Som sædvanlig har partierne præsenteret sig i DR's traditionelle valgudsendelser 'mød partierne'. I år har Jens Olaf Jersild bestyret butikken, og det har indbragt ham en næse fra DR's seerredaktør.

Jeg synes nu egentlig, at Jersild har gjort det udmærket, men det er måske en smagssag. Nuvel, i denne traditionelle valgudsendelse indgår der jo altid en hjemmevideo fra partierne. I gamle dage, hvor der ikke var en milliard valgudsendelser, dueller og partilederrunder på tv - eller 'i fjernsynet', rettere - brugte partierne mange ressourcer på denne lille film. Nu har de fleste nedpriorieteret den en smule.

Men lad os alligevel anmelde denne valgkamps høst af små videopræsentationer og kaste de ombejlede Politiken-hjerter i grams.

Det Radikale Venstre:



Det påstås ofte, at alle kloge og kreative mennesker har fået opholdstilladelse i Det Radikale Venstre. Men det postulat fik et gevaldigt skud for boven under den radikale valgudsendelse. De Radikale havde nemlig slet ikke lavet nogen video. Den helt uantagelige præstation. Havde De Radikale simpelthen glemt det? Var Margrethes spindoktor flygtet til Lapland med videokassetten? Fik Margrethe et af de der øjeblikke, hvor hun så sig selv på tv og krævede det hele kasseret på stedet?  Vi ved det ikke. 

I stedet blev der sniksnakket lidt i østergard og vestager om folkeskolen. Jens Olaf Jersild forsøgte galant at dække over partiet ved at sige, at de i stedet ville lave en mundtlig præsentation. Ynk, ynk, ynk. 

Liberal Alliance:



Der er noget destinkt Gordon Gekko over Anders Samuelsen i Liberal Alliances valgvideo. Hans forelæsning om de objektive sandheder i LA's økonomiske model følges intenst af en stribe statister og af Simon Emil Ammitzbøll, der som Bud Fox ser beundrende på chefen, mens han styrer powerpointshowet fra en iMac med et par securitylignende typer i baggrunden.

Signalet er klart: Dette lyder måske som et postulat, men det her er fakta. Det er lidt ligesom, når de prøver at prakke en et rengøringsaggregat på i TV-shoppen: Swupper-kluden tager 57 pct. flere baktier end konkurrenterne, det er ganske vist. Filmen stinker af CBS-effektivitet med hurtige skridt, smældende bildøre, og glødende mobiltelefoner. Det hele munder ud i en faux pressekonference featuring en bovlam tumpe af en journalist, der ikke engang kunne få job på BT's Thorning-redaktion.

Men nu er det jo så heller ikke en journalist, men skuespilleren Ditlev Ulriksen, Samuelsen har hyret ind, så han er tilgivet. Der ryger et hjerte for den lidt løse præsentation af grafikkerne, der ødelægger en ellers særdeles professionel billedside.

Kristendemokraterne:





Jeg kan vældig godt lide åbningen, hvor der bliver længere og længere til sygehuset. På med det centrale budskab lige med det samme, det er godt gået. Men så skal jeg da ellers lige love for, at spændingen forsvinder, da et pressemøde går i gang, hvor Ørum siger noget gennemført sludder om, at han har gået rundt i sin udkant over sommeren. Men det er et rigtigt pressemøde, vel at mærke, nemlig den 24 minutter lange præsentation af KD's 2020-plan (?). 

Det ligner bogstaveligt talt noget fra en begravelse med nelliker og det hele samt to ukendte ligbærere, der flankerer Ørum. Specielt manden til højre for Ørum ser lidt utilpas ud, og burde nok sendes de 90 kilometer til observation hurtigst muligt. Men KD er gode til at holde fast i Holstebrovinklen med det fine lille stykke dilletant, med gummistøvlerne i bryggers-indgangen.

Men hvad er det egentlig med Ørums lidt hule nasale stemme? Er det tungetale? Eller et throwback til gode gamle Christian Christensens 'nossepladser'?  I hvertfald betyder det, at Per Ørum ikke kan sige 'KristENdemokraterne', men konsekvent siger 'Kristdemokraterne". Se selv til sidst, hvor han siger det 2 gange. Måske ikke så tjekket, men på den anden side sagde Ritt B. jo også altid Sjosjaldemokratiet. Måske skulle de have brugt de unge kristendemokraters video i stedet?

Enhedslisten:





Ikke så mange dikkedarer. En halvdel med truende musik og nationalsangen på gyserfilmsorgel kombineret med grynede billeder af alt det potentielle Enhedslistevælgere hader. Og så bryder solen guddødme frem i øst. Og vi får præsenteret både de unge kvinder og halvgamle mænd fra Johannes røde bagtropper med små pædagogiske skilte, hvis ikke den sev ind, da speakeren, hvis diktion virker rundet af kadrene af røde lejesvende i 70'ernes P1, sagde det. Men altså den der funky skrifttype? Det ene skilt læste jeg som "Mod flygtninge med respekt". Dem er jeg personligt for. Men en fin lille visualisering af pointen om, at alt ser lysere ud om ti år med Ø i rollen som DF. »Det hele er finansieret krone for krone, for der er nemlig penge nok, hvis bare vi deler mere retfærdigt«. Tror nogen på den? Sikkert.

Det Konservative Folkeparti:





Det er jo fint nok, at K vil køre noget for far, mor og børn og hårdtarbejdende mennesker, men det er altså noget tyndt udført med klichér og floskler skulder ved skulder. "Aktiemarkederne skælver". Uha uha. Og så kører K ellers hårdkogt negativ kampagne mod S-SF og alle de uhyrligheder et magtskifte vil føre til fra rentestigninger til at tvinge virksomheder og arbejdspladser til udlandet. Er det virkelig den strategi, man vil anlægge som et parti på 6 pct?

Jeg tror, de havde gjort klogere i en mere optimistisk tone, og specielt når de bruger Barfoed himself. Han burde præsentere noget positivt, et argument for de konservative snarere end mod S-SF. Det bør aldrig være kandidaten selv, der taler om noget negativ. Barfoed har i øvrigt en lidt mærkelig tic, når han leder efter ordene. Han former ligesom hænderne til en lille skål, og ryster dem et par gange op og ned, som om han lige jonglerer et par imaginære bolde og trækker skulderen op om ørerne. Se selv lige før han siger »...og gældsætte Danmark« og »En stemme på konservative...«.

Socialdemokraterne:





Ingen tvivl. Sosserne tager årets valgvideo-Oscar med 'Danmark med en stemme'. En god bærende idé med et døgn rundt i Danmark, hvor de mange små testemonials kombineres med en sammenhængende historie, om at stemme på din far, din nabo, tante Tove (så'n én har jeg), naboens teenager til upbeat musik. Og det gør man altså åbenbart ved at stemme S - ifølge S selv, forstås.

Det eneste, jeg ikke helt forstår, er den ældre mand på motorcykel, men det er måske noget med en aktiv alderdom? De røde faner er sneget elegant ind som et par blafrende fiskeribøjer, og der er placeret et par solide sider valgflæsk fra to lærere i skolen til tog til tiden. Og blandt alle de almindelige en cameo af håndboldspilleren Rikke Skov, der åbenbart er en god socialdemokrat, selvom hun er et halvdårligt fagforeningsmedlem.

Overgangen til Helle Thorning-Schmidts afsluttende bemærkning om at bruge sin stemme er fremragende lavet med de mange små "stem på mig", så Thorning ikke behøver at sige det selv. Socialdemokraterne har lavet en af de bedste valgfilm, jeg har set.

Venstre





Venstre er indledningsvis lidt på samme spor som Socialdemokraterne med upbeat musik, og en række af denne valgkamps mange "helt almindelige mennesker", der fortæller, hvorfor netop de stemmer på Venstre. De negative budskaber om truende boligskatter, og ikke at have råd til S-SF smuglet elegant ind blandt de positive. Det er godt, om end ikke helt så smart tourneret som Socialdemokraternes.

Da statsministeren kommer på efter et minut, går det imidlertid i stå. Jeg forstår godt, hvad der er Venstre forsøger. Løkke er statsmanden, men der er altså lidt for meget bedemand over den hvide skjorte med sort blazer på grå baggrund. For nu at citere Løkke selv: »Det kan godt være det lyder kedeligt...«. Ja, det gør det. Men de holder sig rent på budskabet - "Det betyder noget" - og forsøger at koble sund økonomi til velfærden. Men jeg synes altså godt, de kunne have brugt statsministerens to minutters enetale lidt mere konstruktivt. Hvorfor ser vi ham ikke i dialog med mennesker eller noget?

Dansk Folkeparti:



 

Det er et stort lærestykke i antydningens kunst, som Dansk Folkeparti har skruet sammen. Vi er med unge DF'ere og Pia Kjærsgaard i mindelunden og får fortællingen om Annie, hvis bedsteforældre blev sendt til Theresienstadt (bemærk fortæller Søren Espersens sch-swung i det tyske og britisk-engelske udtale af London). Der er en lige linje fra de modige landsmænd, der kæmpede for friheden og blev stillet op af en pæl, over kampen for frihed i Afghanistan mod mørkemænd, og så til Pia Kjærsgaard, der modigt kæmper med ordet for friheden.

Vi mærker, at truslen stadig er her, men DF sætter aldrig rigtigt navn på truslen. Men det fungerer som en hundefløjte: Dem i målgruppen kan godt høre antydningen af præcis, hvem det er, de nye frihedskæmpere i DF vil beskytte os mod. Flot produktion med den nationalromantiske pedal helt i bund, og en typisk lidt skæv og 'upolitisk' film fra DF, der klart adskiller sig fra de andres variationer over visuel valgflæsk. Og så har Systemet Politiken sørme en lille birolle

Socialistisk Folkeparti:





Vi har ikke kunnet finde præcis den valgvideo SF brugte i Jersild programmet på nettet, men den virker som en slags extended version af denne her. Det er vel OK, men de politiske meldinger er i høj grad i overskriftsform, og det samlede indtryk er en anelse kedeligt, og speakerens følende inderlighed irriterer mig. Hvorfor alt det der sort-hvid? I don't get it?!

SF's slogan 'det ka' la' sig gøre', som Søvndal også her fyrer af mod slutningen er vel en slags forsøg på at være lidt Obama og 'yes we can'-agtige, men det savner lidt ægthed, ligesom SF-kampagnens valgplakater, hvor Villy Søvndal er blevet ti år yngre, og har fået en bronze teint. Appelerer folkesocialisterne til Ole Henriksen-segmentet? Hvorfor ikke f.eks. også høre nogle 'almindelige mennesker' som hos V og S? En præstation på det absolut jævne, men retfærdigvis skal det måske siges, at SF har satset mere på deres ret vellykkede satire.