Thor Möger Pedersen er kommet rimeligt godt fra start som skatteminister. Vitserne om hans unge alder står selvfølgelig i kø, men foreløbig har han håndteret sin nye rolle betydeligt mere rutineret end flere af sine ældre kolleger - ingen nævnt ingen glemt.

Den giftige sag om Peter Lofts optræden i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts skattesag har han håndteret udmærket, ved at holde den ud i strakt arm og køre den 100 pct. efter bogen. Nok det eneste valg, når både ens forgænger, departementschef og øverste chef har betydelige aktier i sagen.

Men på det mere indholdsmæssige plan, har Thor Möger også fået udleveret en af de vanskeligste opgaver i hele regeringsgrundlaget: Den famøse skattereform, der skal nedsætte skatten "markant" på arbejde. Vel at mærke på en socialt afbalanceret måde, og uden at øge boligskatten. Det ligner opgaven med at løse cirklens kvadratur, Möger her har fået udstukket.

Men måske er det også på tide med en mere indholdsmæssig overvejelse om den ortodoksi, der siger at lavere skat på arbejde saliggørende til enhver tid. Med andre ord: Har vi overhovedet brug for skattelettelser på arbejde netop nu?

Well, spørger man CEPOS er der naturligvis ingen tvivl: Lavere skat på arbejde giver øget arbejdsudbud. Og det er jo rigtigt, hvis der ellers er efterspørgsel på dette for tiden.

Men hvad med statens provenu? Giver det flere penge i statskassen, at sætte skatten ned? Ja, vil mange mene, for så arbejder folk jo mere, og betaler skat af flere timer, og det er en central forudsætning i regeringsgrundlaget, der groft sagt sætter lighedstegn mellem øget arbejdsudbud og penge i statskassen.

Problemet set fra statskassens side er, at folk jo naturligvis også betaler mindre for de timer de arbejdede i forvejen. Det er en balance at finde den "optimale skattesats".

I den seneste rapport (s. 231 -), har Vismændene kigget på netop denne "optimale skattesats" i toppen. Altså, ved hvilken skatteprocent for de højstlønnede er statens provenu størst. De kloge konkluderer:
Det eksisterende skatte- og afgiftsystem indebærer således en effektiv marginalskat, som ligger over - men tæt på - den skattesats, der giver det højeste provenu til det offentlige... Dermed risikerer såvel skattelettelser som skattestigninger på de højeste arbejdsindkomster at reducere skatteprovenuet.

Altså: Skattesatsen i toppen ligger nogenlunde fornuftigt hvor den er i dag set fra statskassens side alene. Det vil koste penge både at sænke og hæve skatten. Det virker som om vismændenes rapport oprindeligt var skruet sammen for at skyde idéen om en millionærskat ned, men det klarede Vestager for dem i tårnet. Nu virker det faktisk som et argument mod den skattelettelse på arbejde, der ligger hendes hjerte så nær.

Professor Jørgen Goul Andersen undrede sig også forleden i Information, over myten om den hårde danske skat på arbejde: I virkeligheden ligger vi under EU-snittet, både når det gælder samlet skat og marginalskat på arbejde:

Der hvor vi for alvor bliver flået, sammenlignet med alle mulige andre folkeslag, er på forbrugsafgiftsiden. Primært den høje danske moms og de mange punktafgifter, som regeringen som bekendt igen vil hæve på smøger, sukker m.v.

I betragtning af, at næsten alle er enige om, at det lave privatforbrug er et af de største problemer for dansk økonomi, var det måske også her regeringen burde overveje at tænke lidt kreativt - fx med en eller anden form for differentieret moms, der fx satte momsen på sunde fødevarer eller miljørigtigt byggematerialer markant ned, i stedet for blot blindt at følge ortodoksien om lavere skat på arbejdsindkomst.

Det vil - om ikke andet - også gøre det betydeligt nemmere, at nå målet om en socialt afbalanceret reform.