Weekendavisens Hans Mortensen og PolitikensKjeld Hybel har begge for nylig haft fat i den omsiggribende brug af ordet 'momentum' i den politiske dækning. Den Danske Ordbog definerer momentum således:

fra engelsk momentum 'fremdrift', af latin movimentum, afledt af movere 'bevæge'.

Begrebet er importeret fra amerikansk politik, hvor bl.a. George Bush sr. troede, at han havde 'the Big Mo', da han vandt det republikanske caucus i Iowa. Altså at man efter en sejr rider på en ustoppelig bølge eller kommer ind i en god cirkel. Succes avler mere succes.

George Bush endte med at tabe til Ronald Reagan alligevel, og talnørdenNate Silver har dokumenteret, at effekten er stærkt overvurderet. Momentum er i praksis ikke eksisterende i vælgerhavet, men lever stærkt i hovedet på Kommentariatet.

Det er naturligvis gefundenes fressen for denne lille klumme, og i vor bedste pseudointellektuelle tradition går vi lidt analytisk til værks for at studere fænomenet. Hvem bruger begrebet? Og er udviklingen stigende? Med andre ord: har 'momentum' momentum?

Se grafikken i stort format.

(Disclaimer: Nærværende undersøgelse er baseret på Infomediaoptællinger. Den er næsten lige så useriøs som Ralphies mediekritik. Det fører for vidt at påpege alle problemerne, blot konstatere at den på stedet ville dumpe en metodeeksamen. Men hvad pokker, it's only rock'n roll!)

Vi ser umiddelbart to ting. For det første er brugen af 'momentum' eskaleret voldsomt. I den første halvanden måned af 2011 er der således tale om mere end 300 pct. stigning. Hvis vi antager, at 'momentum' bevarer sit momentum gennem hele 2011, så vil stigningen blive mere end 2500 pct. For det andet var 'momentum' indtil for nylig i al væsentlighed et Peter Mogensen-ord. Først i 2010 og 2011 er den øvrige del af Kommentariatet kommet med på vognen.

Den voldsomme stigning i hyppigheden af momentum i 2011 hænger i al væsentlighed sammen med dækningen af statsministerens forslag om at afskaffe efterlønnen, hvor han angiveligt skulle have opnået denne forkætrede tilstand.

Kommentariatet udstyrede Løkke med dette momentum, efter at de første målinger viste, at offentligheden tog pænt imod efterlønsudspillet. Thomas Larsen forklarede [ikke online]:
»...det krystalklare budskab i nytårstalen kombineret med en overbevisende optræden i duellen mod Helle Thorning-Schmidt har på forbløffende kort tid ændret statsministerens position. I månedsvis har han været udråbt til den sikre taber af det næste valg, men med sin offensiv har han genskabt sin chance for at erobre magten [...]. Det afgørende bliver derfor, om han kan sanse og tør tro på, at det momentum , som han selv og regeringen har savnet så længe, er opstået«.

Ralf Pittelkow:
»Løkke har sat en ny politisk dagsorden med efterlønnen. Løkke er i dag manden med initiativ og fremdrift - eller momentum , som det hedder på nudansk«.

Peter Mogensen:
»Hun [Thorning] deltager i en gloende debat med en statsminister, der kæmper for sit liv, alt imens han mærker et nyt momentum«.
Men ak. Easy come, easy go! Ilde vundet, snart forsvundet. Her blot en måneds tid efter, at dette brølende momentum ramte statsministeren, er det forbi. I Kommentariatet er der også en vis enighed om, hvem der ødelagde det hele: De Konservative!

Hans Engell forklarer:
»Nytårstalen gav Løkke det momentum, han havde savnet længe. Stemningen var ved at vende. Regeringen var i offensiven. Det holdt, lige til de konservative rullede deres varelager ud. Så når Løkke går rasende rundt i Statsministeriet, er det med denne tanke: 'Satans, at jeg ikke tog det valg umiddelbart efter nytår'«.

Thomas Larsen placerer ligeledes ansvaret. Statsministeren har håndteret debatten fremragende, men De Konservative har forkludret det hele:

»Det har været katastrofalt for Lars Løkke Rasmussen, at han dårligt nok nåede at præsentere sin efterlønsreform, før Lene Espersen (K) kom galt af sted i offentligheden og fik talt om skattelettelser i stedet for. Det gled direkte over i et hårdt opgør om magten i de Konservative, hvor Lene Espersen blev afsat«.

Larsen beretter desuden for Berlingskes læsere, at hensynet til regeringens genvalg aldrig har været rationalet bag efterlønsudspillet. Næh, man vidste skam hele tiden, at det var 'ekstremt risikabelt', men nationens fremtid står på spil:

»Naturligvis har den trængte regeringschef haft et håb om, at han med sine udspil kunne skabe kant til oppositionen og vinde et nyt momentum. Men ingen regeringschef lancerer forslag om at afskaffe efterlønnen, med mindre der er tvingende økonomiske grunde til det. Alle ved, at et sådant forslag er ekstremt risikabelt«.

Nu har statsministeren imidlertid blæst til retræte i efterlønsdebatten. Det store momentum blev ødelagt af de forbandede konservative. Men måske var det store momentum der aldrig? Måske var det aldrig eksisterende i hovedet på vælgerne? Måske var det bare et selvsving af hysteriske kællinger i Kommentariatet?

Nej, den tanke er for langt ude. Så meget kan Kommentariatet ikke tage fejl. Det må være De Konservative, der ødelagde det hele.