For en måneds tid siden var min smartphone nede i et par uger.

Mit fjernsyn har også lige været pillet ned i et nogle måneders tid på grund af flytteri.

For at sige det som det er, så har jeg den seneste tid været hægtet en lille smule af den globaliserede verden, jeg ellers normalt befinder mig i.

Jeg var ligefrem nødt til at hive fat i min mor og få råd, fra da hun var ung i mønttelefonernes kronede dage, til, hvordan pokker man så etablerer en helt almindelig kaffeaftale med en ven: Man planlægger tid og sted, og så er man der bare! Overraskende simpelt.

Dagene uden teknologi viste tydeligt, at jeg er blevet et utålmodigt menneske.

Inden jeg blev ufrivilligt offline tjekkede jeg klokken konstant. Og nu gør jeg det igen. Uploader irriterende billeder fra museumsture og restaurantbesøg. Måske er der lige nye notifikationer på Facebook eller nyt på TV 2 News. Hvis jeg er heldig en god film i fjerneren. Et spil Wordfeud, der ikke er blevet færdigt. En mail.

Og så er det jo med altid at være med på de nyeste apps og de nyeste net-bølger.

Pling! Pup! Wooosh! Der sker noget hele tiden i cyberspace, og jeg tjekker konstant. Hvilket nok også er årsagen til, at jeg så ofte får kommentaren »du er da godt nok meget på Facebook, Thomas«.

Og ja, jeg indrømmer det gerne: Jeg er online firetyve timer i døgnet, og når jeg ikke er på fra min computer, tager smartphonen over.

LÆS OGSÅSnart kan du styre din smartphone med et blink

»Computer og sådan noget duer jeg heller ikke til«.

Den sætning hørte jeg en ældre kvinde sige i bussen den anden dag, grinede lidt af hende og undrede mig derefter på kæk, ung vis over hendes ord. Hvordan kan man ikke finde ud af noget så simpelt?

Men det er jo i virkeligheden en helt ærlig snak, og hun er ikke alene. Min egen bedstemor duer heller ikke til det, og selv mine forældre må engang imellem bede om hjælp til det tekniske i dagligdagen.

Jeg er deres it-hotline i det daglige, for jeg er vokset op midt i alt dette her. Midt i globaliseringen.

Jeg spillede computerspil på livet løs i min barndom og sked på de gamles snak om firkantede øjne og museskader. Vi unge er vokset op i digitaliseringen – i globaliseringen – og vi er dermed en generation af autodidakte datamatikere, der svæver rundt som sattelitter i mellem hinanden.

I krisetiden er én af de spareveje, der ofte bliver nævnt som værende lige til højrebenet, at gøre Danmark til et papirfrit samfund inden 2015.

Men vi må ikke smide den ældre generation ud med papiret, for det forholder sig rent faktisk sådan, at en stor del af den ældre generation bestående af f.eks. min bedstemor ikke har valgt tekonologien til, men fra.

De er måske det, vi andre vil kalde håbløst umoderne - men det skal de have lov til at være.

LÆS ARTIKELSmartphones er guf for kriminelle

Min bedstemor tilhører den generation, der stadig går på posthuset og i banken og dermed en generation, der må betale mange penge i ekstra gebyrer og bruge mange timer på at få fikset de elektroniske ting.

Min bedstemor er gammeldags. Det er der ikke noget i vejen med, men i Danmark er det meget upraktisk at være gammel(dags).

Ældre Sagen skønner, at over 400.000 personer over 65 år aldrig har haft adgang til internettet. Dem må vi ikke isolere. Derfor bør vi indfase det papirfri samfund langsomt, så alle kan være med.

Det er ikke rimeligt, at de i forvejen i høj grad økonomisk svage pensionister skal dynges til i ekstra gebyrer og takster, fordi de har valgt at leve et liv uden abonnement på globaliseringen.

Når min generation og til dels mine forældres bliver 'de gamle', kan vi tale om et papirfrit samfund erstattet af digitale luftbroer mellem borgeren og det offentlige.

Ellers kan den nemme spareløsning også hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis vi skal hjælpe en hel generation manuelt ind i den teknologiske verden.

Jeg har flere gange overvejet at sælge min smartphone igen og gå tilbage til en idiotvenlig telefon med noget så eksotisk som knapper og antenne, men man skulle jo nødigt gå glip af noget.

Respekt for de offline ældre.