Forhandlingerne om regeringsdannelsen fortsætter på et hemmeligt stedhotel Crown Plaza på Amager. De fleste venter fortsat, at de tre partier kan nå til enighed om en regeringsdannelse engang i næste uge. Indholdet af regeringsgrundlaget må vi endnu vente spændt på, men konturerne af det forløb, Socialdemokraterne forestiller sig, tegner sig så småt.

Tre fikspunkter ligger i det første år med Thorning-Schmidt I:

Først og fremmest er der vedtagelsen af den første finanslov - et arbejde, der begynder umiddelbart efter regeringsdannelsen og Folketingets åbning. Alt tyder på, at det i al væsentlighed vil blive en finanslov vedtaget mellem regeringen og Enhedslisten.

Der er tilstrækkeligt fælles gods mellem de fire partier omkring bl.a. miljø, forhøjelse af cigaretafgifter og andre skattetiltag samt andre områder som afskaffelse af starthjælp m.v. til, at de kan strikke et forlig sammen med tilstrækkeligt med godbidder til, at Enhedslisten kan stemme for den samlede finanslov og de fleste enkeltelementer.

Undtagelsen er naturligvis tilbagetrækningsreformen, hvor Thorning vil være nødt til at æde hovedelementerne, herunder forringelserne af efterlønnen, men måske til gengæld kan bygge et eller andet element på til gavn for især de ufaglærte seniorer. Her kunne Dansk Folkeparti måske være med i en realitetsforhandling.

Måske kan man tænke sig, at oppositionen med Venstre i spidsen vil forsøge at finde en anledning til at bringe tvivl om flertallet for reformen med samme begrundelse som med boligpakken - at den indgår som en brik i et samlet billede eller at eventuelle nye elementer ødelægger det samlede billede - men oppositionen må trods alt nok i sidste ende stemme for deres egen reform.   

Herefter kan de enkelte fagministre påbegynde arbejdet med at udrulle regeringsprogrammet på deres respektive områder. Nogle vil kunne skabe relativt hurtige forlig enten over Enhedslisten eller over midten, mens andre reformer, f.eks. omkring folkeskolen har et længere forløb.

Det næste store fikspunkt er trepartsaftalen, som jeg tidligere har skrevet om, og som vores Christiansborg-redaktion i dag har en stærk historie om trepartsstrategien, der uden tvivl har skabt uro i forhandlingerne på Crown Plaza. Paradoksalt nok, har de 12 minutters død gjort ambitionsniveauet for trepartsforhandlingerne endnu større.

Men arbejdsgiverne er også udmærket klar over, at de nu pludselig sidder med meget stærke kort på hånden og vil kunne aftvinge regeringen store indrømmelser ved at spille kostbare.

Hvis det lykkes at få en aftale hjem med både fagbevægelsen og arbejdsgivere, bliver det vanskeligt for oppositionen at spænde ben for det, selvom Venstre formentlig vil forsøge. Også Enhedslisten vil kunne leve med meget, hvis fagbevægelsen har kontrasigneret aftalen.

Endelig kommer det danske EU-formandsskab i første halvår af 2012, hvor Helle Thorning-Schmidt kan få sit gennembrud på den internationale scene. Desværre for Thorning er de væsentligste temaer, som Danmark skal forhandle, nogle ret teknokratiske spørgsmål om fremtidigt budget, og det franske præsidentvalg i april 2012 vil formentlig lægge låg på diskussionen om landbrugstøtte.

Som et land uden for Eurozonen deltager vi ikke rigtigt i den mest centrale diskussion i EU netop nu, så Thorning-Schmidt skal kæmpe for at få en profil under formandsskabet, der også har mistet noget i praktisk betydning efter Lissabon-Traktaten. Men mon ikke der under alle omstændigheder også bliver en lejlighed til at runde Det Hvide Hus?

Når vi så kommer over sommeren 2012, bliver situationen i meningsmålingerne helt afgørende for det videre forløb. Det centrale spørgsmål er, om Helle Thorning da står i en situation, hvor hun pludselig kan true med et valg, i sikker forvisning om, at det vil styrke hende og svække Venstre.

I så fald må Venstre så småt til at tage deres benhårde oppositionsstrategi op til overvejelse,og søge mod brede forlig og indflydelse på den overordnede økonomiske politik og andre væsentlige spørgsmål, og måske endda overveje om Løkke fortsat er den rigtige mand i spidsen.