De politiske kommentatorer har travlt med at diskutere om det er klogt eller ej af Løkke at snakke efterløn, hvem der har det forkætrede politiske momentum og hitte rede i de vidt forskellige meningsmålinger i efterlønsudspillets kølvand.

Heldigvis foregår der også en sideløbende substantiel debat: Er det nødvendigt, at afskaffe efterlønnen? Og ikke mindst: Er dette OverDanmarks angreb på almindelige lønmodtagere, hvis nedslidende arbejdsliv de ikke kender det fjerneste til?

Flertallet af økonomer og statskundskabsprofessorer mener at efterlønnen bør afskaffes. Det er fremgået af den ene kommission efter den anden, hvor de samme mennesker sidder og drøfter disse spørgsmål.

Men også arbejdsgiverne har kastet sig markant ind i kampen. Formanden for Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen, der igennem sidste uge skændtes med LO om murerakkorder var på 600 sten eller ej, kalder den en 30 år gammel fejltagelse:

[Efterlønnen] sikrer også, at arbejdsstyrken permanent er mindre end den burde være, hvilket driver lønningerne i vejret. Og her er vi måske ved kernen af, hvorfor fagforeningerne kæmper som besatte for at bevare den. Med andre ord: Efterlønnen er på mange måder velfærdsstatens største fjende.

Det forekommer mig, at være en noget omvendt argumentation, at lavere lønninger fører til bedre velfærd. Der er i det hele taget et element af cirkelslutning i denne argumentationskæde om, at efterlønsreformen er nødvendig for at bevare velfærden. Den kommer typisk fra mennesker, der også ser velfærdsreformer med lavere skat og færre offentligt ansatte, som mål i sig selv.

Det er netop den pointe, der fremføres af sociologiprofessor Per H. Jensen:

Selv under indtryk af en meget voldsom demografisk udfordring påbegyndte man opbygningen af velfærdsstaten fra 1930’erne. Noget man sikkert ikke havde gjort, hvis Dream-modellen og økonomiske vismænd havde været til rådighed på dette tidspunkt. [...] Paradokset er, at fagøkonomerne postulerer, at vi skal bevæge os langt i retning mod minimalstaten, hvis velfærdssamfundet skal bevares. Men hvilket velfærdssamfund står tilbage, hvis økonomerne får magt, som de har agt?

Journalist Lars Olsen skoser medieeliten, repræsenteret ved Politikens synspunkt på lederplads, for ikke at forstå LO-lønmodtagerens virkelighed:

Det er de privilegeredes sociale virkelighed, der sætter rammen for den offentlige debat. De højtuddannede har ikke det samme behov for efterlønnen som de kortuddannede. De kommer senere på arbejdsmarkedet, har attraktive job og i mange tilfælde selv lyst til at arbejde til langt op i 60’erne.

Og apropos: Der er i hvert fald én fagforeningsmand, der en efterlønsreform, nemlig formanden for DJØF, Finn Borch Andersen. En reform af efterlønnen kan dog ikke stå alene:

Det er ikke alene et spørgsmål om at reducere eller afskaffe efterlønnen. Vi skal have en ny førtidspensionsordning, en helt anden fleksibilitet i afgangen fra arbejdsmarkedet, bedre arbejdsmiljø og nye investeringer i fremtidig vækst.

DJØF-formandens synspunkt er på mange måder sympatisk, men politisk helt på månen: Det er meget svært at forestille sig, at politikerne vil slække på adgangskriterierne til førtidspension, der er blevet strammet gevaldigt af både SR og VK-regeringerne. Det er til gengæld ret tæt på det Radikale synspunkt, hvilket måske kan siges at bekræfte Lars Olsens tese.

En faggruppe glimrer til gengæld ved sit fravær i debatten: Funktionærerne i FTF. Hvor er den ellers meget synlige skolelærerformand, Anders Bondo Christensen i denne debat? Hvor er sygeplejerskernes formand? De skal åbenbart ikke have noget klinket i det store slag om efterlønnen, men foretrækker at ligge i ly af LO-fagbevægelsens modstand og AC's blide reformlinje.