Håndværkerne i de politiske partiers kampagnemaskiner bokser i disse dage med at planlægge valgkampen ned i mindste detalje og træffe de strategiske valg, der skal sikre det maksimale gennemslag for politikernes budskaber under den intense mediebevågenhed. De fleste er gamle rotter, der har mange års erfaring i at navigere i den politiske dagsordens rasende storme.

Men siden sidste valg er mediehavet blevet langt mere uroligt, og partierne ved, at de risikerer at blive kastet rundt mellem bølgerne i tre uger uden at kunne udstikke deres egen kurs. Måske føles november 2007, hvor danskerne sidst var i stemmeboksen, ikke som så forfærdelig længe siden. Men målt i medieår er der imidlertid gået en menneskealder.

Tre tendenser er for alvor slået igennem siden sidste valg, der vil forandre valgkampens natur, og som politikerne må tage bestik af. 



For det første er den traditionelle nyhedsrytme splintret i tusind stykker. Det er blot nogle få år siden, at et nyhedsdøgn gik i en fast cyklus startende med morgenradioavisen, der fandt dagens tophistorie i bunken af aviser, der så gik sin gang videre til tv-nyhederne, mens dagbladenes journalister skrev næste dags historier, så der igen var stof til en ny morgenradioavis. Denne stabile nyhedscyklus var overskuelig for politikerne at operere i.

Netmedierne har ændret denne modus operandi. Dagsordenen flytter sig konstant, og de velvoksne netredaktioner følger selv op på avisens historier i løbet af dagen. Produktionen af nyheder til nettet er blevet langt mere intens. I februar 2011 havde de tre store morgenavisers hjemmesider f.eks. 93 millioner sidevisninger ? en stigning på 50 pct. siden sidste valg.  For partierne betyder den øgede nyhedsproduktion et intenst mediepres.

Mobiltelefonerne vil kime i én uendelighed hos toppolitikere og deres spindoktorer med krav om kommentarer til netmedierne her og nu. Men det betyder også, at mediernes dagsorden bliver langt mere fragmenteret og kaotisk ? der er ikke blot én ?dagens historie? at forholde sig til, men et væld af sideløbende dagsordener og historier, som gør det langt sværere for politikerne at holde fast i et klart budskab.

Den anden væsentlige forandring er udbredelsen af de sociale medier og især Facebook. Ved sidste valg var omkring 300.000 danskere på Facebook, og heraf var omkring halvdelen under 25. Nu har deres forældre også fået en profil, og sitet har i dag 2,6 mio. medlemmer i Danmark, hvoraf to tredjedele er over 25. Det betyder en åbenlys forandring af de sociale mediers værdi som politisk kampagneinstrument.

I 2007 var Facebook primært en måde at nå nogle unge vælgere på med utraditionelle metoder, som da Anders Fogh Rasmussen inviterede sine Facebookvenner med på løbetur under valgkampen. Alle partier satser stort på Facebook i den kommende valgkamp, der giver politikerne en direkte mulighed for at komme ud med deres budskaber til meget brede vælgergrupper uden om de traditionelle mediers redaktionelle filter. Men de sociale medier betyder også nye risici for valgkampens aktører.

De traditionelle medier vil holde skarpt øje med politikernes Facebookprofiler ? DR lancerer ligefrem en hjemmeside dedikeret til formålet ? og der vil efter al sandsynlighed dukke adskillige historier op i valgkampen baseret på uheldige opdateringer fra kandidaterne. Desuden bliver det utrolig vanskeligt for partierne at slå en negativ eller decideret fejlagtig historie ihjel. Når først en historie er ude på Facebook, får den sit eget liv og spredes lynhurtigt til tusindvis af mennesker. Så er løbet kørt.

Den måske væsentligste udvikling kommer imidlertid ikke fra internettet, men fra den gode gammeldags tossekasse ? især TV 2 News. Ved sidste valg var TV 2?s nyhedskanal knap et år gammel og havde ikke rigtig fundet sine ben endnu. Siden 2007 har kanalen fordoblet sit seertal ? over en halv million mennesker ser nu TV 2 News daglig ? og etableret sig som en afgørende faktor i medielandskabet.  Hele den politiske elite er blevet afhængig af kanalen, der kører på ethvert kontor på Christiansborg, på avisredaktioner og andre steder i det meningsdannende Danmark.

TV 2 News har i høj grad overtaget Radioavisens rolle som det dagsordensættende medie. Så selv om fru Hansen i Valby aldrig ser TV 2 News, har kanalen en meget stor indflydelse på de øvrige mediers og politikernes dagsorden.  Nyhedskanalen bliver også omdrejningspunktet for TV 2?s valgdækning, og en håndfuld toppolitikere vil konstant have et tv-kamera til at følge sig. Taler, pressemøder og kampagneevents sendes live, og det mindste fejltrin vil køre i mediernes båndsløjfe. Partierne lægger derfor planer for, hvordan de undgår, at politikerne lader sig tirre af den permanente overvågning eller bliver fanget i uheldige situationer for rullende kamera.

Omvendt rummer den intense dækning også nye muligheder for at få budskabet direkte ud. Hvis toppolitikerne under valgkampen indkalder til et pressemøde, vil det blive sendt live, mens det for få år siden ville blive ignoreret. TV 2?s kommenterende makkerpar Mogensen & Kristiansen vil dissekere valgkampen i mindste detalje, og i et program efter de daglige 22-nyheder på hovedkanalen TV 2 vil kanalen gå bag scenen på begivenhederne ? lidt som når programmet ?AftenTour? samler op på dagens etape i Tour de France hver sommer.

Danmarks Radio satser under valgkampen på at binde nyheder på nettet og i radioen sammen med en intens dækning på DR 1. Her vil magasiner som Horisont og Kontant udgå til fordel for et dagligt valgmagasin bestyret af Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup. Begge kanaler vil desuden byde på et utal af politiske dueller.

Betingelserne for det politiske håndværk under en valgkamp er ændret radikalt siden 2007. Det er blevet vanskeligere at sætte en selvstændig dagsorden, og trykket fra medierne er øget betydeligt. Vinderne bliver de politikere, der bedst forstår at navigere i det nye kaotiske mediebillede, undgår at begå fejl under det konstante pres og udnytter de nye muligheder for at kommunikere direkte til vælgerne offensivt.

[Denne kommentar er også bragt i dagens Politiken].