Efter folketingets afslutningsdebat i går er det - selvom politikerne endnu har et par uges arbejde tilbage - tid til at gøre status. Hvem klarede skærene bedst i det forløbne år? Hvem fik sin politik igennem, og hvem gik til bunds i meningsmålingerne. Her er min vurdering af partiernes indsats i det forløbne år fra bund til top efter den nye karakterskala:

Konservative: 00

De konservative har haft et sandt annus horribilis. I januar måtte Lene Espersen forlade formandsstolen på grund af for meget tid i liggestolen. Siden har Lars Barfoed rettet skuden noget op - i stedet for en halvering ser det nu kun ud til, at kun en tredjedel af stolene i det konservative gruppeværelse kan undværes efter næste valg. Partiet har nået et vigtigt politisk mål med beskæringen af efterlønnen, men scenen blev stjålet af Lars Løkke og Margrethe Vestager.

Kristendemokraterne: 2

Per Ørum Jørgensen har fået et par hospicepladser og en værdiløs værdikommission ud af at agere støtteperson for regeringen. Men da det gjaldt en genåbning af sygehusplanen sagde regeringen stop, og fik Pia Christmas-Møller med i stedet. Hvis Ørum Jørgensen faktisk havde reddet Holstebro sygehus havde strategien om at vinde et kredsmandat i Vestjylland måske været plausibel. Det synes den ikke længere. Det er fortsat forbundet med stort set samme usikkerhed at forudsige jordens undergang, som Kristendemokraternes tilbagevenden til folketinget som andet end asyl for frafaldne konservative.

Dansk Folkeparti: 4

Pia Kjærsgaard har i tilbagetrækningsforhandlingerne for første gang i mange år måttet acceptere ikke at være den helt centrale aktør - og at blive pressemæssigt og parlamentarisk udmanøvreret. Partiet fik sin øgede grænsekontrol, men prisen blev for 17 fremtidsmilliarder efterløn. Endnu har vælgerne ikke massivt straffet Kjærsgaard for sit løftebrud. Men hun har accepteret at gå ind i valgkampen med en massiv klods om benet for at redde Lars Løkke Rasmussen. Og ved samme lejlighed har hun ageret fødselshjælper for den radikale renæssance. 

SF: 4

Hvad skal man egentlig sige om SF? Ser vi på tallene alene, ser det jo fint ud. Partiet holder skansen på det historiske valgresultat fra 2007. Alligevel er det som om, både glans og teflon er ved at blive slidt lidt af SF'erne. De politiske udspil - fx partiets vækstplan - er blevet pænt modtaget, men Villy-kulten synes noget på retur. Løjtnant Ole Sohn fik et ordentligt gok i troværdigheden, da DKP-fortiden igen blev rullet op, og partiet måtte sluge endnu en kamel på vejen mod regeringskontorerne med S-SF's pointsystem.

Socialdemokraterne: 4

Socialdemokraternes 2010-11 sæson har været historien om mislykkede operationer, som patienten alligevel på mirakuløs vis synes at overleve. Sommerferiens skattesag viste sig nærmest at blive en fordel for Thorning-Schmidt, der fik vist, at hun står stærkt, når det blæser. Der er ingen tvivl om, at Thorning lige nu er storfavorit som landets næste statsminister. Men den radikale medvirken i efterlønsforliget har markant begrænset det politiske rum, hun har til rådighed efter valget.

Liberal Alliance: 7

Efter et imponerende gennembrud, mens den konservative krise var på sit højeste, er det på det seneste gået noget ned af bakke for Samuelsen og co. Partilederen selv har udstillet sit iltre temperament i et par tåkrummende tv-optrædender. Efter at statsministeren trillede efterlønnen ind på den politiske scene er partiet forsvundet lidt ud af rampelyset. Men der er ingen tvivl om, at Liberal Alliance kommer ind med et pænt resultat for et parti, der fra begyndelsen var afskrevet af de fleste (ikke af undertegnedeby the way).

Venstre: 7

Det lykkedes Lars Løkke Rasmussen at gennemføre den forringelse af efterlønnen, der lignede en dødssejler ved nytårstalen gennem en flot stykke parlamentarisk arbejde, der samlede de naturlige arvefjender DF og R. Men som valggrundlag har manøvren indtil videre været ubrugelig - på trods af en vis stabilisering i meningsmålingerne for Venstre, er returvejen til Statsministeriet stadig op af bakke. Bortset fra efterløn er de fleste af Statsministerens politiske initiativer - bl.a. den stort anlagt reform af folkeskolen - løbet ud i sandet.

Enhedslisten: 10

Det har længe været et mysterium, hvordan SF kunne foretage sit herresving til højre, uden at nogle vælgerne raslede ud af bussens bagdør. Men efter debatten om pointsystemet, hvor S-SF udviklede deres eget system, fik liste Ø endelig hul på bylden. Partiet har rundt regnet fordoblet sin tilslutning og er gået fra nedrykningsfare til en placering solidt over stregen. Samtidigt har partiledelsen fået tilslutning til, at partiet fremover kan stemme for Finansloven - en manøvre, der vil give ledelsen bedre muligheder for at opnå resultater som støtteparti for en S-SF regering. Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ligner ikke en vred studenterpolitiker mere, og da slet ikke en, der bare kan sendes efter kaffe.

Det Radikale Venstre: 12

Ingen tvivl: Det Radikale Venstre tager med sin sidste store parlamentariske sejr pokalen i den politiske sæson 2010-11. Partiet har fået beskåret efterlønnen markant, uden at vælgerne har tildelt dem et medansvar for DF's grænsepakke - der gik med andre ord ikke Bondam i den for Vestager. De Radikale satsede benhårdt på, at Socialdemokraterne ville være nødt til at acceptere det blå forlig - og vandt. Nu kommer de øvrige mærkesager rullende en for en som "krav" til en S-SF regering: Boligskat, lavere topskat og de andre radikale klassikere, som S-SF ikke længere bare kan afvise med, at det ikke kommer til at ske. Mon ikke det næste radikale krav bliver lempelse af udlændingereglerne? Det særligt elegante ved den radikale manøvre er, at de har bragt sig i en position, hvor ingen rigtig skyder på dem. Blå blok roser dem for 'ansvarlighed', og rød blok insisterer i stigende grad i strid med sandheden, at der er mere der samler, end der skiller. Fogh viste, at Danmark kan regeres uden Det Radikale Venstre. Vestager er ved at vise, at den tid måske er forbi.