Et af ugens højdepunkter var, da to aggressive aldrende mænd duellerede. Nej, det var ikke kampen mellem Brian Nielsen og Evander Holyfield, der var fremrykket, men den dramatiske boligskattedebat mellem Claus Hjort og Ole Sohn. Ministeren smadrede sit glas, og folkesocialisten blev bragt i affekt, da finansministeren anklagede ham for at have kig på boligskatten: »Det er løgn! Hvor står det?«, råbte Sohn.  

Well, det stod så sent som i slutningen af 2008 på SF-skatteordfører Jesper Petersens hjemmeside i en glimrende artikel om, at boligskatterne burde hæves:

»Men de ensidige skattelettelser for boligejerne er socialt uretfærdige og økonomisk belastende for samfundsøkonomien«

Indlægget er desværre forsvundet fra cyberspace, men jeg har tidligere linket til det.

Det var dengang en korrekt analyse, og det er det sådan set også i dag. Vismændene har gang på gang gjort opmærksom på, at boligskatten fra et økonomiske synspunkt uden for enhver tvivl burde hæves mod lettelser i skatten på arbejde.

Som Per Michael Jespersen skriver, er det lidt barokt, at man her 2½ år senere, kan få SF's finansordfører op i det røde felt med udsagn om boligskat. Mens afskaffelsen af efterlønnen er en ret entydig forringelse for de svageste, er stigende boligskatter næsten ligeså entydig rettet mod de rigeste i samfundet og burde være sød musik i socialistiske ører.

Når piben har fået en anden lyd fra SF's økonomiske guru, skyldes det naturligvis rene taktiske motiver. Socialdemokraterne tabte valget i 2005 på bl.a. stigende boligskatter, selv om Lykketofts forslag dengang - det såkaldt intelligente skattestop - var en yderst moderat stigning i boligbeskatningen.

I 2007 sendte Venstre et brev til udvalgte boligejere om, at boligskatten ville stige med en S-regering, trods Thornings forsikringer om det modsatte. Flanken skal lukkes, og skræmmekampagne stoppes inden den begynder.

Det er naturligvis ret forståeligt ud fra et rent taktisk-politisk synspunkt, men helt på månen som både økonomisk politik og fordelingspolitik.

Jeg er desværre ikke meget i tvivl om, at S-SF har tænkt sig at holde deres løfte til boligejerne i den kommende valgperiode. Det vil være for dramatisk et løftebrud at kunne holde til politisk. Konsekvensen er altså, at SF vil opretholde en politik, man finder »socialt uretfærdige og økonomisk belastende for samfundsøkonomien«.

Men man kan jo håbe, at fornuften melder sig sammen med ministerbilerne, så S-SF angriber problemstillingen på samme måde som Løkke håndterer efterlønnen: Altså ved at bruge deres første valgperiode til at varme op under en boligskattereform i social balance, som man kan gå til valg på i 2014-2015 stykker.

Skulle dette ske, vil vi igen se anklager om løftebrud fra oppositionen, og afvisninger fra regeringen, der jo har fremlagt det før et valg. Denne gang blot med omvendte partifarver.

Disse standardbeskyldninger er sammen med boligskatten et af kontraktpolitikkens grimme ar på dansk politisk debat.