Jyllands-Posten mener, at der nu næsten er enighed mellem VKO og R om en aftale om tilbagetrækning og efterløn med tre hovedelementer:

- Efterlønnen skæres ned fra fem til tre år 
- Man skal vente tre i stedet for to år med at gå på efterløn, for at undgå modregning af private pensioner.
- Forhøjelsen af pensionsalderen begynder i 2015 i stedet for 2019.

Elementerne er endnu ikke officielt bekræftede, og der er endnu ingen, der rigtigt ved noget om indfasningsplanen, og hvordan konstruktionen er omkring 'seniorførtidspension', der i hvert fald i regeringens udgangspunkt var et stort bluffnummer. 

Men hvis aftalen ligner nogenlunde den, JP skitserer, er der ingen tvivl om, at der er tale om et betydeligt bidrag til den finanspolitiske holdbarhed. Hvis aftalen falder på plads, må man betegne det som et parlamentarisk mesterværk af Lars Løkke Rasmussen, der har fået Dansk Folkeparti til at sluge et klokkeklart løftebrud om forringelser af efterlønnen for at få ærkefjernderne i Det Radikale Venstre med ombord, mens De Radikale har accepteret at vende det blinde øje til udlændingestramningerne.

Om de vil det eller ej, er Det Radikale Venstre nu filtret ind i blå blok - Tangled up in blue. Samtidigt er udlændingeforhandlingerne tilsyneladende ved at falde på plads, hvor Kristendemokraterne igen kan få en birolle som partiet, der bringer flertallet hjem.

Vejen er dermed banet for et forsommervalg. Statsministeren kommer reelt til at vælge nu: Enten at slå til, mens forvirringen mellem R og S-SF er størst, eller vente til fremlæggelsen af finansloven, hvor han igen kan begynde at bruge penge på sundhed, velfærd og evt. nye skattelettelser. Men det klogeste ville være at tage valget nu.

Hvis forliget indgås, er der ingen tvivl om, at den radikale leder vil blive hyldet på lederpladserne i Berlingeren og Jyllands-Posten. I baglandet vil man møde partilederen med stående klapsalver i nostalgisk længsel efter rollen som tungen på vægtskålen.

Men situationen er ikke uden vanskeligheder for De Radikale. 80 pct. af partiets vælgere ønsker radikal deltagelse i en rød regering, og hvis det begynder at blive usikkert om en stemme på De Radikale nu også i praksis er en stemme på en ny regering, så kan vælgere begynde at sive.

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har ikke mange muligheder for at operere nu. Partiet vil forsøge at sætte fokus på Dansk Folkepartis og Venstres forringelse af efterlønnen og holde tand for tunge, når det gælder Vestager. Men vreden mod Vestager er simpelthen for stor i baglandet til, at der kan lægges låg på kritikken gennem en hel valgkamp.

Det er umuligt for S-SF at acceptere det blå forlig - i hvert fald før et valg. Helle Thorning vil gennem hele valgkampen være nødt til at holde sig til nogle formuleringer om, at det nu er danskerne, der afgør efterlønnens skæbne, mens hun afværgrer en kaskade af hypotetiske spørgsmål: Kan hun leve med det blå forlig efter valget? Vil De Radikale kunne deltage i en regering? Vil hun udskrive nyvalg, hvis ikke hun får Vestagers opbakning til sin økonomiske politik?

Svaret på alle spørgsmålene er »det afgør danskerne«, eller som Nyrup formulerede det, da CD forud for folketingsvalget valgte at pege på Uffe Ellemann-Jensen: »CD har truffet deres valg. Nu må vælgerne træffe deres«. Det var ikke den situation Thorning-Schmidt havde håbet at stå i.