Lidt fakta i forlængelse af Dagens Valg om Lars Barfoeds afsværgelse af blokpolitikken. Lad os se på de nøgterne muligheder for brede flertal med udgangspunkt i mandatfordelingerne i et hhv. et blåt og et rødt scenarie.

Det blå scenarie.

Lad os nu antage, at miraklet indtræffer som i 1998. Efter en fantastisk valgkamp trækker statsministeren et valgresultat hjem, der ligner Gallups måling fra fredag aften. Efter forskellige politiske forviklinger på Grønland og Færøerne får Venstre overraskende 2 nordatlantiske mandater, Konservative 1, og Socialdemokraterne 1. Det ville give sejr til blå blok med mindst mulig margen og denne mandatfordeling:

Blå:
V: 48
K: 13
O: 23
I:  6
I alt: 90

Rød:
S: 45
F: 22
R: 14
Ø: 8
I alt: 89

Hvad er en ny regerings manøvrerum så?
VK-regeringen har 61 mandater, og skal således samle 29 op udenfor regeringen for at få flertal for sine forslag. Radikale har 14, så det er ikke nok. Selv med Liberal Alliances 6 mandater oven i slår det heller ikke til. Reelt har regeringen fortsat kun tre muligheder for at danne flertal: Enten med Socialdemokraterne, med DF+Liberal Alliance eller med DF+Radikale. That's it.

Men hov - VKOR-flertallet har vi jo set i aktion under tilbagetrækningsreformen, så det er måske ikke urealistisk? Jo, det er det. For den store forskel er, at regeringen+DF dengang havde flertal alene, og kunne gennemføre grænsekontrollen, der var DF's pris for at beskære efterlønnen uden at De Radikale behøvede at få fedtet fingrene. Sådan spiller klaveret ikke uden VKO-flertallet, så den model er umulig.

Reelt vil VK skulle støtte sig til sit parlamentariske grundlag hos DF og Liberal Alliance, hvilket i sig selv kan blive vanskelige forhandlinger.

Summa Summarum: En ny VK-regering vil fortsat være helt afhængig af Dansk Folkeparti, og kan trods alle gode viljer ikke skabe brede forlig om fx finansloven.

Det røde scenarie:

Lad os flytte et enkelt mandat fx fra K til SF, så sejren i stedet går til de røde med mindst mulig margen. Mandatfordelingen er så:

Blå:
V: 48
K: 12
O: 23
I:  6
I alt: 89

Rød:
S: 45
F: 23
R: 14
Ø: 8
I alt: 90

En S-SF regering vil have 68 mandater, og skal således finde 22 mandater for at få sin politik vedtaget. Den kan således indgå forlig med R+Ø (90), R+K (94) og Venstre (116) og Dansk Folkeparti (91).

En S-SF regering har således muligheden for at veksle mellem K og Ø - fx at trække hovedlinjerne i den økonomiske politik med K, som Vestager ønsker det, og andre dele med Enhedslisten. Nu og da kan den endog indgå forlig med DF, selvom jeg ikke tror man skal regne med ret mange af den slags.

Det er altså KUN en "rød" regering, der reelt har muligheden for at række ind over midten. Det er de nøgne politiske realiteter i den parlamentariske situation i Danmark.

Barfoeds ønske om mindre blokpolitik vil således aldrig kunne realiseres under en blå regering, der på godt og ondt sidder på Pia Kjærsgaards nåde. Vestager vil derimod kunne realisere sit ønske - om hun så også vil det, når valget er overstået, er naturligvis en anden sag

HUSK: Alle indlæg uden for- og efternavn, samt gyldig mailadr. (offentliggøres ikke) bliver slettet, om de er nok så velargumenterede og spændende. Se mere her.