Denne lille uskyldige historie har potentiale til at udvikle sig til en gigantisk hovedpine for Claus Hjort Frederiksen. Det ryster grunden under hele regeringens efterlønsreform.

I bedste fald for Claus Hjort sår historien alvorlig tvivl om regeringens økonomiske holdbarhed. I værste fald er den en bombe under hele debatten om efterlønnen og økonomernes modeller. Hele det grundlag vi har diskuteret efterløn på i flere år, ser ud til at være forkert. Der er ganske enkelt en pinlig fejl i den store økonomiske DREAM-model.

Kort fortalt har Finansministeriet måtte indrømme en gigantisk brøler i et åbent samråd forleden i folketingets finansudvalg. Her berettede Claus Hjort Frederiksen, at regeringen nu har nedjusteret deres prognose for, hvor mange, der er på efterløn i 2030 med 40-45.000 personer. Hvorfor er det nu så vigtigt?

I dag er der godt 131.000 mennesker på efterløn. I sine prognoser har Finansministeriet hidtil regnet med, at der i 2030 med de nuværende regler fra Velfærdsforliget vil være 121.000 efterlønsmodtagere, altså rundt regnet det samme som i dag. Det fremgik af et svar fra Hjort til finansudvalget 2010.

A-kassernes Samvirke, der er paraplyorganisation for alle landets a-kasser, der administrerer efterlønsordningen, har længe påstået, at dette tal er forkert, og har efter eget udsagn konservativt skønnet at der vil være "under 78.000" efterlønnere i 2030. Lad mig forsøge at give et lille overblik over matematikken i et par trin:

1) Der er ca. 200.000 betalere til efterlønsordningen i aldersgruppen 40-45, der jo er de potentielle efterlønnere i 2030.

 

2) Inden vi når 2030 vil ca. 7 pct. statistisk set være døde eller udvandre fra Danmark. Det efterlader 186.000 mennesker.

 

3) Nu bliver det lidt mere kompliceret: For at kunne få efterløn skal man som bekendt også være på arbejdsmarkedet som 60-årig. En del vil falde fra arbejdsmarkedet og til f.eks. førtidspension pga. nedslidning, arbejdsulykker eller andet, og således aldrig have mulighed for at bruge ordningen. Ifølge Danmarks statistik er 86,5 pct. af de 40-44 årige på arbejdsmarkedet. For 59-årige er den 78,7 pct. Vi indregner dette svind ved at gange 186.000 med 78,7/86,5. Tilbage er 169.228 personer, der har mulighed for efterløn. Så langt så godt.

 

4) Men ikke alle vil bruge efterlønnen, selvom de har retten. I dag er det 51 pct. af de, der er berettigede til efterløn, der også benytter ordningen. Hvis vi siger, at samme andel vil bruge deres rettighed i 2030 har vi et skøn på 86.300 efterlønnere i 2030. Det er det absolut højeste tal man kan forestille sig for efterløn i 2030. En række forhold tyder på, at udnyttelsesgraden i fremtiden bliver langt lavere. Dels er den faldet over de sidste år især fordi flere udskyder efterlønnen - en tendens der formentlig vil fortsætte. Dels har fremtidens pensionister langt større arbejdsmarkedspensioner, der gør det mindre attraktivt at gå på efterløn pga. reglerne om modregning. Sandsynligvis er antallet af efterlønnere i 2030 betydeligt lavere.

Nu har Hjort altså erkendt, at Finansministeriets hidtidige prognose er rundt regnet 50 pct. overvurderet. En gigantisk brøler fra regnedrengene i Finansministeriet, der kan have store implikationer. For når embedsmændene oprindeligt har skønnet 121.000 er det ikke bare et tal de har trukket op af en hat. Det kommer fra deres økonomiske model, DREAM, der således tilsyneladende har modelleret hele efterlønsspørgsmålet forkert.

Det betyder formentlig også - og nu bliver det særdeles pinligt - at Vismændenes prognoser på dette område falder sammen. Den økonomiske analyse fra foråret 2010, der specifikt handler om efterløn (fra s. 250). Arbejdsmarkedskommissionens rapport (kapitel 11) har formentlig et tilsvarende problem. I det hele taget har hele talgrundlaget for efterlønsdiskussionen (det baserer sig i sidste ende på DREAM) formentlig været forkert gennem flere år.

Det store spørgsmål er: Hvad betyder dette i sidste ende for den finanspolitiske gevinst ved at afskaffe efterlønnen? Vismændene vurderede, at afskaffelse af efterlønnen ville forbedre finanserne med 16 mia. kr. Hvis dette tal er 50 pct. overvurderet, ligesom deres prognose af udviklingen i antallet af efterlønnere, taler vi snarere om 10-11 milliarder kr, selv med regeringens egne rosenrøde forudsætninger om, hvor mange der kan arbejde.

Det er ganske enkelt en pinlig fejl. Claus Hjort og Vismændene skylder en grundig redegørelse for deres brøler!