Another Con bites the dust! Ikke så snart var obduktionen af den konservative eks-formand overstået, før den sidste fra det engang så lovende Kylle, Pylle og Rylle trekløver, også faldt. Det står endnu ikke helt klart, om Henriette Kjærs exit var på eget initiativ, eller om Lars Barfoed sendte hende en silkesnor. Men måske havde Kommentariatet også en mindre rolle i stykket, der minder foruroligende om Shakespeares 'Julius Cæsar' med et overraskende karaktervalg til helten Marcus Antonius...

Henriette Kjær er fortid. Det økonomiske rod blev for meget for en ansvarsfuld regering. Dommen er fældet. Straffen er fuldbyrdet. Nu er eftertanken så småt begyndt at melde sig hos de konservative, der efter dette offer står tilbage med Carina Christensen, Tom Bencke og Mike Legarth (især valget af sidstnævnte, må man sige, er at gå helt i den anden grøft).

Pludselig var hun måske ikke så slem? 

I Shakespeares Julius Caesar, der før har dannet metaforisk ramme til en politisk leders fald, får plebejerne netop denne type bondeanger. Var det nu også i orden, at de sammensværgede slog Cæsar ihjel? Var han ikke en meget fin fyr? Brutus slår den gryende folkestemning ned med hård hånd. Drabet var nødvendigt:

Had you rather Caesar were living and die all slaves, than that Caesar were dead, to live all free men?

As Caesar loved me, I weep for him; as he was fortunate, I rejoice at it; as he was valiant, I honour him: but, as he was ambitious, I slew him!

I vores lille fabel træder Kommentariatet i samlet flok ind i rollen som Brutus. Thomas Larsen på Berlingske Tidende skriver, at det var rigtigt at droppe Kjær, men for sent. Krause-Kjær sanktionerer også drabet.  Helle Ib græder tørre tårer, og også Peter Mogensen så nødvendigheden.

Selv Hans Engell, der var åndeligt samlingspunkt for Kylle-Pylle-Rylle-trekløveret, taler for de sammensvorne.

Netop da Brutus har talt folkemængden til ro, træder en ensom, mørk og forknyt skikkelse frem. Marcus Antonius afslører forræderiet og forstillelsen hos de sammensvorne med et par velvalgte ord:

Friends, romans, countrymen; Lend me you ears [...].
Yet Brutus says he was ambitious; And, sure, he is an honourable man.
I speak not to disprove what Brutus spoke, But here I am to speak what I do know.
You all did love him once, not without cause:
What cause withholds you then to mourn for him?

Det geniale træk ved filmatiseringen af 'Julius Cæsar' er at vælge en bondeknold fra Nebraska, der spiller hele The Royal Shakespeare Company ned under gulvbrædderne, i rollen som Marcus Antonius. Også i Kommentariatet indtages helterollen af en usandsynlig skikkelse:

Enter Ralf Pittelkow.

Han er forarget over især TV 2's prioritering af Kjær-sagen, der er ligegyldig sammenlignet med debatten om Danmarks økonomiske situation, og anklager medierne for dette hykleriske mord:

»Vi står i dag i en situation, hvor der skal træffes beslutninger om økonomien, der får vidtrækkende konsekvenser for Danmarks fremtid. I den forbindelse er en afskaffelse af efterlønnen en ubetinget nødvendighed, hvis vi skal undgå alvorlige langtidsskader på vores samfund. Hvad gør vi? Vi ævler løs om Henriette Kjær!  [...] Vil du slippe for de kedelige kendsgerninger om Danmarks truende nedtur? Tænd for TV2«.

Well said, Ralphie! Medierne prioriterer den nemme personhistorie over den svære udredning om landets økonomi. Men der er måske et lille problem.

For skulle De mangle et tv-apparat og alligevel have lyst til at slippe for de kedelige kendsgerninger, tilbyder Pittelkows klumme i Jyllands-Posten sig som et alternativt faktafrit asyl.

I sommer, hvor landet som bekendt også standede i pengemæssig våde, var det Helle Thorning-Schmidts privatøkonomi, der optog de små grå bag sygekassebrillerne, og stribevis af 'analyser' løb i tasterne.

Vi fik  indholdstunge klummer som "Thornings tikkende bomber", "Thorning i tovene", "Thornings tabte sommer", "Skattesag farlig for Thorning" og ikke mindst den dramatiske "Sagen, der kan afgøre næste valg":

»Urigtige oplysninger til myndighederne er strafbart. Usandfærdigheder over for vælgerne er noget af det værste, en toppolitiker kan fanges i. Her er stof til at ødelægge Thornings drømme om at blive statsminister«.

Det er vist godt, at JP-læserne ikke er at betragte som en myndighed, så var Ralphie for længst bag lås og slå....