Uha, uha. Det var ikke kun Kim Bildsøe og Jes Dorph, der røg i vandet i går.

Dansk Folkepartis normalt usvigeligt sikre sans for strømningerne i folkedybet svigtede fatalt i går, da partiet, i et tilfælde af utrolig dårlig timing, foreslog besparelser på ulandsbistanden samme dag som vel en million danskere eller mere sad klistret til det store DR/TV2 indsamlingsshow, og indsamlede et trecifret millionbeløb til Afrikas Horn.

Og som om det ikke var nok, fik hun en kold spand vand i hovedet af Lars Barfoed, der indgik en alliance med De Radikale, om samarbejde henover midten.

Man må give Barfoed, at det er et strategisk mestertræk: Fra en perifer position er han nu rykket ind midt i på valgkampens scene. Både Pia Kjærsgaard ogJohanne Schmidt-Nielsen raser. Det er lige præcis den position K og R, gerne vil være i.

Venstre, var ikke orienteret om aftalen, og har svært ved at finde en grimasse, der kan passe. Mens Løkke forsøger, at se glad ud og sige, at han gerne så et ”endnu bredere samarbejde, hvor også Socialdemokraterne melder sig ind i kampen”, aflyser Claus Hjort bredt samarbejde med netop S.

Vestager havde til gengæld orienteret Thorning, der tog pænt mod aftalen, der heller ikke ligger langt fra en af hendes faste politiske fraser: ” den ene dødssyge blokpolitik ikke skal erstattes af en anden”, sagde hun så sent som på Socialdemokraternes sidste kongres. S-ledelsen betragter det som en klart strategisk mål at lave forlig med De Konservative og isolere Venstre.

Og så er der Pia Kjærsgaard. Man kan ikke fortænke hende i at være godt knotten! Nu tog hun den store risiko overfor sine vælgere, og reddede regeringen ved at afskaffe efterlønnen. Og det her er takken?

Alligevel virker Pia Kjærsgaards reaktion uigennemtænkt. Selvom Barfoeds stunt er skarpere end sædvanlig, er der intet nyt i, at VK forsøger at lægge luft til DF under valgkampene. Men når hverdagen melder sig vender det nære samarbejde tilbage igen. Sådan vil det også blive denne gang, hvis der skulle blive blåt flertal.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at Barfoed og sikkert mange venstrefolk helst ville samarbejde med R. Problemet er, at der ikke er og ikke kommer et blåt flertal uden om Dansk Folkeparti. De anstændige borgerlige kan drømme nok så hede drømme om VKR+Liberal Alliance, men det vil aldrig komme i nærheden af 90 mandater.

I realiteternes verden er der intet ændret for en eventuel ny Løkkeregering, der kun har to store forligsmuligheder i folketinget – enten med S eller med DF. Løkke og Barfoed hænger på Pia Kjærsgaard på godt og ondt. I praksis er det rent blålys

Løst og fast:

”Første gang glemmer man aldrig”. Åh, ja, dengang man var ung og famlende

VU til kamp mod ’røde lænker’

De lækreste mænd i folketinget – well, det er nok en smagssag.

Dagens citat:

” Nu har jeg brugt så mange år på at slippe væk fra Det Radikale Venstre - og nu indhenter de mig bagfra... :-) :-)”

- Naser Khader på Facebook

Dagens Sang:

Sig, hvad du vil om Dansk Folkeparti: Deres valgsang er genial. Advarsel: Den er umulig at vride ud af øregangene. Og så er MF Kim Christensen da også blevet kendt for et eller andet. ”Sæt dig ned og lyt engang – til en fædrelandssang”.