Mens regeringen fik sin finanslov på plads holdt Venstre landsmøde i Odense.

Generelt var stemningen efter reportagerne fin, og det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, at identitetskrisen i oppositionens store parti, der normalt er en af de sikre bivirkninger af et regeringssskifte, er udeblevet. Venstre føler sig ikke bortdømt af vælgerne, men skyder skylden for nederlaget på De Konservatives fliten med Vestager i valgkampen og især på det man mener er Helle Thornings vælgerbedrag og veksler uden underskrift.

Lars Løkke Rasmussen holdt en ret veloplagt hovedtale, i betragtning af at han netop har måttet afgive regeringsmagten. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at Løkke allerede to måneder efter valgtet kan præsentere en ret sammenhængende idé, der naturligvis er stærkt præget af regeringsårene, men har blikket klart rettet mod "de blå socialdemokrater". På tre væsentlige punkter er talen imidlertid et stille opgør med Fogh årenes tænkning og strategi, og en tilbagevenden til Uffe Ellemanns Venstre.

For det første slog Løkke et slag for at sætte skatten ned, og gøre den offentlige sektor mindre, og gav dette lille svirp til skattelettelserne i Foghs æra, der sænkede skatten på arbejde, men i et vist omfang krævede ind igen i nye skatte og afgifter:

 

Skatten er for høj! Vi har sat den ned ad tre omgange. Fuldt finansieret hver gang. Lavet den største nedsættelse af skatten på den sidste tjente krone siden indkomstskatten blev indført. Men der skal mere til. Den samlede skattebyrde i Danmark er for høj.

Tiden er kommet til at vi tør se fordomsfrit på at sænke danskernes skat – lav som høj. Ikke bare sænke personskatten for i stedet at kræve det hele ind igen med nye afgifter. Rigtige skattelettelser, der sætter skatten ned, så væksten kommer op.

 

Altså: Det er ikke længere nok med marginalskattesænkninger som regeringen lægger op til. Det samlede skattetryk skal ned, hvilket alt andet lige vil indebære et mindre provenu til staten og dermed besparelser i den offentlige sektor. Her er en klar tilnærmelse til Liberal Alliance og imødekommelse af det liberale bagland.

Den anden kursændring er i virkeligheden også en imødekommelse af Liberal Alliance, og en læggen luft til det mangeårige samarbejde med Dansk Folkeparti. Løkke fortalte venstrefolkene om en Ramadan-middag med familien Belek på en måde, som Fogh aldrig have kunnet gøre det, og som må have fået Pia Kjærsgaard til at fnyse foragteligt:

Da jeg forlod Halil, hans hustru Özlem, deres børn og deres familie tænkte jeg på, hvor meget Halil og jeg egentlig ligner hinanden. Jovist, han holder Ramadan og jeg holder jul [...] Jeg vil noget med Danmark. Vores land skal fortsat være mulighedernes samfund. For familien Belek - og for alle andre danskere.

[...]

Så ved at føre en fast, fair og fornuftig udlændingepolitik er det ikke længere afgørende, hvor mange der kommer til Danmark. Nej, det afgørende er faktisk, at der kommer nogen. I har mødt Belek, som er til stede i salen i dag. Ville Danmark være rigere, hvis han ikke boede her? Nej, men Cowi og Danmark ville være en dygtig ingeniør fattigere.

Belek'erne og Løkke'rne er danskere, om der holdes Ramadan eller jul. Og mest bemærkelsesværdigt gør Løkke op med at det gælder om at få så få som muligt ind. I stedet konstruerer Løkke indvandringsspørgmålet ud af værdi- og kulturspørgsmål og ind i diskussionen om dansk økonomi og mangel på arbejdskraft.

Meget sigende var det naturligvis også, at Uffe Ellemann-Jensen, der for mange borgerlige stod som den ultimative værdiforrædder under Muhammed-krisen, var taget til nåde: "Jeg blev meget rørt, da jeg blev spurgt, om jeg ville". Endnu et symbolsk opgør med Fogh, der satte Uffe Ellemanns værdiliberale linje i skammekrogen gennem ti år. I talen advarede Ellemann i afdæmpede, men klare vendinger mod, at den hårde kurs mod indvandrere havde skadet Danmarks anseelse i udlandet.

Endelig lagde Løkke symbolsk luft til resten af de borgerlige partier. Der var ikke så meget som et anerkendende nik til de øvrige partier i oppositionen. Venstre vil i fremtiden vil stå på egne ben, og har opgivet tankerne om en samlet opposition. Der skal lægges luft til Dansk Folkeparti, de konservative skal spises op af Venstre og Liberal Alliance skal krammes ihjel. 

Det smager lidt af, at Venstre forestiller sig at gå til valg på en ren V-regering næste gang.

Det afsluttede opgør med regeringens 'løftebrud' sagde på sin vis det hele:

Venstre stoler på danskerne. Danskerne kan stole på Venstre!

Det lyder lidt som Uffe Ellemanns gamle slogan "Venstre ved du, hvor du har", gør det ikke?