Hvis De også i denne uge har foretrukket andedammen for verdensbegivenhederne på Tahrir-pladsen, har De utvivlsomt noteret Dem, at ballet i den borgerlige har udviklet sig fra ondt til værre. Solomeldinger og spydigheder flyver frem og tilbage. Der er indre oprør og almindelig opløsning i luften. Kommentariatets store kor var naturligvis på banen med en blues for blå blok...  

For at give læseren et overblik og denne spalte et anstrøg af akademisk arrogance, har vi produceret nedenstående lille krydstabulering over de interne stikpiller i blå blok gennem den sidste tid:

Fig. 1: Trakasserier i blå blok. Kolonnerne er angriberen, rækkerne den angrebne part.

Men hvad betyder så alt dette? Vi lader os oplyse af Kommentariatets kloge koner m/k, der stemte i med hver deres cover af temaet blå blok blues.

Grundfortællingen er den samme hos bl.a. Thomas Larsen, Helle Ib, Jarl Cordua og Peter Mogensen og lyder nogenlunde således: Mens Statsmanden Løkke kæmper med sin upopulære men nødvendige tilbagetrækningsreform, så ødelægger vennerne i K det hele. Signalet om skattelettelser passer Løkke som fod i handske.

Michael Kristiansen gav i ugens udgave af Dr. Rød & Dr. Blå næsten Lars Barfoed en vred opsang: Hvorfor kan han dog ikke bare klappe i og støtte regeringens politik? Om Kristiansen her varetager offentlighedens eller klientens interesser er lidt uklart.

Men da der synes enighed om, at rystelsernes epicenter ligger hos De Konservative, retter vi fokus mod to eksperter, der bekrigede hinanden op gennem 90'ernes fløjkampe i partiet. Den ene som falleret partileder, den anden som rådgiver for en senere falleret partileder. Denne gang synger de heller ikke ligefrem samme melodi!

Hans Engell vurderer, at Løkke er en terminal patient opgivet af sine nærmeste. Alle de blå venner positionerer sig til tiden efter Løkke. Landbruget, erhvervslivet, ja selv den yngre generation af venstrefolk har opgivet. Engell forestiller sig, at Løkke helt har tabt småkagerne, og går omkring på sit kontor i et raserianfald:

Lars Løkke farer op og ned ad gulvet foran de høje vinduer. ‘Hvad fanden tænker de på? spørger han og forventer ikke svar.  ’Nu har jeg udsat valget, for at de konservative kunne komme til kræfter. Og hvad er takken: At de fucker det hele op med deres latterlige forslag om skattelettelser og nedskæringer i den … Hvad tænker de mennesker dog på? Og?offentlige sektor. Hold da helt kæft Barfoed? Helle må dø af latter. Vi forærer hende det hele gratis. Er der dog ingen, der kan lukke kæften på de konservative?

Gad vide, om Engell har fundet inspiration hos Bruno Ganz til dette lille kig ind i Prins Jørgens Gaard?

Mens de fleste i Kommentariatet altså synger en blues for blå bloks fremtid, er der anderledes optimisme at spore hos Per Stig Møllers gamle pressechef Niels Krause-Kjær. På sin blog på berlingske.dk konstaterer Krause, at det i virkeligheden er rød blok, der får problemer, som tiden går:

For det første vil balladen i blå blok ophøre -  i alt fald for en stund. Venstre bider det i sig. De Konservative har fået raset ud - både med personsager og utidige politiske udmeldinger. Dansk Folkeparti vil vente endnu et øjeblik med at gå i redningsbådene vel vidende, at alternativet til Løkke som statsminister er mange års vandring i den politiske ødemark. Og Liberal Alliance? Tjah, det er lige netop nu, Anders Samuelsen med sine næste annoncer skal gøre op med sig selv, om han vil være borgerlig politiker med 4-5 procent af stemmerne eller liberalistisk lykkeridder med 5-6 procent af stemmerne. [...]

 

Spørgsmålet er, hvor længe S-SF-alliancens nye økonomiske varer på hylderne i form af bl.a. 12 minutter og 75.000 luftige SF-jobs kan stå distancen, når blå blok, økonomer og Margrethe Vestager hamrer løs på borgmuren.

Niels Krause-Kjær er sejlet fra analysens hajfyldte vande til ønsketænkningens blå ocean: Løkkes problemer dækker over, at det i virkeligheden er rød blok, der har problemer. Måske. Vistnok. Der skal imidlertid lyde en uforbeholden ros til Krause for sammenligningen af Løkkes valgstrategi med Laudrups berømte 'nej, han venter'-mål. Det er næsten ligeså langt ude, som at sammenligne Marlon Brando og Ralf Pittelkow.

Meeeeen! Mon dog at Bermuda-trekanten mellem V, K og LA har krævet sit sidste offer? Har Anders Samuelsen indrykket sin sidste annonce? Vil Brian Mikkelsen holde mund frem til valget inden direktør-jobbet venter? Og vil Anders Foghs gamle garde fortsat finde sig i at blive udpeget til syndebuk for det økonomiske rod?

Som vi siger her i Kommentariatet: Vi ved det ikke, vi bliver nok klogere med tiden og helt sikkert efter valget!