Så kom forliget. Der bliver rig lejlighed til at analysere på kryds og tværs i de kommende dage, men tillad mig et par refleksioner over Dansk Folkepartis salg af forliget til vælgerne. Det bygger på tre fundamentale løgnehistorier.

Det er selvfølgelig helt efter bogen, at oppositionen vender skytset mod Dansk Folkeparti og deres løftebrud i det LO allerede har døbt ”fredag d. 13 forliget”, og mon ikke de første annoncer allerede er i trykken?

Men jeg har egentlig ikke de store problemer med netop den dimension, der hedder løftebrud. Hvis man er imod kontraktpolitik som landets primære politiske modus operandi, så må det naturligvis også gælde Pia Kjærsgaard, at hun har muligheden for at revurdere situationen i lyset af begivenhedernes gang.

Mine indvendinger går – udover selve indholdet -  først og fremmest på det ulidelige spin, som Pia Kjærsgaard forsøger at sælge forliget med, for at dække over at hun sammen med VKR sender regningen for Danmarks strukturelle problemer til de lavestlønnende alene.

Den første løgnehistorie er, at hele situationen fra 2006 er ændret på grund af finanskrisen. Ak, ak, det ville være skønt om man kunne have bevaret efterlønnen med de ændringer, der var aftalt i velfærdsforliget, men efter finanskrisen var der desværre ikke noget at gøre.

Vrøvl.  For det første har det intet med finanskrisen og budgetunderskuddet at gøre. Der er hveken blevet flere eller færre potentielle efterlønnere pga. finanskrisen. Efterlønnen er et langsigtet strukturproblem, er handler om en fremtidig mangel på arbejdskraft, ikke et konjunkturproblem. Hvis finanskrisen har nogen betydning er det den stik modsatte – at indgrebet er blevet mindre aktuelt pga. af den betydeligt større ledighed. Tag ikke mit ord for det, men bankernes stikirenddrenges.

Det andet svindelnummer er, at der ganske enkelt ikke var andre muligheder end at barbere efterlønnen, og så måtte et ’ansvarligt’ parti som Dansk Folkeparti træde til. Vrøvl. Der var masser af andre muligheder fra boligskat over arbejdsmarkedsreformer til de enorme skattelettelser, som partiet har gennemført sammen med regeringen.

De to store spareplaner, som Dansk Folkeparti har medvirket til – halveringen af dagpengene og barberingen af efterlønnen – rammer begge lavindkomstgrupperne: Mennesker, der er på arbejdsmarkedet – ikke passive overførselsindkomstmodtagere.  Efterlønnen er ganske vist en overførselsindkomst, men en som danske lønmodtagere i stort omfang selv har betalt.

Men det mest groteske er alligevel, at Pia Kjærsgaard bilder vælgerne ind, at hun er helten, der reddede efterlønnen. Jamen, vi sad der med 3 partier, der ville afskaffe efterlønnen, og så reddede vi tre ud af fem år. Den enkle sandhed er, at Pia Kjærsgaard bare kunne have holdt fast i velfærdsforliget. Hvis Pia Kjærsgaard havde holdt fast i forliget, og insisteret på, at pengene skulle skaffes andre steder end efterlønnen, var der ingen forringelse sket.

Det svarer til, at Pia skubber efterlønnerne ud foran en lastbil, og forventer taknemmelighed for, at hun bagefter ringer efter en ambulance.