Skandalen om den konventionsstridige administration af  statsløses ret til dansk indfødsret har fremprovokeret en ny debat om berettigelsen af Integrationsministeriet, der blev opfundet af Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2001.

Områdets nye minister, Søren Pind, har om ikke nedlagt ministeriet, så i hvert fald sået tvivl om dets eksistensberettigelse under sit nuværende navn. Måske kan det klares med en navneforandring til Assimilationsministeriet, men det giver på en eller anden måde nogle uheldige undertoner. Pointen for Anders Fogh Rasmussen var netop at pakke sin stramme udlændingepolitik ind i en hensigtserklæring om at øget fokus på integrationen.

Socialdemokraten Yildiz Akdogan har også meldt ud, at hun ønsker ministeriet afskaffet og afløst af et Ministerium for Deltagelse. Akdogan mener stik modsat af Pind, at integration smager for meget af assimilation, og at en navneforandring derfor i sig selv vil være positiv. Det forekommer mig at være ren symbolpolitik - hvorfor skulle kulturmødet mellem gamle og nye danske blive smidigere af en navneforandring. De stramme danske regler for udlændingepolitik kommer heller ikke i en regering med Socialdemokraternes deltagelse til at blive betydeligt mere inklusive.

Mest interessant er det dog, at De Radikale også har krævet ministeriet nedlagt. Margrethe Vestager skriver i sin blog her på sitet:

Derfor skal de opgaver, som Integrationsministeriet varetager i dag, fordeles til andre ministerier. Vi skal lade de folk, som har forstand på det, tage sig af information, oplysning og sagsbehandling.

Vi foreslår, at opgaven om visumansøgninger bliver lagt over til Udenrigsministeriet, mens statsborgerskabssager og familiesammenføringer tilgår Justitsministeriet.

Samtidig giver det god mening at lade Beskæftigelsesministeriet tage sig af opholdstilladelser for de mennesker, der kommer til Danmark for at arbejde og studere - arbejdstagere, studerende og EU-borgere - mens Udviklingsministeriet råder over relevant viden til at kunne håndtere sager om flygtninge og asyl.

Altså: Integrationsministeriet skal splittes op for at styrke integrationen.

Når jeg hæftede mig ved dette radikale initiativ, er det fordi det står i grel modsætning til partiets politik i Københavns kommune. Her var det den radikale Manu Sareen - der nu sidder i folketinget som Lone Dybkjærs suppleant - der var foregangsmand for oprettelsen af Integrationsborgmesterposten. En post hans partifælle Anna Mee Allerslev (der tænker bedst, når hun står på hænder) i dag sidder på.

Da posten blev skabt, ræsonnerede Sareen til Politiken:

"Det er vigtigt, at vi får én integrationspolitik i kommunen, som alle følger, og at vi ikke skal ud og opfinde den dybe tallerken, hver gang vi kommer med et nyt initativ ... Vigtigst er det at trådene bliver samlet ét sted..."

Således kan De Radikale argumentere begge veje rundt for at få lidt opmærksomhed. Enten skal trådene samles eller også skal opgaverne spredes til dem, der har forstand på det.

Måske er det vigtigste at fokusere på indholdet af integrationsindsatsen i stedet for navne og administrative opbygninger?