Berlingske Tidendes chefredaktør Tom Jensen har på berlingske.dk en udmærket gennemgang af reaktionerne på DR's nye kristne profil i den nye public service kontrakt, hvor blandt andre undertegnede får et gok en passant for at kalde Dansk Folkepartis bestyrelsesmedlemmer for 'sorte korsriddere'.

Det er måske en god anledning til en mere samlet overvejelse omkring religionens rolle i det offentlige rum.

Egentlig er jeg ikke så bekymret for det konkrete tiltag. Dansk Folkepartis manøvre virker på mig mest som en Lex Morgenandagt. DF har villet redde et konkret program nemlig den daglige morgenandagt, der har været presset af, at DR har mistet en sendefrekvens.

Da armslængdeprincippet jo forbyder dem at diktere programmerne (selvom Per Stig Møller tilsyneladende tror, at han er blevet dramachef), har man valgt en bred formulering om 'den kristne kulturarv', der så i en note præciseres til at handle om, at DR skal sende morgenandagt, jule- og påskegudstjenester og den slags.

Fint for mig, det har sikkert et publikum - jeg hører den faktisk ofte selv. Jeg ville heller ikke have et problem med, at DR sendte muslimske fredagsbønner på dansk. Det er der sikkert også licensbetalere, der ville sætte pris på.

Den mere principielle pointe er egentlig den samme som vor forhenværende statsministers: At vi skal passe på, at religion ikke fylder for meget i det offentlige rum. Fogh sagde i 2006 til Kristeligt Dagblad:

Men for mig betyder mindre religion i det offentlige rum, at den enkelte troende så ikke kan insistere på, at de læreregler, de dogmer, den tro, man selv har, skal overføres til andre. Der så skal indrette sig efter de samme dogmer og regler og den samme tro. Man kan have det for sig selv, men man kan ikke pådutte det over for andre.

Det er netop denne pådutten sin private tro på andre, der er problemet - ikke blot i forhold til DR, men i forhold til, at 'den kristne kulturarv' nu skal afspejles i alle mulige politiske eller kulturelle sammenhænge. Giv nu for pokker kejseren, hvad kejserens er.

Sjovt nok var det også synspunktet i Berlingske Tidendes leder 19. februar 2006, hvor statsministeren fik fuld opbakning:

Loven skal sikre religionsfriheden, men religionen skal ikke skrive loven. Det er dette princip, som nu er under pres. Islam er en lovreligion, og det er naivt at afvise, at den splittelse, som i disse år med stadig større tydelighed kan iagttages i samfundet, hænger sammen med islamismens betydelige fremmarch. Det er på denne baggrund, der er grund til at advare mod religionens dominans i det offentlige rum.

Men nu er det åbenbart fint nok i den berlingske chefredaktion. Advarslen mod religion i det offentlige rum gjaldt tilsyneladende kun for Islam. For Kristendom - det er jo kulturarv.

Det er som om, at der er kommet en ny generation af teologer ind i den offentlige debat på frakkeskøderne af Krarup og Langballes indtog i Folketinget. For 10-15 år siden var de gejstlige i den offentlige debat ofte nogle lidt fodformede typer som Kjeld Holm, Flemming Pless og andre, der prædikede næstekærlighed og tolerance i udlændingespørgsmålet.

Nu er de dominerende figurer typer som Kathrine Winkel Holm, Edith Thingstrup og andre, der har en betydeligt mere skarptsleben tilgang til Kristendommens udbredelse i det offentlige rum og generelt står for et mere reaktionært samfundssyn med kvinder tilbage til kødgryderne og lignende.

Lad dem prædike det, de vil. Og lad dem endelig deltage i den offentlige debat. Men fri mig venligst for, at disse rædsomme pastorer skrives ind i min kulturarv eller sættes på piedestaler som stormuftier i det offentlige rum.