Mens Dansk Folkeparti brød løftet om ikke at forringe efterlønnen, kan man ikke sige det samme om SU-området, hvor Dansk Folkeparti holdt løftet om ikke at afskaffe SU til hjemmeboende på ungdomsuddannelserne - cafépengene - i den nye aftale "To streger under facit", der blev indgået forleden.

Den regnelærerinspirerede titel er faktisk ganske velvalgt. Der er tale om en aftale med 0,0 procent uddannelsespolitiske ideer. Det er blot et regnestykke, der skal gå op med fiktive milliarder for at nå til de forkætrede 47 mia. kr, der som bekendt skal redde vælfærdssamfundet. Nogle gange med helt luftige løfter, f.eks. om at man vil forhandle sig til rette med de øvrige lande om, at Danmarks bidrag til EU skal sænkes med 1 mia. Hvordan forestiller man sig, at de andre går med til det? Det får næsten S-SF's trepartsaftale om øget arbejdstid til at fremstå som mejslet i granit.

Den korte version af forliget på SU er, at cafépengene bevares, der klippes et år af SU'en, og studerende får mulighed for at arbejde mere. Hokus-pokus, det "skønnes" at bidrage med en milliard, primært fordi de studerende vil blive hurtigere færdige med deres uddannelse. Hvordan de skal blive det, når de arbejder mere på caféer og som telefonsælgere er mig ganske ubegribeligt.

Under alle omstændigheder: SU-delen af forliget er en ren spareøvelse på et af de eneste områder, hvor vi ikke har råd til at spare. Hvis man endelig skal, er café-pengene faktisk det bedste at spare væk.

Det ville være velgørende med en reel SU-reform, hvor de studerende fik en reel tilskyndelse til at blive hurtigere færdig, og hele området fik et grundigt eftersyn. Men det må vi kigge langt efter. Regeringen ser det som et område, der kan barberes i ny og næ for at få råd til skattelettelser. S-SF vil reelt intet foretage sig, når det gælder SU - her fik SF, som Politikens Jakob Fuglsang afslørede sidste år, nedlagt veto mod forandringer. Og de ellers så reformbegejstrede radikale ser vist heller intet behov for at lægge sig ud med de studerende.

Der er behov for en omfattende SU-reform. Tilsyneladende kan politikerne ikke bidrage med meget andet end besparelser eller status quo.