Jyllands-Posten kan på dagens forside konstatere, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn er »en sikkerhedsrisiko«.  Og hvorfor så det? »Jo«, fantaserer JP, »hvis han skal forhandle med Rusland, kan det tænkes, at russerne kan lægge pres på ministeren ved at kunne dokumentere, at han, som formand for DKP 1987-1991 modtog penge fra USSR«.

Historien er der intet nyt i: Det er velkendt, at DKP under Sohns ledelse modtog penge fra Sovjet. Sohn har imidlertid nægtet, at han personligt modtog penge, og JP kan da heller ikke i dag tilbagevise den påstand.

I stedet har man fundet et par russiske og amerikanske kilder frem, der udtaler sig skråsikkert om dansk politik og Ole Sohn uden at vide det fjerneste om sagen. Det gælder fx den tidligere FBI-agent, David Major, der forarget på de danske vælgeres vegne siger:

»Om han skrev under eller ej er efter min opfattelse irrelevant. For Guds skyld, han var formand! [...] Det er let af forestille sig en situation, hvor russerne siger til Ole Sohn: 'Du er en nær ven af os, og vi betalte godt for det'. Han ved nøjagtig, hvad de taler om. Dette ville være en stor sag i USA«  

Her er netop nøglen til JP's historie. Avisen er ganske enkelt forarget over, at vælgerne har valgt Ole Sohn og hans parti til at sidde i regering, selv om der foreligger oplysninger, der i JP's øjne diskvalificerer ham. Hvorfor kan de dumme danskere dog ikke se det, der står så åbenlyst for Jyllands-Posten?

Man skal vist være mere end almindelig konspiratorisk for at se en sikkerhedsrisiko i denne 20 år gamle sag.

Det er dog lykkedes at få en dansk adjunkt, Thomas Wegener Friis, fra SDU's Center for Koldkrigsstudier til at stige på. Han ved tilsyneladende ikke blot noget om Sovjet, men også om Sass Larsen-sagen, når han bidrager med denne oneliner:

»Sikkerhedsaspektet er helt oplagt. Vi taler jo om forhold, der får Henrik Sass Larsen til at ligne en dygtig amatør«.

Her har vi vist forladt enhver forskningsbaseret vurdering til fordel for rene politiske betragtninger.

Selvfølgelig springer også Venstres Søren Pind på sagen, og i morgenens TV2 News var han ligefrem igang med at udrede, hvordan sagen også kunne vise sig at være ansvarspådragende for Helle Thorning-Schmidt, men henvisning til I.C. Christensens ansvar i Alberti-sagen(!). Det er næsten komisk.

Der er, som jeg også tidligere har skrevet,  ingen tvivl om, at Ole Sohn ingen ære har af sin tid som formand for DKP. Og han har mest af alt sig selv at takke for, at sagen stadig lever, ved ikke at have talt rigtigt ud om tingene i tide.

Men denne sidste runde af sagen er mest af alt et udtryk for, at JP som sædvanlig har flyttet deres ledersider ind på journalistikkens plads, og at Søren Pind har svært ved at acceptere, at danskerne, modsat Venstre, har tilgivet Sohn hans fortid.