For fem år siden var jeg klar til at ændre verden.

CO2-udslip, racisme, fattigdom, og hvad vi ellers ligger og roder med på denne planet, var jeg klar til at tage mig af.

Derfor virkede det naturligt for mig at melde mig ind i et parti og helt naturligt, at det parti blev SF. Nu skulle der diskuteres og skabes forandringer, så fremtidsudsigterne kunne komme til at se lidt lysere ud.

I dag spørger jeg mig selv, hvor naiv man egentligt har lov at være. Sådan har jeg i hvert fald følt mig nogle gange siden.

Jeg har ikke været i politik i mange år, men jeg har alligevel haft lejlighed til at kigge ind i magtens maskinrum et par gange og desværre med stor skuffelse.

Der er snavset derinde, og det er bekymrende at se, at nogle af de politikere, der sidder der, har en så ærgerlig tilgang til det politiske arbejde.

Jeg er SF’er, og i øjeblikket kører partiets formandsvalg derudad. Det er ingen hemmelighed, at jeg støtter Annette Vilhelmsen og vil gøre meget for at få hende valgt, men jeg sætter ordentlighed i højsædet, og valget skal gå ærligt til.

Desværre er det bare ikke alle, der har det sådan.

Jeg har ikke været med til et formandsvalg før, men jeg havde aldrig troet, det kunne være så grimt.

Folk, jeg har kendt i flere år, vil pludselig ikke hilse på mig mere, fordi vi støtter forskellige kandidater, og i kampen om magten bliver der konstant sladret og bagtalt til journalister og politiske kommentatorer.

Senest har Steen Gade, Emilie Turunen og Margrete Auken – folk, jeg ellers altid har respekteret dybt og haft som mine politiske forbilleder – været leverandører af et par ubehagelige og nærmest personlige angreb mod Annette Vilhelmsen og hendes støtter.

LÆS OGSÅSF-toppen nedvurderer og mistænkeliggør Vilhelmsen

Det er på trods af, at ledelsen i vores parti indførte en regel i valgkampen, som handlede om, at man kun skulle tale sin egen kandidat op og ikke tale grimt om sin modkandidat. En regel, som de desværre viste sig ikke selv at kunne overholde.

Det var ikke det, jeg havde forventet at være vidne til, dengang jeg besluttede mig for at deltage i demokratiet og melde mig ind i et parti.

Faktisk er jeg lidt skuffet over at opleve det i SF, hvor der ellers altid har været højt til loftet og langt til døren. Det skader jo kun den demokratiske proces og SF på den lange bane, hvis vi ikke kan se hinanden i øjnene efter valgkampen.

I alle partier fra venstre til højre er der i større eller mindre grad en kultur, der er direkte respektløs og i længden skadelig over for vores demokrati. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at flere dygtige og ærlige politikere de seneste år har trukket sig til fordel for et almindeligt job. Det er ærgerligt, men forståeligt.

LÆS MERE Thors hammer slår tilbage

Den første gang jeg fik mistanke om min egen naivitet var, da jeg en nat i foråret blev ringet op af en fremmed pige. Hendes toneleje gjorde, at jeg med det samme troede, at jeg nu skulle have besked om et dødsfald.

Ingen viste sig at være døde, men pigen, som ringede fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), havde alligevel en rystende meddelelse.

Hun ville fortælle mig, at jeg uden selv at vide det stod omtalt i et lækket referat, der beskrev, hvordan organisationen skulle kuppes på deres landsmøde, og hvordan jeg og andre udenforstående skulle have bestemte personer ind på elevorganisationens topposter.

Referatet var en meget konkret drejebog for, hvordan kandidaterne skulle vinde kampvalget til topposterne i organisationen.

Det var planlagt ned til mindste detalje, hvem der skulle sidde sammen med hvem, hvem der skulle overbevises, hvordan folk skulle opføre sig, og hvordan der skulle bruges »automatsvar«, »damagecontrol« og »spioner«.

Drejebogen lå klar, men det hele blev heldigvis afsløret få dage før landsmødet i organisationen.

Den dag i dag er der stadigvæk folk, der spørger mig, om jeg nu virkelig taler sandt, når jeg siger, at jeg intet havde med det kupforsøg at gøre, fordi jeg optrådte i referatet, og så er det, at jeg bliver drænet for energi, engagement og lyst til at gøre en forskel og i stedet føler mig degraderet til politisk pauseklovn.

Kan det virkelig passe, at få antidemokratiske personer kan få lov til at ødelægge den gejst og troen på at kunne forandre og gøre en forskel, der virkelig bør få folk ind i politisk arbejde?

De politiske slagsmål skræmmer mig væk, og siden episoden har jeg ikke haft lyst til at engagere mig i hverken elevpolitik eller DGS. Jeg ved, at andre har det på samme måde.

LÆS OGSÅ Det nye Folketing befolkes af levebrødspolitikere

Selv om det jo langtfra er alle i den organisation, der har den kultur under neglene, er det alligevel skræmmende, hvordan en sådan en kultur overhovedet kan snige sig ind hos en organisation, der udelukkende består af unge, friske og naive kræfter. Hvor kommer kulturen fra?

Meget tyder på, at den kommer fra de voksnes rækker, og det har fået mig til at overveje, om politik i virkeligheden er det rene tidsspilde.

Når folk spørger mig, om jeg skal være politiker, svarer jeg i hvert fald tilbage, inden de overhovedet har stillet spørgsmålet færdigt, at nej, det skal jeg ikke.

Jeg vil ikke være politiker, hvis det betyder, at man skal opføre sig så uærligt og grimt, som nogle politikere – både fra egne rækker og andre partier – åbenbart er nødt til.

Politik skal ikke designes efter meningsmålinger, justeres af et spin-apparat og indebære mobning, men vi slipper nok desværre aldrig helt af med meningsmålinger og spin i Danmark.

Og netop derfor er det så vigtigt, at vi har folkevalgte, der hver eneste dag spørger sig selv, hvorfor de gik ind i politik og kniber sig selv i armen.

Den dag man taler et sprog, der hverken kommer fra hjertet eller hjernen, men består af indarbejdede sætninger og talepapirer, og den dag politik bliver ren karriererytteri og magtbegær frem for et kald, bør man stoppe.

Ellers ender vi med politikere, der bare siger det samme i forskellige indpakninger, og som lige så godt kunne blive erstattet af 179 skuespillere, som blev hyret til at lege folkestyre.