Henrik Sass Larsens udtalelser til Information i sidste uge om skævheden i mediebilledet satte en debatlavine i skred - ikke mindst i Berlingske, Jyllands-Posten og Børsen, som var de medier, Henrik Sass truede på pengepungen - en udtalelse han senere forklarede var ironisk ment. Men grundkritikken fastholdt han: Mediebilledet er skævt, og det ville gavne den demokratiske debat, hvis det blev rettet op.

Der er forbløffende få 'venstreorienterede' i bredest mulige forstand, der deltager i den offentlige debat som kommentatorer eller politiske meningsdannere. Men er det den borgerlige presses skyld?

I  Børsen gav debatredaktør Christopher Arzrouni  - Foghs gamle taleskriver - på sin vis Sass ret, men vendte rundt på kausalforholdet. Det er ikke, fordi medierne er borgerlige, at vi hører så få venstreorienterede, men fordi de fleste venstreorienterede er for dumme til at kunne optræde som kommentatorer i medierne. Og det er i hvert fald ikke lykkedes Børsen at finde nogen, der kan udfordre verdensbilledet.

I dagens papir-Politiken pryder samme Arzrouni en stor annonce, hvor Politikens læsere får dette tilbud: »Vær hamrende uenig - helt gratis i 3 uger«. Her hedder det videre:

»Nu er der mere at være uenig i på de laksefarvede sider. I forreste linie chefredaktør Anders Krab-Johansen og debatredaktør Christopher Arzrouni. Henrik Fogh Rasmussen skriver om internationale forhold, Steen Thomsen helliger sig dansk erhvervsliv, og Thomas Bernt Henriksen holder vågent øje med økonomien. Nikolaj Gammeltoft kommenterer internationale erhvervsforhold, mens Michael Kristiansen tager sig kærligt af dansk politik«

Der mangler næsten kun Michael Laudrup på sporten, før holdopstillingen i Børsen ligner et who's who fra CEPOS stiftende generalforsamling. Mens eventuelle Politiken-abonnenter, der måtte lade sig friste af Arzrounis tilbud kan forvente at være hamrende uenige, kan Børsens egne kernelæsere sidde og være hamrende enige og klukke let bag windsorknuden.

Det er farligt i den borgerlige presse at lægge sig ud med kernelæserne. Den aktuelle fejde på Jyllands-Posten er, som Niels Krause-Kjær henleder opmærksomheden på, et illustrativt eksempel. Avisens læsere vil ikke udfordres. De vil bekræftes i de national-konservative grundholdninger, der er årsagen til, at de abonnerer på avisen. Det får de da også i spandevis grad. Ralf Pittelkow, der forleden selvopofrende forslog en skat på surhed, der formentlig vil ruinere ham selv, er altid leveringsdygtig. Pittelkow er den eneste i dansk presse, der konsekvent hævder, at den politiske journalistik er konsekvent politisk farvet af det, han kalder »Journalistisk Venstreparti«.

Lars Olsen, der med sine jævnlige klummer er JP's politiske figenblad, bekriver, hvordan der i spørgsmålet om efterløn var fuldstændig enighed i dansk dagspresse. 

På Berlingske nærmer det sig det hysterisk morsomme, når Lisbeth Knudsen salvelsesfuldt erklærer:

»Vores debatsider er ikke unaturligt præget af mennesker, som har lyst til at debattere i lige netop denne avis, mens andre foretrækker andre fora. Vi har ikke set skyggen af et debatindlæg fra Sass Larsen, og intet er blevet afvist fra han hånd. Det kan mange af hans kolleger skrive under på, for de har nemlig optrådt i debatten i denne avis«.

Journalistikken er i udgangspunktet hverken rød eller blå - så langt er jeg enig. Men ser man på avisens tilknyttede  kommentatorer - som specifikt er dem Sass Larsen sigter til - er der vist næppe nogen tvivl: Bent Blüdnikow, CEPOS-bestyrelsesmedlem Claes Kastholm Hansen, Kasper Støvring, Anne-Sophie Hermansen, Kathrine Lilleør, Niels Krause-Kjær, Jacob Mchangama. For mig at se kører Berlingske i disse år en linje, der går i en markant business-borgerlig retning - og fred være med det. Men hold da op med at foregøgle noget andet.

Man kan selvfølgelig sige noget lignende om Politiken i den forstand, at avisens meningsdannerkorps også afspejler avisens socialliberale grundlag. Og himlen skal vide, at vi også jævnlig får bøllebank det. »Systemet Politiken« og »Partiet Politiken« er blot nogle af de mærkater, som borgerlige politikere og kommentatorer jævnligt sætter på denne avis. Danmarks Radio er blevet så skræmt af den systematiske beskyldning for at være »røde lejesvende«, at man er stiv af skræk for at kritisere magthaverne. Og borgerlige politikere har ikke blot truet DR på pengepungen, men gjort alvor af truslerne. Morten Messerschmidt fik en politisk karriere ud af at tampe løs på DR. 

Men når så en rød politiker kalder mediebilledet skævt - et åbenlyst rigtigt synspunkt - så falder der brænde ned. Det er ligefrem uhyggeligt, siger Per Stig Møller, der selv truede DR med privatisering på grund af utilfredshed med dækningen af Irak-krigen. Ligesom Sass Larsen forklarede Per Stig Møller, at det blot var en spøg. Men Møllers spøg var i hvert fald tvetydig nok til, at Brian Mikkelsen ikke forstod den.

Faktum er, at Danmarks tre store morgenaviser er hhv. national-konservativ, business-liberalistisk, og socialliberal. Og det er også et faktum, at mediestøtten, som vi kender den, er med til at fastholde de eksisterende aktører på markedet. Som vi over de sidste år har fået demonstreret gang efter gang, er det i praksis umuligt at starte en ny avis i dag. Det er også svært at bygge noget op på nettet, som fagbevægelsen har måttet sande med sin satsning på avisen.dk, hvis fremtid nu er til diskussion. Men selv med en omlægning af mediestøtten er det formentlig vanskeligt, når man skal konkurrere med public service-stationer som DR og TV2, der begge har massive netsatsninger.

De fleste medier tænker mere i målgrupper end i politik. Her på avisen skriver vi som bekendt feministisk bøsseævl til dem, der nu synes om det, på JP skriver de til de borgerligt-nationalkonservative og Berlingeren til det højborgerlige business-Danmark. Når der ikke er et »venstreorienteret« medie, der kan løbe rundt, så er det jo på grund af den udtalte mangel på fordelingsmæssigt venstreorienterede avislæsere.

Danske aviser skrives uanset det politiske ståsted primært af den øvre middelklasse til den øvre middelklasse. Og det er uden tvivl der, den mest udtalte skævhed i mediespektret kan spores.