Folketinget vedtog som bekendt enstemmigt, at Danmark skulle deltage i den internationale aktion mod Libyens Moamar Gadaffi. Det er derfor nok også mindre overraskende, at de fleste kommentatorer og iagttagere har støttet indgrebet.

Kun på den yderste højrefløj, symboliseret ved JP's blogger Morten Uhrskov Jensen, finder man en helt fundamental modstand mod krigen, som han kalder 'det totale vanvid':

Der skal såmænd nok være et flertal blandt danskerne, der støtter op om denne selvmordsaktion, der yderligere vil forkorte den vestlige verdens levetid. Sådan må det vel være, når landets eliter har besluttet sig for at kaste sig ud over klippekanten og se, hvad der sker.

Den enstemmige beslutning har imidlertid også skabt røre i Enhedslisten, hvor partiets historiske stemme for dansk deltagelse i aktionen mod Gadaffi nu udløser intern ballade. Partiets kommunikationsmedarbejder Pelle Dragsted har været i mere end syv sind i sin hændervridende tilslutning til aktionen:

Det er desværre sådan, at ingen handling, også er en handling – og det gælder også i tilfældet Libyen. Desuden er det en misforståelse, at tro, at Enhedslisten er et pacifistisk parti. Enhedslistens årsmøde har for flere år siden vedtaget, at vi kan støtte militære aktioner for at forhindre folkedrab og lignende.

 

Christine Lundgaard, der står stod til at blive folketingsmedlem efter et valg [Lundgaard har trukket sig som kandidat for nogen tid siden, km], er imidlertid modstander af aktionen:

Jeg var imod regeringens indkøb af kampfly. Og jeg vil ikke sende dem på togt i Nordafrika.

Lundgaard, der i hvert fald heller ikke er pacifist, når det gælder støtten til terrororganisationen FARC i Colombia, peger på et for venstrefløjen væsentligt dilemma: For hvordan kan man egentlig komme til den erkendelse, at flyangreb kan være nødvendige, men samtidigt blankt afvise at der er brug for jagerfly med angrebskapaciteter?

Jeg er enig i beslutningen om dansk deltagelse i Libyen, men det er på sin vis lidt mærkværdigt, som Berlingskes Tom Jensen skriver, at Danmark ikke har et parti, der repræsenterer det modsatte synspunkt. Det klare synspunkt om, at man ikke løser noget som helst med bomber, som både Enhedslisten og SF for få år siden stod for, har igen stemme. Det gør for mig at se pressens forpligtelse på at se kritisk på krigens konsekvenser endnu større.

Jeg tror, at den kommende proces kan blive temmelig opslidende for Enhedslisten, der før eller siden kommer til at sande at selv 'gode' krige har en pris, og at de nu har et medansvar for denne.

For I tilsagnet til den militære indgriben i Libyen ligger ikke blot . Der ligger også et omfang af tillid til den (amerikanske) militære ledelses evne til at håndtere situationen.

I USA krævede den suveræne skribent Christopher Hitchens tidligt en indgriben, men den generelle stemning er betydeligt mere skeptisk end i Europa - også i lyset af den dystre økonomiske situation. Er det værd at brænde en halv milliard kroner af på Tomahawk-missiler? Mediekommentator Howard Kurtz gennemgår debatten, og konkluderer at situationen indeholder betydelige risici for Obama:

Unless Gaddafi is toppled in a short period of time, this debate—joined by Congress, which Obama circumvented—is going to intensify. And unlike Afghanistan and Iraq, Libya is clearly and unequivocally Obama’s war.

Den relativt kritiske amerikanske indstilling til krigen er også skyllet over i spalterne hos Berlingskes USA-korrespondent Poul Høi, der ligefrem udnævner rationalet bag interventionen til "Politiken-doktrinen", og forudser at optimisterne vil blive skuffede:

Så er det den nye verdensorden? Lever vi nu under Obama-doktrinen - eller Politiken-doktrinen: Er verdenssamfundet »tilbage på sporet« til at »værne om humanitære principper«?

Det er al respekt værd at mene det, men akkurat som med de tidligere koalitioner og alliancer af varme følelser, gode viljer og de villige - så er det en historie med en indbygget skuffelse i enden.