Jyllands-Posten har i dag en tumpet artikel, der bør blive et skoleeksempel på, hvordan meningsmålinger ikke kan bruges.

75 pct. af danskerne mener ifølge JP/Rambøll, at Margrethe Vestager har haft størst indflydelse på regeringsgrundlaget, mens kun hhv. 11 og 2 procent peger på Thorning eller Søvndal. Det er klart, at langt de færreste har læst regeringsgrundlaget, så målingen er i al væsentlighed en afspejling af mediedækningen af regeringsgrundlaget.

Først fortæller medierne, at Vestager har 'vundet'. Så spørger de befolkningen, der kun kender sagen fra medierne, og konkluderer, at befolkningen sørme er enig.

Man kan diskutere substansen. Det er klart, at de radikale med tilbagetrækningsreformen og de ret håndfaste økonomiske målsætninger har sat et markant fingeraftryk. Men formuleringerne i regeringsgrundlaget er ret åbne - f.eks. langt mindre konkrete end i Fair Løsning - hvilket i praksis giver en hel del handlefrihed for både de enkelte ministre, og egentlig synes jeg, at SF har fået en stærkere kombination af ministerier end de radikale.

De radikale fik meget effektivt sat den vinkel i pressen, at grundlaget er et langt radikalt triumtog ved ret tidligt at bryde 'musketer-eden' fra Crowne Plaza, og fortalte vidt og bredt uden for citat om, hvordan de tog det ene stik hjem efter det andet,  mens SF'erne godtroende holdt mund. Mens nu alle fokuserer på 'løftebrud' om millionær- og bankskatter, har kun få diskuteret det radikale 'løftebrud' om 24-års reglen.

S-SF anklager pressen for ikke at have forstået, at kontraktpolitikken er død. Men det bærer de nu og engang selv hovedparten af skylden for, fordi de især i forbindelse med skatteudspillet 'fair forandring' fik præsenteret deres politik som en Foghsk kontrakt, som de radikale bare kunne kontrasignere.

I går gik SF's politiske ordfører så til angreb på de radikale for at være årsagen til øget ulighed - et initiativ, der naturligvis må være clearet med partitoppen.

Problemet er, at hele denne diskussion om, hvem der har vundet og tabt, udstiller regeringen som dybt samspilsramt. Hvis man går ind i et regeringssamarbejde, så må man adoptere regeringsgrundlaget som sin politik. Den er ikke helt sevet ind hos SF'erne endnu.

SF'erne burde ikke have noget at skamme sig over i et regeringsgrundlag, der rummer et stærkt centrum-venstre projekt. Og SF har faktisk modsat de fleste kommentatorers vurdering flere muligheder for at skabe resultater i den kommende tid set i lyset af at den kommende finanslov - og efter al sandsynlighed også flere af de følgende års - skal vedtages med Enhedslisten.

Modsat de konservative, der altid fik den kolde skulder af Dansk Folkeparti, har den nye regerings lillebror faktisk muligheden for at få flere resultater igennem end dem, der fremgår af regeringsgrundlaget.

Det store problem for den samspilsramte regering er, at der mangler en overordnet fortælling om, hvad partierne rent faktisk vil. Derfor hænger alle sig i, hvad regeringen alligevel ikke vil. De har ganske enkelt glemt at kommunikere regeringsgrundlagets bærende idé ud til befolkningen.

Måske hjælper det, når den røde spindokterkabale er endeligt på plads. Foreløbig virker det som om, at det er hver mand for sig selv i regeringen. Finansminister Bjarne Corydon fortæller med sin næsten flegmatiske alvor/kedsommelighed, at han har overtaget et håndværkertilbud, mens skatteminister Thor Möger Pedersen er i gang med topskattelettelser.

Lige nu ligner S-R-SF-regeringen et lilleputfodboldhold, hvor alle 11 mand løber efter bolden samtidig. Der er et skrigende behov for, at træneren får lidt organisation på indsatsen inden hendes hold er uhjælpeligt bagud.