Det er både rørende og livsbekræftende at se millioner af egyptere i vilde jubelscener over diktatorens fald - hvert fald hvis man ikke er en Kissingerklon. Tankerne bevæges til Berlin 1989. Et festende folk tager afsked med et diktatur, som kun de færreste havde turde håbe ville forsvinde i deres levetid. Soldater og civile falder hinanden om halsen, og en ny begyndelse er indenfor rækkevidde.

Revolutionen er håbets triumf - ikke blot for egypterne med for hele den arabiske befolkning. Dominobrikkerne er i bevægelse, og det spirende arabiske forår synes at brede sig med uimodståelig kraft, selvom den relativt fredelige egyptiske revolution risikerer at blive mere blodig i lande med mere brutale militær- og politisstyrker, der endnu ikke har indset det meningsløse i at forsvare den ufrihed, der også er deres egen.

Det er klart, at egypternes håb om frihed og demokrati på nuværende tidspunkt kun er netop det - et håb. Og mange er de håb om frihed, der er blevet slukket. Der er ingen grund til at forfalde til blind optimisme, for der venter uden tvivl mange sten på vejen mod et demokrati. Det er de fleste egyptere formodentlig fuldstændig klar over. Men man må holde fast i håbet. Som en af de store østeuropæiske frihedshelte, Vaclav Havel, formulerede det i tilfældet Tjekkoslovakiet:

"Håb er absolut ikke det samme som optimisme. Det er ikke en faste overbevisning om, at noget vil gå godt, men den vished at noget giver mening, uanset hvordan det måtte gå."

Danmark og EU må gøre alt, hvad vi kan for at holde fast i egypternes håb, og sikre at det demokrati, de nu modigt har turde række ud efter, også er indenfor rækkevidde.

Bloggens faste læsere vil vide, at jeg ikke hører til inderkredsen i statsministerens fanklub. Men jeg synes faktisk, at Løkke har ramt tonen helt præcist i forbindelse med den egyptiske opstand. Men ord gør det ikke alene. Regeringen må i de kommende dage sætte handling bag.

Hvis regeringens frihedsminister skal leve op til sin selvbetitlede status, må han sikre at Danmarks indsats for at støtte de demokratisk sindede kræfter i de arabiske lande øger markant i den kommende tid. Betydningen af Egyptens videre færd mod demokrati er næsten umulig at overvurdere. Hvis det lykkes, er vil der tændes en fakkel af frihed som andre undertrykte folk i den arabiske verden kan finde inspiration i. Hvis et nyt diktatur overtager Mubaraks plads, vil desillusion, vold og ustabilitet brede sig som ringe i vandet.

Desværre kan regeringen blive lammet af sit parlamentariske grundlag. Dansk Folkeparti har længe forsøgt at kvæle det såkaldte Arabiske initiativ, og lykkedes sidste år med at stække projektet. Hvis regeringens dyre ord om frihed for den arabiske befolkning skal tages alvorligt, må den sætte Dansk Folkeparti stolen for døren, og sikre resurser til en fornyet dansk indsats i området.