Det er  dybt frustrerende, at det eneste den politisk-økonomiske debat handler om p.t., er hvad der skal ske i 2020 og de mere eller mindre spekulative diskussioner om holdbarhedsudfordringer i fremtiden.

SF har fremlagt et nyt vækstudspil, der er kærkomment alene af den grund, at det retter fokus mod det vigtigste aktuelle problem i dansk økonomi: Hvordan skaber vi nye job i Danmark efter de 200.000, der er forsvundet i kølvandet af finanskrisen?

Men ak. Bankøkonomerne er ikke imponerede. Steen Bocian siger til Berlingske Tidende, at planen næppe vil skabe en tiendedel af disse job. Bocian er uden tvivl en dygtig økonom og virker som et hæderligt menneske. Men det er samtidigt hævet over enhver tvivl, at bankøkonomerne generelt er inhabile i de her vurderinger. Skulle S-SF komme til magten, vil det nemlig koste Bocians og hans kollegers arbejdsgivere milliarder.

I 'fair løsning' fremgår det bl.a.: »Et historisk løft af folkeskolen skal finansieres af bankerne og de multinationale selskaber, der hidtil har unddraget sig skattebetaling [...]«

»Det indebærer, at banker og andre finansielle virksomheder bidrager med ca. 2 mia. kr., som er øremærket til folkeskolen. S og SF’s skatteforslag betyder, at halvdelen af provenuet kommer fra en generel forøgelse af selskabsskatten, mens den anden halvdel fremkommer ved at hæve de finansielle virksomheders lønsumsafgift. Vi forbeholder os ret til at justere på denne fordeling, men fastholder det samlede beløb«.

Danske Bank har ungefær en tredjedel af det danske bankmarked, så Bocians arbejdsgivere står til en økonomisk øretæve i omegnen af en halv milliard kroner, hvis regeringsmagten skulle skifte hænder.

Det er naturligvis helt i orden, at bankerne på linje med andre virksomheder forsøger at påvirke den offentlige debat. Men Bocian og de andre bankøkonomers rolle som uafhængige eksperter er alt andet end troværdig.