Det tog rundt regnet 48 timer, før Socialdemokraterne og SF kollapsede i den nervekrig, der har udspillet sig med Det Radikale Venstre, siden VKOR-forhandlingerne gik ind i en afgørende fase.

Dermed gik det præcis, som Vestager havde gamblet på: At lyden af de raslende nøgler til ministerbilerne ville overtrumfe den ellers så stålsatte garanti for, at en S-SF regering ville holde fast i essensen af 2006-reformen af efterlønnen.

Da S-SF satte Vestager stolen for døren og præsenterede deres skattepolitik som et fait a complit, som De Radikale kunne få lov at stemme for, sagde Vestager »rend og hop«. Nu, hvor Vestager præsenterer S-SF for en efterlønsreform, der ikke kan ændres, sagde Villy og Helle, »Nå, okay, hvis det er nødvendigt for, at vi kan blive ministre«.

Med et fingerknips er man klar til at ændre alt, hvad man har sagt gennem de sidste par år. Er der overhovedet ingen politisk rygrad tilbage?

Forløbet vil i hvert fald - uagtet at jeg er uenig - give vind i sejlene til det billede af Thorning, som Henrik Dahl pt. turnerer med, og som de borgerlige nu vil sætte alt ind på spreder sig.

Man kan med frygte, at Niels Krause-Kjær får ret: Thorning kan blive en historisk svag statsminister.

Men hvad er det, S-SF siger?

Jo, hvis det rene røde flertal – S, SF, Ø – manifesterer sig, så vil 2006-modellen blive bevaret. Skulle man være afhængig af De Radikale, er man klar til at danne regering og implementere det forlig, der formentlig kommer, selv om man vil kæmpe med de famøse næb og kløer for at gøre forringelserne mindst mulige.

Det er klart, at den radikale strategi har givet S-SF store vanskeligheder, men jeg må sige, at jeg er enig med Claus Hjort Frederiksen: »Det er en mærkelig omvendt måde at føre politik på«. For mig at se burde S-SF i det mindste afvise at regere på det blå forlig og insistere på ny forhandling om tilbagetrækning mellem partierne i et nyt flertal.

Den sikre konsekvens er i hvert fald, at planen om længere arbejdstid er død. Grundkonstruktionen i Fair Løsning var, at efterlønnen blev bevaret, men at folk til gengæld skulle arbejde længere. Det ville i sig selv være svært for fagbevægelsen at sælge den deal til medlemmerne. Med en forringet efterløn er det umuligt.

Spørgsmålet er, om der udelukkende er tale om et brandudsalg, eller om S-SF kan nå at sy et nyt sæt tøj til kejserinden? Der skal ihvert fald arbejdes mere end 12 minutter i skrædderiet...