Efter tre uger i udlandet uden adgang eller lyst til danske medier er det et digert værk, der ligger foran Deres trofaste guide i Kommentariatets vidtstrakte pulterkammer. 

Aviserne fra de tre ugers ferie fortæller ganske klart, at der ikke rigtigt er sket noget. De royale tvillinger fik navne, der lyder som en Regner Grasten-produktion. FCK blev danske mestre. Amalie og Peters ægteskab er annulleret. Jeg har fået ny chef. Og 2020-planen blev lanceret uden de store overraskelser. Med andre ord: Der er ikke rigtigt sket noget i kongeriget. Egentlig en betryggende virkelighed at vende hjem til.

Men sådan spiller klaveret ikke i Kommentariatet. Der kan ikke ikke ske noget. Hele eksistensen afhænger af det, så hele haremmet må som små Scheherazader tage plads i kongens seng og underholde med fortryllende fabler om dristige strategier, skelsættende valg og ildevarslende stilhed før stormen om 2020-planen.

Disse 2020-nætters eventyr fra de sidste tre uger fylder op mod 50 sider på mit skrivebord. Et sådant værk er, i øvrigt ligesom hele Scheherazades samlede skrifter, fuldstændigt ulæseligt i et stræk. I øvrigt er det mig en gåde, at perserkongen holdt ud gennem så mange nætter og ikke på et eller andet tidspunkt sagde, »arh, nu stopper du«, og fik konen halshugget. Ah, but I digress...

Man må plukke, slå tilfældigt ned, give op halvvejs hist og her og lade lyst og kedsomhed agere kompas og sekstant. Lad os, med alle disse forbehold in mente, lade Kommentariatet slå lyren an:

'Den Røde Plan' er en død sild!

Helt præcist ingen i Kommentariatet tror på 'Fair Løsning'. Ralphie siger, den er klasket sammen, Thomas Larsen kalder den sønderskudt, og Peter Mogensen kalder planen ramponeret, men glæder sig over, at S-SF, »som foreslået tidligere på denne plads«, vil fremlægge en revideret plan. Det betyder »return of the cand.polit«. Gad vide, om der er en konkret cand.polit. i tankerne?

Nåh, men hvis Hans Engell har ret, vil skuffelsen så brede sig, når oppositionen fremlægger sin selvstændige 2020-plan, der er skåret over stort set samme læst som 'fair løsning'. Alt tyder på, at S-SF har tænkt sig at ignorere Kommentariatet og holde fast i 'Fair Løsning'. Måske mener de ligefrem stadig det, de skrev, selvom man »på denne plads« og mange andre tilsvarende pladser, der ser verden gennem Jørgen Søndergaards briller, har dumpet den for længst.

For mig at se er 'Fair Løsning' et stykke Rorschach-politik. Det man ser i den, afhænger i høj grad af, hvordan man i øvrigt ser på S-SF-projektet. Der er ganske rigtigt ikke mange helt konkrete forslag i kataloget. Men på den anden side er der stort set ikke den store reform - efterløn og boligskat fraregnet - der efter et valg vil kunne begrundes i 'Fair Løsning'.  I sidste ende er spørgsmålet: Tror man, at Helle Thorning er økonomisk ansvarlig eller ej. Foreløbig er danskerne knap så skeptiske som Kommentariatet.

Pias smertegrænse

Det næste store eventyr i rækken handler om Pia Kjærsgaard. Kommentariatet anser det for sikkert, at Dansk Folkeparti vil acceptere et forlig, der udvander efterlønnen uden at afskaffe den og udskyder folkepensionen. Men hvad er prisen? Og hvor er smertegrænsen for Kjærsgaard og co.?

Niels Krause-Kjær kalder i Berlingske Pia Kjærsgaard for "presset", og Thomas Larsenfilosoferede for nogen tid siden over, at manøvrerummet for DF var ganske lille, og at de mest bidrog med økonomisk tomme eller fordyrende forslag:

Partiet har ligeledes annonceret, at langt flere ikke-vestlige indvandrere skal i job i fremtiden for at styrke samfundsøkonomien, men det er ikke så nemt at opnå i praksis, og regeringen kræver forslag, som giver rigtige kroner i statskassen.

Nu er samme Larsen i dagens Berlinger nået til den konklusion, at disse symbolske forslag er en klog kalkule [ikke online]:

»Næste runde vil handle om, at flere indvandrere skal flyttes fra overførselsindkomster og ud på arbejdsmarkedet ... DF-ledelsen har her en sag, som den kan kommunikere effektivt til vælgerne, og netop disse sager har DF-ledelsen et falkeblik for«.

 

Falkeblik! Hvis døde metaforer var en olympisk disciplin ville Thomas Larsen være Poul Elvstrøm.

Nåh, men Peter Mogensen har en noget anden udlægning, om end vi metaforisk bliver på vingerne. For ham handler øvelsen for DF mest af alt om at undgå, at Løkke kommer til at ligne "en plukket høne". "Er De forvirret?", spørges der, vistnok retorisk.

Margrethes valg

Det sidste eventyr handler om Margrethe Vestager. Der synes at være sket noget i Kommentariatets konsensus omkring hendes rolle.

For få uger siden stod hun stærkt, som Hannibal før Cannae, og Peter Mogensen dramatiserede det ligefrem i en lille enakter. Hans Engell sagde, at "Helle Thorning-Schmidt har brug for at få de Radikale med i regering". Vestager var i en ønskeposition.

Hun kunne bruge sin mulighed for at deltage i et forlig med Løkke til at presse Thorning-Schmidt. Mogensen talte stærkt om hendes 'faneflugt' , der kunne redde VK-regeringen. Ralphie drømte ligefrem om en borgerkrig i rød blok.

Der synes over tid at være blevet betydeligt mere skepsis omkring styrken i den radikale position. Thomas Larsen forudser, at forløbet kan "udvikle sig problematisk - og i værste fald ende med en regulær ydmygelse - af de Radikale".

Kommentariatet har lavet en jiu-jitsu på Vestager.

 - - -

Det lille trick, der holdt Scheherazade i live gennem de persiske nætter, var altid at slutte med en cliffhanger, at standse historierne på de afgørende tidspunkter, og antyde at i morgen ville der ske noget særdeles dramatisk, som kongen ville gå glip af, hvis han lod hende halshugge.

Så hvorfor ikke lade Thomas Larsen få det sidste ord med "Dramaet starter nu":

Thomas Larsen slår også fast, at selvom det bliver rigtig spændende at følge forhandlingerne i dag, så bliver det endnu mere interessant i morgen, når Dansk Folkeparti ankommer til forhandlingerne i finansministeriet.

Det rejser naturligvis spørgsmålet: Hvis dramaet starter nu, hvad laver bunkerne fra Kommentariatet fra de sidste tre uger så på mit skrivebord?