På den nyligt overståede LO-kongres kom den nye regering og fagbevægelsen i infight om spørgsmålet om, hvorvidt trepartsforhandlingerne skal begynde før eller efter forårets overenskomstforhandlinger - eller med Fyens Stiftstidendes Elisabeths Svanes ord: LO vågnede op til virkeligheden, hvor de gyldne løfter fra før valget er glemt eller udskudt.

Man skulle tro, at en socialdemokratisk statsminister ville blive modtaget med jubel og ellevilde græsrødder på fagbevægelsens kongres efter ti år med borgerlig regering og efter en valgkamp, hvor store dele af fagbevægelsen har satset stort på et regeringsskifte.

Stemningen under statsministerens næsten pinligt kedelige tale - der gik uhørte 17 minutter inden Thorning modtog det første bifald - er symptomatisk for regeringens begynder vanskeligheder. Der ER ganske enkelt ingen rigtig begejstring i hendes eget bagland. Reserveret glæde, jovist. Men den begejstring, der burde følge et regeringsskifte er udeblevet. I stedet blev der knurret i krogene og trukket opgivende på skuldrene.

Ingen forstår rigtigt hvad projektet er, og få kan se en retning i regeringens første initiativer. Den nye, udvidede vækstpakke blev godt modtaget, men bortset fra det var der ikke meget at komme efter. Det havde egentlig været ret enkelt, at få talt en stemning op i salen, med nogle få virkemidler - fx blot at takke for fagbevægelsens indsats for at få en ny regering. Det måtte de delegerede kigge langt efter.

Og specielt en melding havde fået dele af fagbevægelsen op i det røde felt:

Vi vil forhandle trepart i respekt for de overenskomster, I skal indgå til foråret. Det betyder, at vi først vil begynde trepartsforhandlinger, når overenskomsterne er på plads

Intentionen om ikke at "forstyrre" overenskomsterne er alle enige om. Men Harald Børsting og LO mener, at netop udskydelsen af forhandlingerne forstyrrer forhandlingerne maksimalt. De kræver, at der i hvert fald er en overordnet idé på plads for, hvad der skal ske, inden overenskomstforhandlingerne.

Det er som om regeringen ikke har forstået, hvad LO's konkrete problem er. Når det gælder de store forhandlinger i industrien, er udskydelsen et mindre problem. Disse overenskomster - det såkaldte 'minimallønsområde' - er relativt nemme at justere hen ad vejen, fordi store dele af forhandlingerne falder ude på de enkelte virksomheder.

Når det gælder 'normallønsområdet' - det vil bl.a. sige transport og byggeri - er problemet imidlertid større. Når det sidste punktum i disse overenskomster er sat, er de ikke til at genåbne. Det vil sige, at fagbevægelsens topforhandler, 3F's Jan Villadsen, reelt kommer til at forhandle en lille smule i blinde, når han ikke ved hvordan de annoncerede trepartsaftaler vil påvirke resultatet.

Planen var klar: Fagbevægelsen skulle sælge en løntilbageholdenhed, der skal forbedre konkurrenceevnen mod til gengæld, at få nogle indrømmelser om bl.a. kontrol med udenlandsk arbejdskraft i trepartsaftalen. Nu beder regeringen reelt fagbevægelsen om at levere løntilbageholdenhed uden konkrete modydelser. Den kan blive vanskelig at sælge til medlemmerne.

Harald Børsting var synligt irriteret over statsministerens melding, og replicerede, at "det er vi ikke færdige med at snakke om". Men Thorning afviste al yderligere diskussion.

Thornings skuffende optræden på kongressen blev sat i relief af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med nogle ret enkle virkemidler, lagde salen ned under en debat senere på kongressen. Her var begejstringen i salen pludselig til at tage og føle på, og til aftenfesten undrede flere sig over om det nu var den rigtige statsminister, man havde fået valgt.

Men også Frederiksen fik et svirp med baghånden af Børsting, da han om trepartsprocessen konstaterede: "Jeg kan jo godt forklare det for dem, men jeg kan jo ikke forstå det for dem".  

Det havde været ret enkelt, at stille fagbevægelsen tilfreds ved at holde et indledende møde mellem regeringen, LO og DA og skitsere en række af de temaer, der skulle tages op under trepartsforhandlingerne. Det havde kun kostet tre kopper kaffe på Marienborg for Thorning, at undgå nogle af de problemer, hun nu har fået med fagbevægelsen.