Regeringsgrundlaget er præsenteret.

Jeg vil ikke her gå ind i alle de enkelte detaljer - det bliver der rigelig tid til i den kommende tid - men helt overordnet synes jeg, at det ser særdeles lovende ud.

Jeg abonnerer ikke rigtigt på den teori, at regeringsgrundlaget skulle være udtryk for den totale radikale triumf, som flere ellers har turneret med i de sidste dage. Tilbagetrækningsreformen gennemføres, og der lanceres en skatteform, der skal nedsætte skatten "markant" på arbejde. Men det er ikke håndfast beskrevet, hvordan det skal gennemføres, og SF har fået ministerposten på området. Opsigtsvækkende afskaffes multimedieskatten og endda også iværksætterskatten - et synspunkt Liberal Alliance gik til valg på.

Men grundlæggende er der mange træk fra Fair Løsning, og S-SF-baglandet bør ikke have problemer med at se sig selv i regeringsgrundlaget. Man kan sige, at det er lykkedes S-SF, at holde regeringsgrundlaget i relativt ukonkrete formuleringer trods de 80 sider. Faktisk er Fair Løsning betydeligt mere detaljeret end det nye regeringsgrundlag. Man er ikke blevet bastet og bundet af de radikale. Regeringen vil "modernisere", "målrette", "søge løsninger med kommunerne", "arbejde for" og sikre en "reform". De konkrete løsninger skal udarbejdes i den kommende proces, hvor embedsapparatet også er fuldt til rådighed. Det er klogt.

Det betyder ikke alverden, at vinduespynt som millionærskat og bankskat er fjernet, og at idéer, S-SF formentlig for længst har fortrudt som kandidatpant og boligpakke, også er skrottet.

Den basale fortælling fra Fair Løsning gennemsyrer regeringsprogrammet: Det vi kunne kalde Den Store Samfundshandel. Det er også udtrykt i den måske lidt kønsløse titel "Et Danmark, der står sammen". Der er stort set ikke den del af regeringsgrundlaget, hvor budskabet ikke er, at nu skal alle venner og fjender altså samles om et bord og lave nogle holdbare løsninger, hvor alle må ofre sig.

Det mest kendte eksempel er naturligvis de forestående trepartsforhandlinger, men også omkring folkeskolen, turisme, erhvervspolitik, forskning, offentligt-privat samarbejde, landbrugs- og naturkommission og alt muligt andet, lægges der op til en tilgang om inklusion, samling, sammenhold, dialog og al den slags.

(Min favorit er nedsættelsen af en produktivitetskommission - det er vist et oxymoron.)

Om al den snak om samarbejde og dialog så også kan udmøntes i praksis er naturligvis en anden sag.

Men det politiske og retoriske koncept ligger ret fast og vi vil få en åbningstale i morgen, der maler et dystert krisescenarie, hårde tider foran os, dybe økonomiske problemer, sovset ind i retorik om, at vi kan løse alle problemerne, hvis Danmark holder sammen. I Thornings Danmark skal fagbevægelse og arbejdsgiver falde hinanden om halsen. Kommuner, lærere og forældre skal tage hinanden i hænderne og give skoleeleverne et gruppekram, og alle må tage en ekstra tørn, spænde livremmen ind, sætte tæring efter næring osv.

Helle har præsenteret sin Store Samfundspagt. Nu skal den sælges til danskerne.