Assimilations- og frihedsminister Søren Pind giver den igen gas i kampen mod politiserende eksperter. For nogle få måneder siden gik det ud over den "manisk presseliderlige" juraprofessor Claus Haagen Jensen, og nu er det så statskundskabsprofessor Marlene Wind, der får øgenavet halv-vind af ministeren. Fra sin side af sandkassen skyder professoren tilbage og siger, at hun ligeså godt kunne kalde ministeren for Vissen-Pind. Ah, borgerlig offentlighed når det er bedst.

Når det er sagt, har jeg ingen som helst problemer med, at politikere går i clinch med eksperter. Det kunne, hvis det lige nåede et par skridt ud over børnehaveniveauet, være velgørende at få et opgør med eksperterne som neutrale overdommere. Vi har brug for, at også fagfolk deltager i den offentlige debat, og det kan sjældent ske på et 100 pct. objektivt grundlag.

Derfor er det helt utilstedeligt, at Pia Kjærsgaard nu lancerer en Wind-vendetta, der kan skræmme andre fra at deltage. Beskeden er klar: Hvis du er uenig med regeringen er du færdig! Hvis du ukritisk efterplaprer dem, kommer du på finansloven som Bent Jensen og Bjørn Lomborg.

Men det er omvendt klart, at eksperter må vænne sig til, at de også vil blive sagt imod - især når man bruger så farvet et sprogbrug som Marlene Wind.

Men lad os se på indholdet af kritikken. Hvad er det egentlig Wind har sagt, der har udløst Pinds titaniske vrede? Jo, i første omgang handlede det om vurderingen af forslagets baggrund.

»Det er som jeg vurderer det ren og skær valgflæsk. Det her handler om at man kæmper om nogle vælgere og man appellerer til den laveste fællesnævner og den indre svinehund.«

Okay, Pind har jo åbenlyst ret i, at der ligger en åbenlys politisk vurdering i anden halvdel af sætningen, hvor hun gætter på regeringens og DF's motiver. Wind er på mange måder selv ude om misforståelserne med sit lidt svulstige ordvalg. Men det er jo korrekt, at grænsepakken er valgflæsk i den forstand, at den har mere indenrigs- end udenrigspolitisk betydning.

Til Ritzau forklarer Wind endvidere, at regeringen er i grænsepanik. Her vurderer professoren, at forligspartierne kører et dobbeltspil:

 

 - Der er tale om to fuldstændigt forskellige budskaber. I den danske udgave taler man om personkriminalitet og sætter dermed spørgsmålstegn ved Schengenaftalen. Men i den udenlandske version taler man om told og varer, siger Marlene Wind.

Her er Winds udsagn jo objektivt korrekt, hvilket man kan forvisse sig om ved at se hhv. den danske tekst og engelske udlægning.

Forvirringen er helt bevidst fra regeringens side. I forhold til den danske offentlighed får Pia Kjærsgaard lov at postulere en stram udgave af aftalen, mens regeringen forsøger at nedtone de nye regler over for omverdenen i et forsøg på at mindske skaderne for Danmarks omdømme.

Debatten har visse fællestræk med økonomernes selvransagelse, ovenpå de mange mere eller mindre politiske vurderinger af rød og blå plan, hvor bl.a. socialdemokraternes Nick Hækkerup har brokket sig over, at bankøkonomerne fylder så meget i debatten. Men der er en væsentlig forskel. Bankerne har en klar objektiv interesser i at modarbejde et regeringsskifte og kan derfor aldrig regnes som uafhængige eksperter.

Her kan regeringen sjovt nok godt bruge eksperterne, da de fleste støtter regeringens politik. Som Venstres Torsten Schack Pedersen skriver:

I sidste uge fremlagde S og SF så deres længe ventede 2020-plan. Det var en tam oplevelse. Fortsat budskabet om de 12 minutter, som ingen længere tror på. Stigende skatter og luftige ønsker om stigende beskæftigelse uden konkrete tiltag betyder, at der ikke findes en eneste uafhængig økonom i Danmark, som kan se noget perspektiv i planen.

Hvis man skærer al personfnidderen fra, må man til gengæld spørge Schack og resten af regeringen: Findes der en eneste ekspert, der tror på, at regeringens nye grænseaftale vil betyde en klar forbedring af indsatsen mod organiseret kriminalitet, menneske- eller narkosmugling? Findes der en eneste uafhængig ekspert, der ikke deler substansen i Marlene Winds kritik - om end den er udtrykt i lovligt politiske vendinger?