Det skulle vistnok forestille at være en centrum-venstre regering, vi har fået her til lands. Men når det gælder spørgsmålet om skat på finansielle ydelser har Helle Thorning-Schmidt, som det også fremgik af gårsdagens leder, placeret sig på EU's yderste højrefløj sammen med Storbritanniens David Cameron. Mens centrale skikkelser i det konservative Europa, som Tysklands Merkel, Frankrigs Sarkozy og Kommissionsformand Barosso, støtter en EU-skat på finansielle transaktioner, er den danske regering helt uforståeligt imod.

Cameron har i det mindste en slags national interesse i spørgsmålet fordi London er centrum for verdens finanshandel. Men hvorfor er det egentlig lige, at Danmark er imod? Det er komplet vanvittigt, at regeringen ikke løber denne åbne dør ind, og langt om længe få bremset lidt op for især de såkaldte high-frequency-traders. Mennesker, der intet producerer overhovedet, men udelukkende spekulerer med enorme summer i ultrakorte tidsrum.

De mennesker, der bragte os finanskrisen, er lige præcis dem, der vil blive ramt hårdest af forslaget. Hvorfor holder regeringen hånden over dem?

Endnu mere barokt er det, at de tre partier i et eller andet omfang støttede forslaget før valget. Det Radikale Venstres landsmøde i 2010 vedtog fx følgende resolution:

Det Radikale Venstre vil arbejde for indførelsen af en international skat på finansielle transaktioner for at dæmpe de kortsigtede spekulationer, afbøde fremtidige finansielle kriser og fremskaffe hårdt tiltrængt finansiering til løsningen af globale udfordringer som klimakrisen og fattigdomskrisen

I regeringsgrundlaget (s. 36) står der om skat på finansielle transaktioner:

Regeringen vil gå forrest i EU i kampen for indførelse af en global skat på finansielle transaktioner og vil presse på for en stærkere og klogere international regulering af finanssektoren for at forhindre flere finanskriser. EU bør bruge sin politiske og økonomiske vægt til at presse USA, Japan og andre lande til at indføre internationale standarder for finansverdenen.

Det lyder jo fint nok. Men det, der tilsyneladende står mellem linjerne, er at man vil modarbejde en skat på europæisk plan. At kræve at en skat omfatter USA er det samme som at slå ideen ihjel, og det er præcis den samme dårlige undskyldning briterne bruger. Man kunne med samme logik sige, at man udelukkende støtter nedskæring af CO2-forbrug, hvis alle lande ville tilslutte sig. Naturligvis skal der presses på internationalt, bl.a. ved det kommende G20 møde. Men intet forhindrer EU i at gå foran.

Finansfyrsternes evige modargument mod skatten er, at den ikke virker. De flytter bare deres aktiviteter til Schweiz eller Cayman Islands. Men netop dette har kommissionen taget højde for i sit forslag:

A FAT [europæisk finansskat, km] could add to the existing incentives for profit shifting via relocating income or remunerations out of the EU. Nevertheless, given the nature of the tax base and the need for financial companies generally to operate for their basic activities where consumers reside, incentives for relocation could be mitigated

 ltså, med mindre bankerne også vil flytte deres filialer til Caribien, så bliver det i praksis vanskeligt for dem at undgå skatten. En vurdering, der deles af revisionsfirmaet KMPG, der i en analyse skriver:

Transaktionsskatten opkræves hos involverede parter bosat i EU, selv hvis transaktionen gennemføres uden for EU. Dermed bliver det vanskeligt at undgå skatten ved at flytte i skattely.

DSU har rigtigt skoset deres partiformand for dette helt uforståelige synspunkt. Hvorfor i alverden har Thorning, Søvndal og Vestager isoleret Danmark med briterne og bankerne i modstanden mod dette fremragende forslag? Kunne vi ikke i det mindste få en slags begrundelse?