S-SF har fundet sine ben i diskussionen om efterlønnen ved at lægge op til 'en folkeafstemning om efterlønnen'. Nu er det op til vælgerne, hvad der skal ske.

Hvis der efter valget fortsat er VKOR-flertal - hvad alt tyder på - så vil S-SF acceptere det blå efterlønsforlig. Man vil "påtage sig ansvaret", som Helle Thorning-Schmidt højstemt formulerer det, og arbejde videre på basis af det nye oplæg "Fair Løsning 2020". Skulle S-SF-Ø opnå 90-mandater - det man i gamle dage romantisk kaldte arbejderflertallet - vil modellen fra velfærdsforliget stå fast.

Det er muligvis en fin retorisk løsning på den klemme, VKOR-forliget satte den øvrige oppositionen i. Men i realiteten er det ikke politisk muligt blot at vende tilbage til 2006-modellen.

For det første tyder meningsmålinger jo på, at de radikale fortsat vil være nødvendige for et regeringsskifte, og her har Villy og Helle på forhånd lagt sig fladt ned: Så får De Radikale denne model, der så kan modregnes i kravene til trepartsresultatet - faktisk er der et lille overskud i forhold til de 15 mia., der skulle findes sammen med fagbevægelsen.

Men selv hvis 'arbejderflertallet' skulle materialisere sig, er det ikke muligt at skrue tiden tilbage til 2006. Selve forudsætningen for velfærdsforliget var, at det var bredt funderet, så der var 'ro' om efterlønnen, og folk i god tid kunne omstille sig.

Nu er ånden ude af flasken, og der er mildest talt ikke ro om efterlønnen - uanset om S-SF skulle have styrken til at undgå forringelser kan en langsigtet efterlønsmodel ikke hvile alene på Enhedslistens stemmer.

Villy Søvndal siger så på dagens pressemøde: jo, jo, men måske Pia Kjærsgaard vil være med til at redde efterlønnen pr. efterkrav, eller måske kan regeringen ikke blive enige med Liberal Alliance.

Man kan sige meget om både Kjærsgaard og Samuelsen, men ingen af dem er politiske idioter og vil næppe lade sig indrullere som nyttige idioter i SF's strategi.

Realiteten er, at S-SF har accepteret det blå forlig, hvis De Radikale er nødvendige for regeringsdannelsen. Og selv hvis de ikke er, er de piskede til at finde et nyt bredt grundlag for efterlønnen, hvis de vil bevare den i praksis.

Hvis de udviser tilstrækkelig politisk kreativitet, behøver det ikke været en katastrofe: Fx kan man overveje modeller, hvor de tabte efterlønsrettigheder konverteres til uddannelse eller andet.

Men konstruktionen fra 2006 er braset sammen med Dansk Folkepartis beslutning om at acceptere tre års efterløn. Den kan ikke genopbygges.