Der gik gennem mange år en vandrehistorie om, at Per Hækkerup var den dyreste mand i dansk politik, fordi han havde solgt hele den olierige undergrund i Nordsøen til Norge.

De listige nordmænd havde drukket den daværende danske udenrigsminister fra sans og samling og lokket ham til at forære de fuldfede felter til broderfolket, mens Danmark måtte nøjes med nogle få underjordiske olieklatter.

De mest ondskabsfulde versioner hævdede endog, at whiskeyflasken, der havde sikret, at Hækkerup afskrev sig de nationale værdier, endnu fandtes i en hemmelig montre på Norges nationalmuseum.

Historikeren Nikolaj Bøgh har i den glimrende biografi ’Hækkerup’ en gang for alle dementeret myten.

Vorherre og folkeretten havde beklageligvis i fællesskab fordelt resurserne således, at de bedste boringer tilkom Norge, og Per Hækkerups promille kunne hverken gøre til eller fra i den situation. Så titlen som efterkrigstidens dyreste politiker var aldeles ufortjent.

Nu må tidligere energiminister Bendt Bendtsen (K) i stedet regnes for den sikre kandidat til titlen. Han forærede ikke olien til nordmændene, men solgte den i stedet til spotpris til kammeraterne i Mærsk – endda i ganske ædru tilstand.

Det var en ulige kamp, da A.P. Møller og staten i 2003 krydsede klinger om en fornyelse af retten til at udnytte Danmarks undergrund. Feje hold. På den ene side af bordet sad hele A-kæden fra Esplanaden. På den anden side sad Bendt Bendtsen.

Bendtsen blev besnakket til at skrotte den anbefaling til en ny beskatningsmodel, der lå fra et ekspertudvalg. I stedet skrev han under på en ny aftale med Mærsk og Kompagni i Dansk Undergrunds Consortium, der kort fortalt havde den vanvittige indbyggede forudsætning, at energipriserne ikke ville stige.

Det har siden dengang kostet statskassen over 70 mia. kr., at Bendtsen ikke holdt fast i den oprindelige model. Det samme som 35 års indtægt fra betalingsringen kunnet have været suget direkte op af bølgen blå i stedet for af skatteborgernes lommer.

LÆS OGSÅStaten lod oliefirma slippe for skat

Og i fremtiden vil det med udsigten til fortsat stigende energipriser blive et endnu større beløb, Bendt Bendtsens kapitalbrøler koster samfundet.

Allerede da aftalen blev indgået, advarede de økonomiske vismænd, olieeksperter og ikke mindst tidligere energiminister Svend Auken (S) mod aftalen, der ikke alene var et brandudsalg, men samtidig ville forhindre fremtidens Folketing i at justere aftalen. Som Bendtsen dengang malerisk udtrykte det, ville han »beskytte A.P. Møller mod, at man senere sætter malkemaskinerne på«.

Det skal siges til Bendtsens forsvar, at han ikke var den eneste, der blev drejet en knap af skibsrederen. Den daværende radikale energiordfører, Martin Lidegaard, kaldte aftalen for »et godt kompromis« og stemte sammen med resten af Det Radikale Venstre for en af danmarkshistoriens dyreste fejltagelser.

Nu hvor Lidegaard er blevet energiminister, har han i det mindste erkendt brøleren og kæmper for en genåbning af aftalen, der trods alt kan sikre statskassen et lidt højere provenu i de kommende år, selvom Mærsk formentlig vil tage sig yderligere betalt for den gestus.

Det burde vel være en fælles politisk bestræbelse at sikre Danmark så stort et provenu af sine olieressourcer som muligt – så kan vi bagefter diskutere, om pengene skal gå til skattelettelser, velfærd eller andet.

Det er derfor komplet uforståeligt, at de borgerlige partier, der har hovedansvaret for dette gigantiske brandudsalg af nationale værdier, igen sætter A.P. Møllers interesser over skatteydernes ved at bekæmpe en genforhandling.

LÆS OGSÅBendt Bendtsen: Olieaftale er en rigtig god forretning for Danmark

»En aftale er en aftale«, lyder det fra højrefløjen. Men hvordan kan De dog ligefrem kæmpe for at fastholde en aftale, som enhver kan se er direkte skadelig for Danmarks interesser?

Selv den påstået uafhængige liberale tænketank Cepos har kastet sig ud i et grinagtigt forsvar for et oliemonopol bygget på en familieformue og noget så uliberalt som en eneretskoncession.

Det er forståeligt, at det er pinligt for oppositionen at indrømme, at Bendt Bendtsen har været den dyreste mand i dansk politik.

Men det fritager dem ikke for ansvaret for at være med til at rette marginalt op på deres historiske kapitalbrøler og være med til at sikre skatteyderne en lidt mere rimelig andel i oliepenge.