familie og meget andet godt.

Måske lyder jeg rigtig hellig og som én, der aldrig nogensinde nærmer mig TV 3 eller de andre trash-tv-kanaler. Jeg indrømmer det: jeg er ikke uskyldig. Jeg har set reality-tv – og endnu pinligere; det var med stor fornøjelse.

En tømmermændsplaget lørdag slæbte jeg mig ind i stuen og tunede ind på TV3, hvor ”Paradise Hotel” blev genudsendt, og jeg morede mig gevaldigt på sofaen med mine leverpostejsmadder, mens det iscenesatte konflikthelvede buldrede over skærmen.

Det var en hård søndag, men da jeg dagen efter kom på benene igen og ikke længere havde ondt af mig selv, kunne jeg godt mærke, at min kvote for dårligt tv var opbrugt længe frem, og om aftenen slog jeg atter over på DR2’s deadline og blev fyldt med god samvittighed, selv om deres stof til tider kan være lidt tørt og jo ikke er vildt ungdommeligt, og seertallene viser, at jeg er ikke er alene.

Uden at klandre nogle, så tror jeg, at vi alle i ny og næ ser et realityprogram. Gad vidst om ikke selv mine redaktører på politisk korrekte Politiken, mine lærere og sågar landets folkevalgte engang i mellem zapper forbi TV 3 og de andre kanaler. Vi gør det alle i ny og næ. Men så længe vi har et filter og også ser noget med substans, skal det nok gå.

Men måske har nogle ikke et filter. I skrivende stund har Gustav 108.788 fans på facebook, og Linse Kessler har 95.447. Til sammenligning har nogle af tidens mest trendy politikere, Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen, kun sølle 35.567 og 71.246 likes, og selv Politiken kan kun snige sig op på 44.680.

Det er med al tydelighed svært at hamle op med reality-stjernerne, der modtager kærlighedserklæringer fra fans i massevis på deres facebookprofiler. Tusindvis af danskere ser åbenbart op til Gustav og Linse – og det forpligter altså.

Reality giver os rollemodeller, men det er dårlige rollemodeller, der misbruger deres magt og deres ansvar. Det substansløse ”lorte-tv” vinder alt for ofte de unge seere – og det store problem med reality-tv er jo netop, at det er urealistisk og viser ekstremt fordrejede billeder af virkeligheden til de mange unge, der ser det. Reality-tv er sjovt, nuvel. Men programmer som ”Fristet”, ”Kongerne af Rømø” og ”For lækker til Love” viser også en sørgelig, nærmest tragisk udvikling i dansk TV.

Måske lyder jeg ufatteligt moraliserende, men måske er det netop moral, vores samfund har brug for i en tid, hvor det er in at være moralsk anløben på live-tv?

Vi udsættes for åndssvage programmer i en mængde, der er ubegribelig. TV-stationerne må tage ansvar og vise ordentligt fjernsyn om virkeligheden og med rollemodeller, der træder i karakter og inspirerer til deltagelse i samfundet.

DR skal ikke generere noget økonomisk overskud, og mixet med deres public service-forpligtigelse giver det dem en unik mulighed for at eksperimentere og lave fjernsyn, der samler befolkningen om andet end verdens største plastikbryster, sex på åben skærm, afvisninger af dates og folk med dårlig attitude. Udnyt det nu og skab et alternativ, DR!