Det centrale punkt i S-SF's 'Fair Løsning' er forslaget om en trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, der skal finde 15 milliarder i budgetforbedringer bl.a. gennem de famøse 12 minutters længere gennemsnitlig arbejdstid. Regeringen er derfor naturligvis optaget af at underminere troværdigheden i den konstruktion, bl.a ved at påstå at fagbevægelsen ikke vil levere varen. Det siger de tre store private forbund nu, at de kan.

Det tredje ben, arbejdsgiverne, har imidlertid meldt klart fra. DA-direktør, Jørgen Jørn Neergaard Larsen siger bl.a.:

»Vi vil under ingen omstændigheder flette forhandlingerne om overenskomstspørgsmål sammen med politiske forhandlinger, hvor man risikerer, at der kommer en masse politiske udtalelser, som i sidste ende kaster os ud i en storkonflikt, hvis lønmodtagerne ender med at stemme nej ved deres urafstemninger, sådan som vi så det i 1998«

Det står imidlertid i skærende kontrast til DA-direktøren fine oplæg på CBS i København, hvor ham beskriver alle fordelene ved at bruge trepartsinstitutionen til at skabe politiske resultater. Her fortalte han bl.a. de studerende, at en drivkraft for deltagerne er, at: 

Der sikres en sammenhæng for såvel virksomhederne som medarbejderne mellem løsninger i overenskomstsystemet og eventuelt supplerende lovmæssige rammer

Neergaard Larsen oplister desuden en række af de mange succesfulde trepartsforløb - bl.a. den store arbejdsmarkedspensionsaftale fra 1987, som den senere DI-boss Henning Dyremose stod i spidsen for som konservativ finansminister.

Når Neergaard nu mener det stik modsatte skyldes det naturligvis, at han er ude i et rent politisk ærinde: At bakke om op regeringens efterlønsreform og snarlige genvalg, ligesom fagbevægelsen støtter S-SF.

Man kan godt stille spørgsmålstegn ved realismen i trepartsforslaget. Den centrale usikkerhed er, om fagbevægelsen kan stemme længere arbejdstid hjem blandt medlemmerne? Og om Helle Thorning-Schmidt er klar til et regeringsindgreb, hvis det ikke sker? Det er relevante risikomomenter, ligesom det ikke er helt konkret, hvordan de 15 milliarder skal findes - bl.a. fordi overenskomster er en frygtelige teknisk affære, hvor der skal drejes på mange små hjul.

Men et er sikkert: Det bliver ikke DA, der slår trepartsforhandlingen ihjel. Når længere arbejdstid er på bordet, kan man roligt regne med at de stiller op til forhandlinger i Finansministeriet, hvis Thorning-Schmidt skulle blive statsminister.

UPDATE: Jørn Neergaard Larsen har svaret i kommentarfeltet:

Kristian Madsen tager helt fejl, når han skriver, at DA?s afvisning af at gå ind i trepartforhandlinger om overenskomststof er taktisk bestemt. DA har som fast politik, at vi samarbejder med den til enhver tid siddende regering, og vi deltager gerne i trepartsdrøftelser ? også med en eventuelt kommende S-SF regering. Det vi kort og klart har meddelt er, at vi ikke kan deltage i forhandlinger om temaer, som er lønmodtagernes og arbejdsgivernes ansvar at forhandle i overenskomsterne. Og arbejdstidsspørgsmålet er faktisk et af de mest centrale overenskomstspørgsmål.

Det er der ikke noget nyt i. Det markerede DA også helt klart da Fair Løsning blev lanceret. Men jeg kan tilføje, at der derudover knytter sig nogle særlige forhold til ?Fair Løsning?, som det kan være interessant at trække frem i denne sammenhæng. Der er en stribe forslag, der kun sigter på at forbedre fagbevægelsens økonomi. Selv om det ikke er aftalestof, så er det faktisk ikke noget, vi vil have med at gøre. Der er også i Fair Løsning flere forslag, som reelt er krav fagbevægelsen har stillet ved de seneste overenskomstforhandlinger, men som de endte med at forhandle bort i stedet for andre indrømmelser fra vores side. Hvis vi gik ind i forhandlinger med politikerne om noget, vi har brugt kræfterne på at forhandle bort ved overenskomstforhandlingerne, ville vi være til grin for egne penge.

Det helt afgørende er spørgsmålet om at øge arbejdstiden. Mange overser, at vi i det private erhvervsliv har så fleksible rammer, at lønmodtageren og arbejdsgiveren har meget stor indflydelse på, hvor mange timer, der arbejdes. Den ?normale? arbejdstid i overenskomsterne er kun en af mange faktorer, der bestemmer hvor meget der arbejdes, mens skatten på arbejde for mange er mere afgørende end overenskomstens bestemmelser. Når det er sagt, synes vi det er en rigtig god ide, at normen på 37 timer om ugen afløses af f.eks. 39 eller 40 timer. Hvis fagbevægelsen ønsker det, kan det gennemføres øjeblikkeligt som en ændring af overenskomsten ? helt uden forhandling. Hvis fagbevægelsen kun ønsker at øge arbejdstiden, hvis de får andre krav opfyldt hos politikerne- f.eks. krav der kan forbedre fagbevægelsens økonomi ? så er det en forhandling, som det af mange grunde ikke giver nogen mening, at vi tager del i.