Da digteren Johannes V. Jensen i begyndelsen af forrige århundrede så New Yorks skyskrabere for første gang, var han forelsket og for evigt forandret:

»... den er os alle sammen forfra, i større og lykkeligere Stil, uden skæbnesvangre Rebusser i Hjertet af Tilværelsen, bare Liv, Drift, Flugt og Appetit, en Spring-over Verden – New York!«.

Jensen fra Farsø havde set fremtiden.

I 2004 drog daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på sin første rejse til vor tids nye verden, Kina, hvor skyskraberne vokser op som paddehatte og ny fabrikker bygges på rekordtid for at tiltrække pengestærke pilgrimme fra vestlige virksomheder.

Rasmussen fra Skals havde set fremtiden. I det års åbningstale udlagde han sin vision:

»Men vi kan ikke, og vi skal ikke konkurrere på lønnen med lande som Kina ... Det vil kun gøre os fattigere. Vi skal i stedet skabe nye job ved at konkurrere på dygtighed. Så de arbejdspladser, vi mister til lavlønslandene, bliver erstattet af gode, vellønnede job. Når andre er billigere, skal vi være bedre«.

Den opfattelse af Danmarks overlevelsesmulighed i globaliseringen har i virkeligheden været styrende i 25 års dansk erhvervspolitik. Nu er den under pres fra fritmarkedsfantaster på højrefløjen. Og fra virkeligheden.

Presset fra højre kommer fra Foghs arvtagere i dansk politik i såvel Venstre som Liberal Alliance. I deres øjne skal staten slet ikke blande sig i, hvordan dansk erhvervsliv kan klare sig i globaliseringen. Den skal bare blande sig udenom.

Der er kun et at gøre for politikere, der vil skabe vækst, og det er at fjerne flest mulige restriktioner og nedbringe skatter og afgifter.

Initiativret.  Bolden er hos Børsting og kompagni. Hvis man vil sikre forholdene for danske lønmodtagere på langt sigt, må fagbevægelsen som sædvanlig gøre det selv, skriver Kristian Madsen. Det, der med en fed eufemisme er kendt som ’bedre rammevilkår’. Uddannelsesstrategien er droppet som den bærende idé til at klare sig i fremtidens konkurrence. Når vi bliver billigere, så bliver vi også bedre, lyder logikken.

Det var symptomatisk, at de to eneste konkrete forslag, der kom ud af Lars Løkkes såkaldte vækstforum, var en liberalisering af apotekerne og ophævelse af restriktionerne for megaindkøbscentre uden for byerne.

Det første forslag måtte opgives, da kammeraterne i Apotekerforeningen lagde pres på Løkke for at beskytte deres monopol.

Og ideen om flere megaindkøbscentre ville nok på papiret forbedre produktiviteten, men til gengæld udrydde bylivet i mellemstore danske købstæder.

Og så var vi tilbage til udgangspunktet. Oppositionen har ganske enkelt ingen svar på, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Men ideen om at blive bedre, mens de andre bliver billigere, er også under pres fra virkeligheden. Mens det gik fremad økonomisk, fungerede det sådan set fint.

Det kan godt være, at skibsværfterne lukkede, men der kom jo nye arbejdspladser i stedet inden for grøn teknologi. Men nu, hvor krisen kradser, kan vi tilsyneladende ikke erstatte de job, der forsvinder, med nye i det fornødne tempo.

Hvad er problemet? Ja, først og fremmest er det ikke lykkedes at hæve uddannelsesniveauet markant.

Andelen af unge med en ungdomsuddannelse er stagneret, og trods et historisk antal milliarder pumpet ind i forskning og voksen- og efteruddannelse, forsvinder arbejdspladserne alligevel.

Uddannelsesstrategien hviler på kineserne, og at de andre ikke både bliver bedre og billigere. Men det gør de. Det er nu, regeringen skal satse strategisk på en ny erhvervspolitik, der rækker ud over uddannelse alene.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er kommet til, at fagbevægelsens ledere erkender, at hverken politikere eller arbejdsgivere har de vises sten, når det gælder bevarelsen af produktionsjob i Danmark, og at uddannelse ikke kan stå alene som svaret på globaliseringen.

Danske lønmodtagere må selv træde til for at sikre jobbenes overlevelse.

Konkret kunne man forestille sig, at man i forbindelse med kommende overenskomstforhandlinger vekslede lønstigninger til en eller anden form for investering i danske arbejdspladser.

Det kan f.eks. ske gennem etablering af en ’grøn fond’ eller ligheden, der skal sikre risikovillig kapital til danske arbejdspladser og en åbning for muligheden for, at de mange milliarder, der ligger i LO-medlemmernes pensionsdepoter, bedre kan sættes i spil som likvid kapital, der kan skabe vækst og job i Danmark.

For hvem vil have en fed pensionsordning, hvis den kun skaber job og vækst i Kina?

Bolden er hos Børsting og kompagni. Hvis man vil sikre forholdene for danske lønmodtagere på langt sigt, må fagbevægelsen som sædvanlig gøre det selv.