'Ingen er ateist i et skyttehul’, lyder en amerikansk aforisme.

Når først kuglerne flyver og granaterne falder, finder de fleste hurtigt hjem til Vorherre.

Den amerikanske økonom Robert Lucas spillede på dette stykke soldatervisdom, da han lakonisk bemærkede, at »alle tilsyneladende er keynesianere i et skyttehul«, da han oplevede, hvordan flere og flere i finanskrisens kølvand pludselig fandt tilbage til den britiske økonom John Maynard Keynes’ teorier.

Det keynesianske politisk-økonomiske koncept fra velfærdsstatens opbygning, hvor staten blot skulle sikre fuld beskæftigelse ved at pumpe penge ud i dårlige tider og kradse dem ind igen i gode, kan ikke uden videre overføres til en moderne verden med klimaproblemer, frådende finansmarkeder og global økonomi.

Men den nuværende krise er i høj grad et resultat af et kollektivt intellektuelt bankerot.

Dels hos de økonomer, der uden videre smed Keynes’ erkendelser ud med badevandet til fordel for en verdensfjern hokuspokusøkonomi. Dels hos de politikere, der fortsat tror på det, den tidligere britiske finansminister Denis Healy kaldte sado-monetarisme: en økonomisk politik, hvor disciplin og smerte er pointen i sig selv.

Den vigtigste af Keynes’ erkendelser, som økonomerne begravede, var, at fremtiden er uvis. Det lyder måske banalt, men hele det kompleks af matematiske modeller, der brød sammen under finanskrisen, var baseret på det modsatte synspunkt.

LÆS OGSÅSyv topøkonomer: Grækenland forlader euroen i år

I 1980 skrev fornævnte Robert Lucas et gravskrift over Keynes og godtede sig over, at »Folk nu bliver ligefrem fornærmede over at blive kaldt keynesianere. Ved videnskabelige seminarer tager ingen længere keynesiansk teori alvorligt; publikum begynder at hviske og grine lidt mellem hinanden«.

Økonomer er ikke anderledes end os andre. De vil nødig opleve, at deres PowerPoint-præsentationer modtages med fnis og himmelvendte øjne. Så mange begyndte alle at mene det samme som Lucas og andre seje drenge i klassen.

Deres teori var helt grundlæggende, at markedet altid har ret. Og at fremtiden altid kan forudsiges.

Det er lige så vanvittigt, som det intuitivt lyder. Et 10-årigt barn kan forstå, at det faktisk forholder sig anderledes.

Verdenshistorien er fuld af begivenheder, der aldrig kunne være forudsagt af fortiden. Men pakket ind i fin matematik gav det afsindige pludselig mening. Og ingen fnes eller vendte øjne, da Lucas fik Nobelprisen i økonomi i 1995, selv om det strengt taget er det mest groteske, siden Kissinger fik fredsprisen.

Politikernes væsentligste keynesianske forglemmelse er måske, at økonomisk armod her og nu er en enorm trussel mod både den enkelte og samfundet.

Keynes blev verdensberømt i 1919, da han udgav ’Fredens økonomiske konsekvenser’, der var et syrligt anklageskrift mod Versaillestraktaten og de politikere, der besluttede, at Tyskland skulle køres økonomisk i sænk som straf for Første Verdenskrig.

Resultatet af denne sociale armod ville blive en ny krig, skrev Keynes: »Det tyske folk væltede det fundament, vi alle har bygget vores tilværelse på. Men det franske og britiske folks talsmænd har nu risikeret, at katastrofen fuldendes«, skrev han profetisk, men ikke populært.

LÆS OGSÅAngela Merkel tvivler på græsk redning

Tildel denne forræder Jernkorset, svarede den britiske presse.

Keynes døde ganske kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, men i 1948 havde USA lært lektien og iværksatte i stedet Marshallhjælpen.

Når Angela Merkel i dag har vanskeligt ved at forklare den tyske skatteyder, at man skal hjælpe de dovne grækere, der selv har bragt sig i fedtefadet, så er det måske værd at overveje, hvor mange problemer de amerikanske politikere må have haft.

Som Keynes skrev i sit mest kendte af mange fyndord, er vi i det lange løb alle døde. Hvis mennesker skal have håb om en bedre tilværelse, må der skabes vækst her og nu. Pisk og disciplin alene skaber armod og ustabilitet.

Da krisen havde sendt alle i skyttehullerne, fik Keynes et comeback og sendte bølger af selvransagelse gennem politikere og økonomier.

Men blot få år efter finanskrisen synes tanken om et opgør med den blinde tro på markedet og finanspolitisk disciplin for enhver pris aflyst af de piskesmældende sado-monetarister i det politisk-økonomiske establishment.

I det lange løb er al den bittert indhøstede viden fra krisen tilsyneladende glemt.